Seneste nyheder
Der var kampvalg til DFS’ bestyrelse på repræsentantskabsmødet. Nye ansigter fik plads i bestyrelsen.

Per Paludan Hansen, LOF (tv), blev genvalgt til formand. Marlene Berth Nielsen, Fora, Lise Korsgaard, Grundtvigsk Forum, Toke Kristensen, AKKS og Christian Lagoni, Foreningen Norden (ikke på billedet) blev valgt til bestyrelsen.. Foto: DFS.
På DFS’ repræsentantskabsmøde var der valg til bestyrelsen for de næste to år.
Per Paludan Hansen, sekretariatsleder i LOF, blev genvalgt som formand.
I sit opstillingsgrundlag skrev han blandt andet:
”Folkeoplysningen gør en forskel – for den enkelte og for samfundet! Det er i de folkeoplysende fællesskaber mennesker mødes. Det er i de folkeoplysende fællesskaber mange får motivation til at deltage i den demokratiske samtale og det er i de folkeoplysende fællesskaber vi henter inspiration og viden til at håndtere hverdagens udfordringer. I en tid, hvor tilværelsens faste holdepunkter rystes, er folkeoplysningens trygge fællesskaber mere vigtige end de har været i mange år.”
To nye ansigter fik plads i bestyrelsen – nemlig Toke Kristensen, formand for AKKS - Amatørkultur i Danmark - og Christian Lagoni, generalsekretær i Foreningen NORDEN i Danmark.
I sit opstillingsgrundlag skrev Toke Kristensen:
”Jeg stiller derfor op til DFS’ bestyrelse for at styrke bredden i folkeoplysningen. Jeg vil arbejde for et mangfoldigt DFS, der ikke blot varetager politiske interesser på lands- og kommunalplan, men også markerer sig som en stærk samfundsdebattør. Samtidig vil jeg være en stemme for foreningslivet og sikre, at folkeoplysningen udvikler sig, så den fortsat kan spille en afgørende rolle i vores samfund.”
Mens Christian Lagoni blandt andet skrev:
”Jeg stiller op til bestyrelsen i DFS, da jeg ønsker at arbejde tættere med folkeoplysningen i Danmark, og den vigtige opgave som dannelse, folkeoplysning har i en verden, hvor vores demokrati presses fra både øst og vest.”
Marlene Bernth Nielsen, souschef og udviklingskonsulent i Fora, og Lise Korsgaard, sekretariatsleder fra Grundtvigsk Forum, blev genvalgt til bestyrelsen.