DFS-medlem styrket i finanslovsforslag

DFS-medlem styrket i finanslovsforslag

Redaktionel dato: 4. september 2024
Med finansminister, Nicolai Wammen (S), i spidsen præsenterede regeringen for nyligt sit finanslovsforslag for 2025. I forslaget lægges der op til en styrkelse af frie fagskoler. Foto: Finansministeriet, Morten Faurby

Med finansminister, Nicolai Wammen (S), i spidsen præsenterede regeringen for nyligt sit finanslovsforslag for 2025. I forslaget lægges der op til en styrkelse af frie fagskoler. Foto: Finansministeriet, Morten Faurby

Regeringen vil styrke de frie fagskoler i deres forslag til Finansloven for 2025.

En stor del af den folkeoplysende verden fulgte med, da regeringen for nyligt præsenterede sit finanslovsforslag for 2025.

I finanslovsforslaget lægger regeringen blandt andet op til at afsætte 7,1 mio. kr. til at styrke de frie fagskoler.

Det vækker glæde hos Foreningen af Frie Fagskoler, der i årevis har arbejdet for at sikre bæredygtige rammer for disse skoler. Det skriver foreningen, som er medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd, i en pressemeddelelse.

Formand, Jesper Bienkowski, ser den økonomiske støtte som et positivt politisk signal.

 “Vi er glade for, at regeringen øger den økonomiske støtte til de frie fagskoler. Det vil give os bedre rammevilkår, som vi længe har efterlyst,” siger han i pressemeddelelsen.

Finanslovsforslaget indeholder blandt andet en stigning på 10 procent i både undervisnings- og grundtilskuddet.

“Midlerne går direkte til vores årlige takster og er ikke bundet af tidsbegrænsede ansøgningspuljer med betingelser. Det giver os mulighed for at styrke værkstedsundervisningen, som er afgørende for at motivere og udvikle unge, især dem der lærer bedst gennem praktisk arbejde,” siger Jesper Bienkowski.

Bekymringer om økonomien

Frie fagskoler er erhvervsrettede kostskoler, der kombinerer praktisk og erhvervsrettet undervisning med boglige fag. Skolerne fokuserer på at skabe netværk til erhvervslivet og sikre eleverne gode praktikforløb.

“Vi har desværre ofte set, at den ressourcekrævende værkstedsundervisning afholder nye initiativer fra at blive realiseret på grund af bekymringer om økonomien. Det øgede tilskud vil forhåbentlig give flere modet til at starte nye frie fagskoler og engagere sig i den erhvervsrettede dagsorden,” forklarer Bienkowski.