Et uhørt svigt af verdens mest udsatte mennesker
Debat

Et uhørt svigt af verdens mest udsatte mennesker

Redaktionel dato: 7. april 2022

 ”De fattigste betaler prisen for regeringens kortsigtede politik, når hjælpen til ukrainske flygtninge tages fra udviklingsbistanden.” Det skriver DFS’ sekretariatschef sammen med lederne af 32 andre civilsamfundsorganisationer.

 ”Hvis regeringen insisterer på at tage yderligere penge fra udviklingsbistanden, vil det være et uhørt svigt af verdens mest udsatte mennesker.”

”At tage pengene fra udviklingsbistanden er absolut ikke regeringens eneste mulighed. Vi har råd til at finansiere konsekvenserne af den ukrainske krig på andre måder.”

”Hvis Danmark fortsat vil have en udviklingspolitik og opretholde indsatser i verdens brændpunkter, er det på tide at sætte en prop i den meget kortsigtede og alt andet end “ukontroversielle”’ anvendelse af dansk bistand til at huse flygtninge i Danmark.”

Det mener lederne af 33 danske civilsamfundsorganisationer (se boksen nedenfor). De præsenterede synspunkterne i en fælles kommentar i Jyllands-Posten den 4. april.

Vi bringer her hele debatindlægget.

De fattigste betaler prisen for regeringens kortsigtede politik

Endnu en gang skal dansk udviklingsbistand og verdens fattigste betale regningen for Danmarks udgifter i forbindelse med at modtage flygtninge i Danmark. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal hjælpe de ukrainere, der lige nu flygter fra krig og bomber. Det skal vi.

Spørgsmålet er, om regeringen samtidig evner at tænke langsigtet og have helhedsbrillerne på. For når hverken Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye eller Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen vil frede udviklingsbistanden for flere massive nedskæringer til at betale egne regninger, så smider regeringen langsigtede danske indsatser, der er med til at skabe fred og forebygge krig, kriser og fordrivelse i andre regioner, over bord.

Regeringen skar i sidste uge 2 mia. kr., der allerede var afsat i 2022 til humanitære- og udviklingsformål for at betale for de første 20.000 fordrevne ukrainere, der ankommer til Danmark. Det udgør 11,3 procent af dansk udviklingsbistand. Det medfører ødelæggende nedskæringer, forsinkelser og frafald af nødvendige indsatser.

Den seneste udmelding lægger op til, at Danmark skal forberede sig på at modtage op mod 100.000 ukrainske flygtninge. Civilsamfundet står klar til at hjælpe. Men hvis regeringen insisterer på at tage yderligere penge fra udviklingsbistanden, vil det være et uhørt svigt af verdens mest udsatte mennesker.

Andre muligheder

At tage pengene fra udviklingsbistanden er absolut ikke regeringens eneste mulighed. Vi har råd til at finansiere konsekvenserne af den ukrainske krig på andre måder. Senest har Danmarks Statistik offentliggjort, at de danske offentlige finanser sidste år gav et overskud på 57,8 milliarder kr. Vi står altså lige nu med en utrolig stærk dansk økonomi.

Regeringen har med et bredt flertal i Folketinget indgået `Det nationale kompromis´ om dansk sikkerhedspolitik som en direkte konsekvens af krigen i Ukraine. Her har man allerede fundet 7 mia. kr. i 2022, og her er der lige nu en reserve på 3,5 mia. kr., der endnu ikke er blevet fordelt. Regeringen kunne med fordel lytte til sine støttepartier og bruge dette som finansieringskilde frem for udviklingsbistanden.

De rigeste bestemmer

Flemming Møller Mortensen, Mattias Tesfaye og resten af regeringen mener, at det er “ukontroversielt” at tage penge fra verdens fattigste til Danmarks udgifter til ukrainske flygtninge og påpeger, at det har været praksis siden 1992. Men at det er etableret praksis og i overensstemmelse med retningslinjerne, gør det ikke nødvendigvis rigtigt eller retfærdigt.

De regler, som fastlægger, hvad der kan beregnes som udviklingsbistand bestemmes af OECD’s udviklingskomite. Hvem sidder så i denne komite? Det gør verdens rigeste lande, inklusive Danmark. Så hverken udviklingslandene eller FN har mærkbar indflydelse på reglerne for udviklingsbistand. Det er altså verdens rigeste lande, der har bestemt reglerne og besluttet sig for, at de fattigste mennesker i verden godt kan undvære. Og det i en tid hvor humanitære- og udviklingsbehov ikke har været større i årtier.  

