Den grønne omstilling skal ud på de lokale aftenskoler
Debat

Den grønne omstilling skal ud på de lokale aftenskoler

Redaktionel dato: 8. december 2022

Grøn omstilling skabes i madklubber, på aftenskoler og i andre lokale fællesskaber. Det kræver investeringer, skriver Lise Holm-Rasmussen i det debatindlæg i information i dag.

Lise Holm-Rasmussen er grøn og social entreprenør og stifter af handleRUM. Hun samarbejder med aftenskolen Fora Hvidovre.

 

Fra Fora Hvidovres kursus for grønne ambassadører.

Fra Fora Hvidovres kursus for grønne ambassadører.

Afsættet for indlægget er, at Lise Holm-Rasmussen oplever ”… en kløft mellem den store samtale om klima og det liv, de fleste af os danskere lever i hverdagen.”

Fællesskabet skal på banen

Videre skriver hun:

”Den bæredygtige omstilling kræver nemlig, at vi ikke kun reducerer klima- og bæredygtighedsdagsordenen til et spørgsmål om et statsligt eller individuelt ansvar. For hvis vi virkelig skal realisere omstillingen, skal fællesskabet på banen.”

Hun henviser til Fora Hvidovres kurser i bæredygtig omstilling for børnefamilier og aftenskolens uddannelse til grønne ambassadører og skriver:

”For netop folkeoplysningen kan stille fællesskabende platforme til rådighed. Her får deltagerne ikke blot nye kundskaber, men bliver også en del af et fællesskab. Et fællesskab med forskellige ressourcer, som kan videreudvikle, understøtte og fremme omstillingen. Her kan vi oversætte store spørgsmål om klimaforandringer til konkrete, tilgængelige dagligdagstiltag.”

Mange veje ind i fællesskabet

Lise Holm-Jensen refererer også forskning fra Københavns Universitet og en hvidbog fra DeltagerDanmark og tænketanken Concito. Hun understreger betydningen af, at den enkelte finder sin egen vej ind i fællesskaberne:

”Om du vil være med i Den Grønne Spiseklub, fordi du har lyst til at hygge dig med andre, få et billigt måltid mad eller er inkarneret klimaforkæmper, er fuldstændig lige meget. Pointen er, at du i madfællesskabet kan prøve at lave klimavenlig mad og erfare, at det smager dejligt, at man bliver mæt, og at ungerne søreme også spiser det.”

Partnerskaber og penge

Hun konstaterer, at de grønne fællesskaber ikke opstår af sig selv:

”Der er brug for partnerskaber på tværs af aftenskoler, kommuner, boligorganisationer med flere, der kan understøtte opbygningen af fællesskaberne ved at finde lokale frontløbere, opbygge netværk og stille sparring, ny viden eller faciliteter til rådighed.

Der er brug for, at de lokale kan få hjælp til at finde ud af, hvilke fællesskaber der er mulige at igangsætte, hvor fællesskabet kan mødes, hvordan man rekrutterer deltagere, og hvor man skaffer penge til aktiviteterne. Derfor skal vi investere i de lokale, grønne fællesskaber. For den grønne omstilling kan også realiseres i madklubberne og aftenskolerne.”

Læs hele debatindlægget