Folkemøde Bornholm kan opleves i København
17. juni 2021

Folkemøde Bornholm kan opleves i København

Redaktionel dato: 26. maj 2021

Der er ikke mange, der kan tage til Allinge og deltage i Folkemødet i år. Til gengæld bliver der mulighed for få lidt folkemødedebat og stemning i Vartov i København.

Her i Vartovs gård kommer den ene af tre scener til at stå. Men deltagerne kommer til at sidde med corona-sikker afstand.

Her i Vartovs gård kommer den ene af tre scener til at stå. Men deltagerne kommer til at sidde med corona-sikker afstand.

Vi kan ikke invitere på besøg i Folkeoplysningens Telt i Allinge, sådan som vi har gjort det fra 2012 til 2019. Samme situation står Grundtvigsk Forum, Grænseforeningen og Folk & Sikkerhed i. Derfor er de fire organisationer gået sammen om et lille folkemøde i Vartov i København.

Her kan deltagerne overvære nogle af de talks og debatter, som normalt foregår i vores telte i Allinge. Og DFS’ medlemsorganisationer kan præsentere de events, de ellers ville have arrangeret på Bornholm. Mere end 20 events og over 20 folkeoplysende foreninger indgår i programmet.

Praktisk

Det sker alt sammen torsdag den 17. juni fra klokken 9 til 22. Størstedelen af arrangementer streames også på Folkemødets digitale platform.

Det er gratis at deltage i Folkemødet Bornholm Vartov.

På grund af corona-restriktioner er der begrænset antal pladser. For at være sikker på at få adgang, kan du hente en billet til arrangementet Det er også muligt at deltage uden forudbestilt billet.

Alle gæster til Folkemødet i Vartov vil blive bedt om at fremvise et gyldigt coronapas.

Samlingspunkt efter coronaen

Lise Korsgaard, sekretariatsleder i Grundtvigsk Forum, glæder sig over, at det er lykkes at stable et folkemøde i Vartov på benene som supplement til Folkemødet Bornholm, der i år afholdes i begrænset omfang på grund af corona-pandemien.

”Vi har i de seneste mange måneder manglet at kunne mødes og diskutere dét, der har betydning i vores samfund. Her er Folkemødet Bornholm et helt essentielt samlingspunkt, og vi er derfor glade for, at vi kan arrangere et folkemøde her i Vartov i København, når vi nu i år ikke kan samles lige så mange i Allinge, som vi plejer”, siger hun.

Michael Voss, chefkonsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd, (DFS), glæder sig ligeledes:

”Det er folkeoplysningen og det fællesskab, der ligger heri, som skal være med til at bringe Danmark videre oven på coronaen. Vi håber, at mange har lyst til at komme forbi Vartov og være med til at skabe lidt folkemøde-stemning midt i København”, siger han.

Folkemøde Bornholm i Vartov gennemføres i samarbejde med Folkemøde Bornholm. Camilla Laudrup, direktør i Foreningen Folkemødet, siger:

”Det er utroligt dejligt, at der er så mange, der bakker op om den digitale udgave af Folkemødet i år, for behovet for demokratisk debat er ikke blevet mindre under pandemien.

Der er jo desværre en begrænsning på, hvor mange der kan deltage i den fysiske del Folkemødet i Allinge i år, så det gør mig glad, at der kommer gang i den demokratiske debat rundt omkring i landet – også i Vartov i København”, udtaler Camilla Laudrup.

Alle events

Over 20 debatter, talks, koncerter m.m. fordelt på tre scener.

Praktisk

Corona-sikkerhed, mad, drikke og meget mere.

Plads på forhånd

Med billet er der garanti for at komme ind i Vartov.

Livestream

Her kan man følge alle folkemøde-event digitalt den 17.-19. juni.