Forsker: Sådan kan folkeoplysende foreninger styrke deres indflydelse i samfundet

DFS’ årsmøde 2025 sætter fokus på, hvem der har magten i demokratiet. Her kan du læse forsker og keynote-speaker Anne Skorkjær Binderkrantz’ syn på folkeoplysende skoler og foreningers rolle i demokratiet.

Anne Skorkjær Binderkrantz er professor i statskundskab og medlem af forskningsledelsen for ’Magtudredningen 2.0’

Af Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza

Hvis folkeoplysende foreninger og skoler skal beholde den position i samfundet, som de har haft i 175 år, hvor de har været med til at forme demokratiet, skal de især have fokus på især to ting:

Det ene er at engagere et bredere udsnit af befolkningen i deres forening. Det andet er at bringe det, der sker i foreningerne, videre til det politiske niveau. 

Sådan lyder budskabet fra Anne Skorkjær Binderkrantz, der er professor i statskundskab og medlem af forskningsledelsen for ’Magtudredningen 2.0’.

Anne Skorkjær Binderkrantz er keynote-speaker på DFS’ årsmøde, der afholdes den 24. april på Kosmopol i København. I denne artikel giver hun sine perspektiver på, hvordan folkeoplysende skoler og foreninger kan styrke deres rolle som demokratiske arenaer og kanal til det politiske system.

Vi lever i en urolig verden, hvor de magtbalancer, vi kender, er i opbrud. Hvordan stiller det, det danske demokrati?

Det viser først og fremmest, hvor vigtigt det er, at vi langt hen ad vejen har et velfungerende demokrati i Danmark. Men det giver også anledning til at se nærmere på, om demokratiet virkelig er velfungerende hele vejen rundt, eller om der er nogle udfordringer, som vi kan tage fat på.

I Magtudredningen 2.0 arbejder vi i øjeblikket på en bog om demokratiet, der bliver publiceret i forbindelse med Folkemødet til juni. Den vil fokusere på de steder, hvor demokratiet er udfordret, og bogen belyser blandt andet, at der er kommet en større økonomisk ulighed i Danmark, som påvirker borgernes mulighed for at deltage i demokratiet. Der er simpelthen en stor gruppe mennesker, som føler afmagt, og som har mistet tilliden til det politiske system.

Denne afmagt – og fremmedgørelse i virkeligheden – hænger blandt andet sammen med, at der mangler nogle ’kanaler’ ind i demokratiet, som vi havde tidligere. Vi ser for eksempel, at der er færre medlemmer af de politiske partier og fagforeningerne. Og vi ser også, at medlemskabet i det bredere foreningsliv er blevet mindre forpligtende end tidligere.

Samtidig er der sket en professionalisering af foreningsverdenen med flere lønnede medarbejdere, hvilket gør, at foreningslivet måske ikke længere føles som en naturlig demokratisk kanal ind mod det politiske liv på Christiansborg. I min forskning arbejder jeg med en hypotese om, at afstanden til medlemmerne simpelthen er blevet større. De får ikke bragt deres holdninger og ønsker i spil i foreningslivet i samme omfang som tidligere.

Folkeoplysende skoler og foreninger har været med til at forme det danske demokrati i mere end 150 år. Fx under 2. Verdenskrig, hvor de dannede ramme om en kamp for ytrings- og forsamlingsfrihed. Hvordan ser du på skolernes og foreningernes udvikling og deres rolle i 2025?

Danmark har heldigvis stadigvæk et stærkt civilsamfund og en stærk folkelig tradition. Og der er jo rigtig mange borgere, der mødes i demokratisk opbyggede fællesskaber i jeres skoler og foreninger, hvor man tilegner sig ny viden og kommer hinanden ved. Så jeg taler ikke for en egentlig krise.

Men man kan sige, at det – i den tid vi lever i – er blevet endnu vigtigere, at folk mødes og diskuterer på tværs af forskelligheder. Og her ser vi en ulighed i, hvem der deltager i foreningslivet. Det er klart en funktion i demokratiet, som er udfordret.  

Folkeoplysningen og foreningslivet har ofte brystet sig af at være en kanal for samfundsforandringer, repræsentation og politisk engagement. Jeg ved, du mener, at det er en holdning, som kan udfordres. Vil du uddybe det?

Det er her udfordringen om mangfoldighed kommer i spil. Man kan i hvert fald sætte spørgsmålstegn ved, om foreningslivet er gode nok til at engagere borgerne bredt nok. Hvis man holder fast i de klassiske måder at mødes på og diskutere på, så er der en gruppe borgere, som ikke kommer ind i fællesskabet, og som bliver koblet af.

Samtidig kan man spørge, om foreningslivet er gode nok til at bringe det, der sker i foreningerne, videre til det politiske niveau? Altså er der nogen, der tager engagement i foreningen og får det ind i nogle politiske diskussioner, nationalt eller lokalt? Det har man været bedre til tidligere.

Min vurdering er, at der er sket en form for afkobling mellem det lokale foreningsniveau og det politiske niveau. Foreningerne er blevet mere indadrettede i deres fokus og har mere blik for aktiviteten og det nære. Det har selvfølgelig også en række positive gevinster, men der er en slagside i forhold til at skabe en kanal for almindelige mennesker til at engagere sig politisk og i demokratiet.

Hvad kan folkeoplysende skoler og foreninger gøre for at styrke deres rolle som politisk kanal?

Mit bud vil være, at man skal være villig til at eksperimentere med nye måder at engagere borgerne på. Det gælder både almindelige medlemmer og de frivillige kræfter. Foreningslivet er ikke lige tilgængeligt for alle, og det skal man have blik for – og sørge for at dele de erfaringer med hinanden.

Og så tror jeg, man skal have blik for det her med, hvilken rolle de professionelt ansatte spiller i foreningerne, og at det kan have en betydning for den plads – eller mangel på samme – som man giver til medlemmerne. Man skal passe på med at overfacilitere og styre for meget. Man skal give plads til den mangfoldighed og de forskellige verdenssyn, som der er i medlemsskaren. Ellers risikerer man, at det, man laver, ikke bliver særligt vedkommende eller autentisk.

Hvis man for eksempel tænker, at ethvert politisk oplæg eller høringssvar skal være rigtig velforberedt og professionelt, og at alle budskaberne skal frames korrekt, så kan man risikere, at man kommer til at stå i vejen for at være den politiske kanal, som man egentligt ønsker at være.

Du er medlem af forskningsledelsen for Magtudredningen 2.0. Hvad håber du, at der kommer ud af forskningsprojektet?

Jeg håber, at der virkelig kommer forandring i Danmark. Jeg håber, at vi kommer til at sætte nogle ting på dagsordenen, så vi kan få et bedre og styrket demokrati. For eksempel, at vi får skabt nogle bedre rammer for den offentlige debat og en større åbenhed i det politiske system.