Frivillighedsalliancen skaber engagement på landets skoler

Frivillighedsalliancen skaber engagement på landets skoler

Redaktionel dato: 27. marts 2025

Efterskoleforeningens og Friskolernes Frivillighedsalliance får elever landet over til at engagere sig. DFS er sammen med 11 andre civilsamfundsaktører en del af Frivillighedsalliancen. Snart er det muligt for flere skoler at komme med.

Efterskoleforeningens og Friskolernes Frivillighedsalliance, der så dagens lys for omkring et år siden, er for alvor blevet til virkelighed på skoler over alt i landet.

I Frivillighedsalliancens nyhedsbrev skriver de, at elever fra Hjemly Friskole har lavet en konkurrence blandt skolens 200 elever om hvem kan lave flest ”gode gerninger” på en uge? Det blev til i alt 1000 gode gerninger.

På Hobro Friskole bad tre piger om at få oprettet et ekstra valgfag om frivillighed. Skolelederen bad dem om at finde mindst 10 deltagere, så var det i orden. Og det lykkedes.

På Oure Efterskole har eleverne oprettet et dansehold, der hver tirsdag underviser børn fra en nærliggende skole for udviklingshæmmede.

12 store civilsamfundsaktører – heriblandt Dansk Folkeoplysnings Samråd – er en del af Frivillighedsalliancen, og skal være med til at sikre, at projektet får bred forankring, og sikre at vejen for fælles løsninger på de aktuelle udfordringer med rekruttering og fastholdelse af unge frivillige bliver banet.

Landets friskoler og efterskoler har netop nu mulighed for at blive en del af Frivillighedsalliancen i skoleåret 2025/2026. Ansøgningsfristen er den 1. april 2025

Tilmeld din skole her