Giver med den ene hånd og tager med den anden

Danmarks tilstedeværelse i verden gennem udviklingsbistanden har mange formål, men særligt bør det være at bekæmpe fattigdom og ulighed samt at fremme menneskerettigheder og demokrati. Gennem bistanden hjælper Danmark mennesker i hungersnød, og vi er med til at forebygge krig, konflikt og fordrivelse. Men det er også et udenrigspolitisk instrument, som giver os mere international indflydelse. Regeringen bryster sig ofte af, at Danmark er et af få lande, som lever op til FN’s målsætning om at give mindst 0,7 % af BNP i udviklingsbistand. Men når skiftende regeringer gentagne gange tager fra udviklingsbistandens kasse til at betale egne regninger, er det at give med den ene hånd og tage med den anden.

Danskernes opbakning til nødhjælp og udviklingsarbejde er stigende. Vi er nogle af dem i verden, som har det største kendskab til FN’s Verdensmål, vi har stort fokus på klimakrise, og vi ønsker at støtte folk i nød, menneskerettigheder, ligestilling og demokratiske værdier. Som en lille, åben økonomi og et af verdens både mest lige og rige lande, er vores afhængighed af verden enorm - derfor må vi også investere i den.​​

Udviklingsindsatser kræver kontinuitet og langvarig forpligtigelse, så når regeringen tager milliarder fra udviklingsinitiativer, sætter man en stopper for årelangt arbejde og udvikling, der ikke blot kan genoptages ved at trykke på en genstart-knap.

Igen er spørgsmålet ikke, om vi skal hjælpe de fordrevne fra Ukraine, men hvorvidt denne hjælp skal finansieres af et instrument, der allerede løfter så stor en opgave i verdens fattigste regioner - og for Danmark. Regeringen kan ikke blive ved med at udhule udviklingsbistanden uden at se i øjnene og stå på mål for, at det undergraver vores mest stabile bidrag til en mere fredelig, demokratisk og bæredygtig verden. Så hvis Danmark fortsat vil have en udviklingspolitik og opretholde indsatser i verdens brændpunkter, er det på tide at sætte en prop i den meget kortsigtede og alt andet end “ukontroversielle”’ anvendelse af dansk bistand til at huse flygtninge i Danmark.

De har underskrevet debatindlægget

  1. Mette Müller Kristensen, Sekretariatschef, Globalt Fokus
  2. Mette Lund Sørensen, Forperson, Ubumi Prisons Initiative
  3. Jesper Højberg, Direktør, IMS (International Media Support)
  4. Bjarne B. Christensen, Generalsekretær, Sex & Samfund
  5. Tim Whyte, Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke
  6. Carolina Magdalene Maier, Dansk Folkeoplysnings Samråd
  7. Helene H. Sørensen, Landssekretær, Mellemamerika Komiteen
  8. Kristian Sloth, Generalsekretær, Danmission
  9. Johnny Baltzersen, Forperson, CICED
  10. Lars Christian Østergreen, Direktør, AIDS-Fondet
  11. Jens Vesterager, Generalsekretær, ADRA Danmark
  12. Jeef Bech, Sekretariatsleder, CISU
  13. Gritt Holm Hedehus, Leder, Viva Danmark 
  14. Rasmus Stuhr Jakobsen, Generalsekretær Care Danmark
  15. Lise Johansen, Direktør Kvinderådet
  16. Thorkild Olesen, Formand, Danske Handicaporganisationer
  17. Janne Tynell, Stedfortrædende Generalsekretær, Red Barnet
  18. Lars Koch, Generalsekretær, Oxfam IBIS
  19. Signe Vahlun, Sekretariatsleder, Operation Dagsværk
  20. Sonja Salminen, Sekretariatsleder, MUNDU - center for global dannelse
  21. Janice G Førde, Forkvinde, Kvindernes U-landsudvalg (KULU)
  22. Lene Marie Andreasen, Generalsekretær, Ghana Venskab
  23. Charlotte Slente, Generalsekretær, DRC Dansk Flygtningehjælp
  24. Birgitte Qvist-Sørensen, Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp
  25. Jakob Kronik, International Chef, Verdens Skove
  26. Mads Klæstrup Kristensen, Direktør, SOS Børnebyerne
  27. Rasmus Grue Christensen, Direktør for DIGNITY
  28. Niels Johan Juhl-Nielsen, Næstformand, Sociale Entreprenører i Danmark
  29. Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef, LGBT+ Danmark
  30. Kathrin Wessendorf, Direktør, IWGIA
  31. Dorthe Petersen, Direktør, PlanBørnefonden 
  32. Christine Ravn Lund, Forkvinde, Dansk Ungdoms Fællesråd
  33. Jacob Fjalland, Miljøfaglig chef, WWF Verdensnaturfonden