Seneste nyheder
Datatilsynet har lanceret et nyt vejledningsunivers om GDPR for små foreninger. Vejledningsuniverset tilbyder gode råd og konkrete eksempler, der er skræddersyet til de udfordringer, som mindre foreninger står overfor.

GDPR-reglerne kan være uoverskuelige for små foreninger, der ikke har juridiske kompetencer. Datatilsynet har lavet en vejledning målrettet små foreninger med konkrete råd og eksempler, så reglerne bliver nemmere at forstå.
Hvad er en personoplysning? Må man opbevare oplysninger om medlemmerne på en privat computer? Er det lands- eller hovedforeningen eller lokalforeningerne, der er dataansvarlige?
Som lille forening kan det være udfordrende at holde styr på GDPR-reglerne.
Derfor har Datatilsynet lanceret et nyt vejledningsunivers, som er særligt målrettet små foreninger. Målet er at gøre GDPR-reglerne nemmere at forstå selv om man ikke er jura-ekspert.
Universet er bygget op omkring 7 trin, som foreninger kan følge for at overholde GDPR. Hvert trin indeholder konkrete eksempler og gode råd, som er kategoriseret efter forskellige typer af foreninger.
Man kan også finde en brugbar FAQ op beskrivelser af grundlæggende begreber i GDPR.
Vejledningsuniverset kan benyttes af alle typer af foreninger – uanset størrelse. Datatilsynet har valgt at fokusere på mindre foreninger, fordi disse ofte ikke har medarbejdere med juridiske kompetencer til at omsætte GDPR-reglerne til deres daglige arbejde, siger tilsynet i en pressemeddelelse.
7 vigtige trin til overholdelse af GDPR
Trin 1: Skab overblik
Trin 2: Spørg jer selv "hvorfor?"
Trin 3: Husk at slette
Trin 4: Oplys om, at I behandler personoplysninger
Trin 5: Sørg for at have gode procedurer
Trin 6: Husk sikkerheden
Trin 7: I er også ansvarlige, når I deler
Kilde: Datatilsynet