Firstmover-aftenskole integrerer ukrainske flygtninge

Firstmover-aftenskole integrerer ukrainske flygtninge

Redaktionel dato: 24. oktober 2022

Fysisk aktivitet, sproglig fleksibilitet og økonomisk støtte. Det er opskriften, når Gigtskolen skaber nye fællesskaber for ukrainske flygtninge i Frederiksberg Kommune.

Gigtskolen udbyder kurser i afspænding og motion målrettet ukrainske flygtninge.

Gigtskolen udbyder kurser i afspænding og motion målrettet ukrainske flygtninge.

Af Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza

Vi bliver nødt til at gøre noget for at hjælpe – det er mennesker i nød!”  

Det var reaktionen fra Gigtskolens direktør, John Kalo, i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine og den efterfølgende flygtningestrøm mod Danmark.

Aftenskolen begyndte derfor hurtigt at etablere hold i afspænding og motion, der var skræddersyet til de ukrainske flygtninge, som kom til Frederiksberg Kommune.

Og her - otte måneder - senere er han kun blevet bekræftet i, at det var det rigtige at gøre:

”Flygtningene kommer hertil med traumer i bagagen, der påvirker deres mentale tilstand. Samtidig er de heller ikke sprogligt klar til at blive en del af det danske samfund og arbejdsmarked. Derfor hjælper vi dem med at opbygge relationer til danskere og med at træde ind på arbejdsmarkedet.”

Tresproget undervisning

Holdundervisningen bliver styret af en fysioterapeut og i perioder også en herboende ukrainsk hjælpeunderviser, der skiftevis taler dansk, engelsk og ukrainsk.

Udover den fysiske aktivitet bruger underviserne også tid på at tale med deltagerne om alt fra danske værdier til mere jordnære praktiske oplysninger om kommunale tilbud, som de kan benytte sig af.

Hjælpeunderviseren Svetlana Makedon oplever stor taknemmelighed og nysgerrighed fra deltagerne:

”Jeg bliver altid mødt af store smil og kram og en oprigtig interesse for at træde ind i nye fællesskaber. Jeg havde for eksempel en snak med en gruppe af deltagere, der allerede begyndte at snakke om at etablere nye dansehold og børnehold. Så jeg synes virkelig, at vi er lykkedes med at bygge bro mellem mennesker og kulturforskelle.”  

Den sproglige fleksibilitet er en vigtig brik, hvis man skal lykkes med integrationen, tilføjer John Kalo, der har trukket på sine erfaringer med undervisning af syriske flygtninge:

”Når vi mindsker den sproglige barriere, så giver det deltagerne en følelse af tryghed og en bedre forståelse for den nye kontekst, som de er en del af. Det skaber gode resultater, og det gør, at de nemmere kan komme i job og få en god hverdag efterfølgende.”  

Opbakning fra kommunen

Gigtskolen har fået økokomisk støtte fra Frederiksberg Kommune via ’Fritidspasset’, der kan søges i de fleste kommuner. Dermed har skolen kunne finansiere deltagernes egenbetaling for de 10 undervisningsgange.

Skolen har samtidig indgået et samarbejde med Sundhedscenter Frederiksberg, der har stillet lokaler til rådighed for undervisningen.

Støtte til deltagerbetaling

Læs om fritidspasset i Frederiksberg Kommune

Bevægelsesfag mod smerter

Gigtskolen blev etableret som aftenskole i 1994 og er medlem Dansk Oplysnings Forbund, DOF. Skolen udbyder ca. 1500 hold om året for ca. 7000 deltagere i hovedstadsområdet og i Nordsjælland.

Som deltager kan du give dig i kast med bl.a. yoga, pilates, reformer, styrketræning, afspænding, samt foredrag om sundhed, kost, motion, psykologi og livsstil.

Skolens målgrupper er normalt personer med smerter, spændinger eller fysiske skavanker som fx gigt, osteoporose, fibromyalgi og ondt i ryggen.

Erfraringsudveksling

Vil du vide mere om Gigtskolen?

Kontakt John Kalo på 4976 3100 eller john@gigtskolen.dk