Unges engagement i enkeltsager kan forenes med fællesskabet
Seneste nyheder
Der er meget langt fra de yngre generationers måde at engagere sig på til de klassiske foreningers generalforsamlinger og vedtægter, skrev Jane Sandberg og Katrine Ebdrup Damgaard i en kommentar i Berlingske Tidende (27.9.). DFS' formand, Per Paludan Hansen, svarede i samme avis den 1. oktober. Vi bringer her hele replikken.
Har foreninger og folkeoplysning noget at tilbyde unge klimaaktivister?
Af Per Paludan Hansen
En tikkende bombe under Foreningsdanmark. Jane Sandberg og Katrine Ebdrup Damgaard lufter dommedagsbasunerne i deres kommentar (Berl. T. 27.9.) om de unges handlemønster, når de engagerer sig i samfundsproblemer.
JS og KED har fuldstændig ret i, at unge i dag ikke som tidligere opsøger de klassiske foreninger. Som de to skriver, danner de unge ikke en forening, før kampen går i gang. Men måske opsøger de mere demokratiske, lærende og forpligtende rammer, når de har været i gang et stykke tid.
De kritiske sygeplejerskers protest mod deres arbejdsforhold en Facebookgruppe. Men få måneder efter havde de etableret sig i Foreningen af Danske Sygeplejersker. På klimafronten ser vi helt spontane aktiviteter, men vi kan også møde Den Grønne Studenterbevægelse, som har mere faste organisatoriske rammer.
Der er ingen grund til at opstille en absolut modsætning mellem det forpligtende fællesskab i foreningerne og de impulsive engagementer i enkeltsager via sociale medier og aktiviteter på gaden.
Tværtimod er det foreningernes og folkeoplysningens opgave at gå i dialog med de spontane bevægelser og tilbyde dem organisatoriske rammer og læring, når aktivisterne selv oplever, at de har brug for det. Det forudsætter helt klart ændringer og udvikling i mange folkeoplysende skoler og foreninger.
Men vi begynder ikke fra et nulpunkt. Lige før nedlukningen stødte jeg på et godt eksempel i Hvidovre. En ung kvinde og ildsjæl på barsel savnede et fællesskab med andre fædre og mødre omkring, hvor man sammen kunne blive klogere, tale om spændende emner og først og fremmest tale om andet end… babyer. Men på de betingelser, som småbørnsforældre nu lever med. F.eks vil de ikke betale på forhånd og et forløb hver tirsdag aften, uge efter uge, fordi der altid sker noget uventet på hjemmefronten.
Hun havde allerede et godt netværk og de gode ideer, men det administrative var uoverskueligt. Derfor allierede hun sig med en lokal aftenskole, som hjalp med de opgaver, og som også kunne hjælpe med at skaffe flere deltagere og opnå kommunalt tilskud.
I en anden af DFS’ medlemsorganisationer, Grænseforeningen, har man efterhånden mange års erfaringer med at inddrage unge mennesker i debat- og ambassadøraktiviteter om grænseområdets nationale mindretal og om at være bindestregs-dansker. Og det uden – i første omgang - at opkræve medlemskontingent og forlange deltagelse i generalforsamlinger.
I øjeblikket arbejder DFS ihærdigt på flere fronter for at skabe love, regler og økonomi, som kan gøre det nemmere at bryde faste forenings- og aftenskolerutiner op, og vi vil arbejde med kommunerne omkring lokale og faciliteter, der bedre tiltrækker nye målgrupper.
Jeg er helt overbevist om, at både folkeoplysende skoler og foreningerne bredt set kan være nyttige og attraktive tilbud til nye generationer, og at det kan ske, samtidig med at vi fastholder de demokratiske værdier, den frivillige læring og de forpligtende fællesskaber.
