Seneste nyheder
Et styrket ukrainsk civilsamfund skal stå i spidsen, når Ukraine skal genopbygges. Det er daghøjskolen Kompetencehusets mål med et projekt, der nu har modtaget en pris fra EU-Kommissionen.
Nis Peter Nissen, forstander på Kompetencehuset, tog d. 6. oktober imod prisen EITA 2025 for projektet Folk Enlightenment Ukraine. Privatfoto.
Af Anine Nathalie Neumann Mansur
Daghøjskolen Kompetencehuset i Aarhus har modtaget EU-Kommissionens European Innovative Teaching Award (EITA) 2025 for deres Erasmus+ projekt ”Folk Enlightenment – Ukraine”.
Demokratisk genopbygning og en styrkelse af det ukrainske civilsamfund har været på dagsordenen, når daghøjskolen med sine samarbejdspartnere har arbejdet med at gøre den nordiske model for folkeoplysning til en positiv drivkraft i fremtidens Ukraine.
I praksis har det betydet, at ukrainske flygtninge fx har kigget danske foreninger over skulderen, når de har afholdt aktiviteter, deltaget i bestyrelsesmøder etc.
Forhåbningen er, at disse erfaringer med folkeoplysningen har givet dem værktøjer til på sigt at kunne skabe et frit og demokratisk foreningsliv med stærke og tillidsfulde fællesskaber i Ukraine.
Med prisen anerkender EU-Kommissionen projekter, der bidrager til udviklingen af en stærk europæisk uddannelseskultur gennem innovation, samarbejde og videndeling på tværs af grænser.
”For en lille daghøjskole som Kompetencehuset er det en fantastisk anerkendelse af de resultater, vi har skabt. Vi ser det samtidig som en hyldest til hele daghøjskoleområdet, der med fleksibilitet og kreativitet bidrager til uddannelse, demokratisk dannelse og social samhørighed på tværs af sektorer og landegrænser,” skriver Nis Peter Nissen, forstander på Kompetencehuset, på LinkedIn.
Forstanderen løfter desuden sløret for daghøjskolens fremadrettede planer for projektet. Lige nu afventer de bevilling til ”Learning Folk Enlightenment”, hvor folkeoplysende learning hubs skal oprettes i Oslo, Göteborg, Lviv, Odessa og Aarhus, og 125 ukrainske folkeoplysningsentreprenører skal uddannes.
Sidste led i indsatsen er ”Folk Enlightenment – Ukraine 3.0”, der skal gennemføres i Ukraine af ukrainere med fokus på at styrke et mangfoldigt civilsamfund og foreningsliv.
Fejring i ind- og udland
Kompetencehuset og de fire øvrige danske EITA-vindere blev fejret d. 6. oktober af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Til december vil de blive fejret i Bruxelles sammen med alle europæiske prisvindere, der i alt tæller 117 projekter.
Temaet i år er medborgerskabsundervisning, og fejringen vil derfor særligt hylde demokratisk deltagelse, fælles værdier og borgerengagement. Det er femte år, prisen uddeles.
Kompetencehuset har samarbejdet tæt med Göteborgs Folkhögskolar i Sverige og desuden med en lang række ukrainske NGO’er og nordiske folkeoplysere, bl.a. Daghøjskoleforeningen, der er medlem af DFS.