Brændt koran skyr ilden

Ytringsfriheden en central del af demokratiet og en vigtig del af menneskerettighederne. Men hvad skal vi mene, hvis budskabet serveres med bogafbrændinger, og formålet lader til at være at skabe had mellem mennesker?

"Måske kan selv Rasmus Paludan blive bedre mennesker af at tage til et debatmøde eller siddeansigt til ansigt med en muslimsk medborger på et aftenskolekursus, skriver Rasmus Nørlem Sørensen.

Af Rasmus Nørlem Sørensen

Folkeoplysningen bygger på et ideal om den gode, fordomsfri samtale mellem mennesker, der mødes ansigt til ansigt og i øjenhøjde med hinanden. Enhver skal kunne gå ind ad døren og føle sig velkommen. Hvis debatten starter med, at vi nedgør hinanden og symbolsk brænder ting af, som andre holder af, ja så er det i hvert fald ikke god folkeoplysning.

Men vi kan ikke have et demokratisk samfund, hvis der ikke er ytrings- og meningsfrihed. Den demokratiske samtale bliver uærlig og uforløst, hvis deltagerne i samtalen ikke kan udtrykke sig frit af frygt for repressalier. Magthaverne og lovgivningen må derfor aldrig forhindre, at vi kan tale frit og udveksle meninger. Det princip gælder hele vejen fra den danske grundlov og til artikel 19 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, der lyder:

”Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.”

Retten til ytringsfrihed må være udgangspunktet for vores debat om konkret lovgivning.

Begrænsningens kunst

I ethvert samfund og også i velfungerende demokratier er det helt nødvendigt at sætte visse grænser for ytringsfriheden. Menneskerettighederne omfatter retten til ikke at blive diskrimineret eller forfulgt på grund af sin religion, seksuelle orientering, etnicitet eller politiske holdninger. De sikrer også vores ret til et privatliv, så selvom for eksempel læger har ytringsfrihed, så har de også tavshedspligt om vores sundhedsoplysninger. Vi har desuden flere typer af lovgivning, der ulovliggør trusler, injurier, visse typer af løgne og handlinger, der kan skade statens sikkerhed.

Ytringsfriheden er altså allerede reguleret, men vi kan naturligvis diskutere, om grænserne bliver trukket de rigtige steder. Det er for eksempel fuldt lovligt at brænde et regnbueflag. Men hvis man her under Priden, hvor LGBTQ+ rettigheder fejres i vores byer, stiller sig op i en moddemonstration og brænder regnbueflag, skal det så stadig være lovligt? Alle ytringer afhænger af kontekst og ofte er vi nødt til at vurdere intentionen – udgør ytringen for eksempel en trussel eller opfordring til vold – før vi kan afgøre, om handlingen er ulovlig.

En koranafbrænding kan være en konkret trussel, men det kan også være alt muligt andet. Derfor mener jeg ikke, vi har brug for at forbyde lige præcis koranafbrændinger. Jeg mener selvfølgelig heller ikke, det er en god ide at brænde koraner af. Men vores ret til frie ytringer og frie udtryksformer, er meget værdifuld – og den bør vi værne om. Også selvom det medfører vrede og måske også økonomiske tab, når regeringer eller religiøse autoriteter rundt om i verden lader sig genere af det, der bliver ytret i Danmark.

Paludan på aftenskole

Jeg tror, at alle – og måske endda Rasmus Paludan - kan blive bedre mennesker af at tage til et debatmøde eller sidde ansigt til ansigt med en muslimsk medborger på et aftenskolekursus. Det er ikke sikkert, at lovgivning kan stoppe had, selvom loven kan bruges til at straffe hadefulde handlinger. Men det er helt sikkert, at had kan forebygges med samtale og gensidig respekt.

Derfor tror jeg også, at samfundsdebatten om, hvad vi skal mene om koranafbrændinger, er sund og god for os. Det virker som om, vi på tværs af politiske skel og holdningsforskellige er enige om, at det er en dårlig ide at brænde koraner af for at skabe had. Men vi er nok også enige om, at det skal være lovligt at kritisere og sågar forhåne religiøse dogmer, hellige bøger eller kulturelle praksisser. Jeg synes, vi skal se debatten om det dilemma, som et mål i sig selv. Det behøver ikke resultere i en lovændring.

Rasmus Nørlem Sørensen, cand.mag. i filosofi og socialvidenskab, sekretariatsleder i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet, Dansk Folkeoplysnings Samråds repræsentant i Rådet for Menneskerettigheder, hvor han også er næstforperson.