Hellere kritiske borgere end techgiganternes kontrol

Techgiganterne skal ikke administrere vores ytringsfrihed. Demokratisk dannelse er det bedste værn mod hadefuld tale på sociale medier – ikke regulering. Det skriver Per Paludan Hansen, formand for DFS, i en kronik i Kristeligt Dagblad i dag.

Hvis vi overlader kontrollen med ytringsfrihed i Mark Zuckerberg, udfordrer detnoget helt grundlæggende i det danske demokrati og den danske oplysningstradition.

Regeringen har for nylig, i forbindelse med præsentationen af sit medieudspil foreslået en strammere politisk regulering af de sociale medier. Overordnet foreslår regeringen at gøre de sociale medier ansvarlige for hurtigt at fjerne indhold, der er ulovligt.

Det vil vi i Dansk Folkeoplysnings Samråd fra et folkeoplysningsperspektiv advare mod. Vi kan og bør ikke værne befolkningen mod grove ytringer ved at forpagte redigeringsretten til en international platform. I stedet bør vi som samfund stille rum, muligheder og rettigheder til rådighed for en kontinuerlig demokratisk dannelse af vores borgere.

I en kronik i Politiken den 5. februar advarer Jacob Mchangama fra den juridiske tænketank Justitia også mod forslaget.
Hans argument er, at en sådan lovgivning vil nøde de sociale medier til at slette tusindvis af opslag, som ellers ikke ville blive dømt ulovlige i byretten, simpelthen af frygt for store bøder og algoritmestyring. Det er, ifølge Mchangama, potentielt et stort slag imod ytringsfriheden.

Dansk Folkeoplysnings Samråd deler Mchangamas bekymring. Vi anerkender, at problemet med grove ytringer og hadefuld tale på sociale medier er alvorligt. Men vi må ikke gå på kompromis med ytringsfriheden, og det gør vi, hvis vi overlader forsvaret for den til techgiganterne.

Hvad gør vi så ved problemet i stedet? I folkeoplysningen har vi en bunden opgave, som stammer helt fra dengang, Grundtvig dristede sig til at foreslå, at åndsfrihed gælder på tværs af religioner, og at kristendommens budskab ikke er noget værd, hvis ikke det udleves gennem det folkelige fællesskab.

Vores opgave er at værne om retten til at mene, hvad man vil, men lige så meget at sætte borgeren i stand til at forholde sig kritisk til de omgivelser, hun møder, og de ytringer, hun foreholdes. Vores opgave er så at sige at sætte borgeren i stand til at begå sig i den aktualitet og det samfund, hun er en del af.

Det gælder også, når samfundet udvikler sig, og vi pludselig står i en situation, hvor grove ytringer og hadefuld tale er en del af en social medievirkelighed.

Hvor ville det være nemt, hvis vi bare kunne få nogen til at fjerne det! Men at gå den vej er en glidebane, som udfordrer det, der er helt grundlæggende for det danske demokrati og den danske oplysningstradition, nemlig at det er den myndige borger, som - hjulpet på vej af (ud) dannelse, oplysning og stærke fællesskaber - bruger sin kritiske bevidsthed til at vurdere en ytring, situation eller holdning.
At bevare et samfund, hvor fundamentet for den myndige borger er til stede, er meget vanskeligere end at indføre regulerende lovgivning. Det kræver, at de fællesskaber, der tilbyder dannelse og perspektiv, prioriteres. Det er sådanne fællesskaber, vi tilbyder i folkeoplysningen. Det er her, man møder mennesker, man ellers ikke ville have mødt, og ad den vej bliver udfordret på sine holdninger og sit livssyn. Her kan man afprøve sandhedsværdien af de udsagn, man møder på sin vej, og i mødet med andre menneskers viden og holdninger bliver man klogere.

Så vores svar på spørgsmålet er ikke enkelt, men til gengæld har det virket i flere hundrede år: Det bedste værn mod grove ytringer og hadefuld tale i samfundet i almindelighed og på sociale medier konkret er at klæde borgeren på til selv at kunne både vurdere og navigere i den virkelighed.

Det er det, vi altid har gjort i folkeoplysningen. Det gør vi stadigvæk.