Seneste nyheder
Altinget bringer en opgørelse, der viser priserne for at oprette og have en bankkonto for foreninger. Opgørelsen understreger, at der stadig er et problem, lyder det fra DFS’ formand
”Det understreger vi har et problem. Et niveau med oprettelsesgebyr på op til 10.000 kroner og yderligere gebyrer på andre ydelser er for højt for foreninger, som har en indtægt på under 100.000 om året.”
Sådan lyder det fra Per Paludan Hansen, formand i Dansk Folkeoplysnings Samråd, som reaktion på, at Altinget i dag kan fortælle, at en forening skal betale mellem 0-10.000 for at oprette en foreningskonto i en bank. Dertil kommer et årligt gebyr, der ligger på mellem 0-4.000 kroner for at have en konto samt varierende gebyrer på andre ydelser som netbank, visa-dankort, ændring af vedtægter med mere, skriver mediet.
Det viser en ny oversigt, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udarbejdet.
I oversigten sammenlignes priserne desuden med tal fra tidligere år, og ifølge mediet er den overordnede konklusion er, at der ikke er sket nogen samlet ensrettet bevægelse mod lavere eller højere priser.
Se priser og prisernes udvikling over tid
Til spørgsmålet om, hvorvidt foreningerne ikke burde ‘shoppe’ blandt bankerne og frit vælge den billigste bank, svarer Per Paludan Hansen:
“Jeg synes ikke, det er en opgave for en forening at shoppe rundt. Forholdet til banken skal være et tillidsforhold, og med de særlige krav, som nogle banker stiller omkring for eksempel privatkonto, er spørgsmålet hvor frit et valg, der er tale om.”
Per Paludan Hansen siger til Altinget, at han godt ved, at bankernes arbejde er reelt, og han anerkender, at problemet kun kan løses ved enten at lempe bankernes arbejdsbyrde eller tvinge dem til at drive underskudsforretning.
“Der er brug for, at det hele bliver vendt på hovedet, så man tager udgangspunkt i foreningerne og ikke bureaukratiet – altså hvidvaskreglerne. Det kræver en samlet politisk vilje – og skal ikke styres af direktionen I Danske Bank,” siger han.
Læs mere i Altinget
Se Altingets opgørelse her og find ud af hvilke banker, der tager hvilke beløb i gebyr
Gode råd
Få gode råd hvad du kan gøre som forening for at få det lettere i banken