Seneste nyheder
DFS har sammen med en lang række andre organisationer afleveret 51 anbefalinger til, hvordan man kan dæmme op for bureaukrati i foreningslivet. Nu er det op til kulturministeren og politikere på Christiansborg at gøre anbefalingerne til virkelighed.

DFS har sammen med en lang række andre organisationer afleveret 51 anbefalinger til, hvordan man kan dæmme op for bureaukrati i foreningslivet. Nu er anbefalingerne afleveret til kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Foto: DFS
Et partnerskab har det seneste års tid arbejdet for at blive enige om en række anbefalinger til, hvordan man kan lette foreningslivet for regler og bureaukratiske byrder.
Tirsdag kunne partnerskabet, som DFS er en del af, så aflevere 51 anbefalinger til kulturminister Jakob Engel-Schmidt til en lancering i Kulturministeriet.
”Jeg hører alt for ofte om folkeoplysende skoler og foreninger, der er ved at drukne i alt det bøvl og bureaukrati, som de bliver mødt af. Det er en trist udvikling. Derfor er de nye anbefalinger en vigtig milepæl, der har potentialet til at fjerne meget af det unødvendige bureaukrati. Særligt i de folkeoplysende aktørers møde med kommunernes meget forskelligartede administration og bankernes håndtering af hvidvaskreglerne. Det er særligt vigtigt i denne urolige tid, vi lever i, hvor der – måske mere end nogensinde – er brug for demokratiske og dannende fællesskaber, der værner om grundlæggende rettigheder som forenings-, ytrings- og forsamlingsfriheden,” siger Per Paludan Hansen, formand, Dansk Folkeoplysnings Samråd.
”Jeg vil gerne sige partnerskabet en kæmpe tak for det gode og grundige arbejde, de har lavet. Det er nemlig helt afgørende, at vi får taget livtag med det bøvl og bureaukrati, der truer de frivillige ildsjæles engagement og dermed også vores foreningsliv. Nu er opgaven at nærlæse anbefalingerne. Det ser jeg frem til,” udtaler kulturministeren i en pressemeddelelse.
Altinget
Læs Per Paludan Hansens og flere af de andre af partnerskabets repræsentanters udtalelser i Altinget
DFS med Per Paludan Hansen i spidsen har især arbejdet for fire af de 51 anbefalinger.
Det drejer sig blandt andet om en anbefaling om en mere ensartet og foreningsvenlig praksis i kommunerne, fordi alt for mange folkeoplysende skoler og foreninger oplever, at kommunernes administration af tilskud, lokaler og regnskaber er vidt forskellig fra kommune til kommune (anbefaling 37).
Derudover har DFS kæmpet for en anbefaling om, at der bør foretages en enklere risikovurdering af foreninger, når de har en dialog med banken. Det kan sikres ved, at bankerne forpligtes til at anvende Finanstilsynets såkaldte ’vejledning til risikovurdering af foreninger’ (anbefaling 1).
Der er også en anbefaling, som går på, at banken ikke skal have identifikationspapirer fra hele bestyrelsen, men kun fra foreningens såkaldte tegningsberrettigede, som for eksempel kan være kasserer og formand. (anbefaling 3)
Desuden har DFS foreslået, at der skal være mere fleksibilitet i tilrettelæggelsen af aftenskolernes undervisning, der giver de enkelte skoler større frihed til at tilrettelægge deres virksomhed til gavn for flere borgere. Det punkt er blevet en såkaldt ”delt anbefaling” i det færdige katalog. (delt indstilling 34)
Regeringen har på forhånd forpligtet sig til at følge anbefalingerne eller forklare, hvis det ikke er muligt.
Regeringen vil efter sommeren præsentere et udspil med udgangspunkt i anbefalingerne.
Læs alle anbefalingerne
Partnerskabet
Dansk Folkeoplysnings Samråd, Civilsamfundets brancheorganisation, Danmarks Cirkus Direktør Forening, Danmarks Tivoli Forening, Dansk Diakoniråd, Dansk Firmaidræt, Dansk Live, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Seniorer, DATS – Dansk Amatørteater og Scenekunst, DGI, Danmarks Idrætsforbund, Friluftsrådet, Frivilligrådet, IFFD - Idræts- og Fritidsfaciliteter i Danmark, ISOBRO, KAB, KL, Sammenslutningen af By- og Markedsfester og Ældresagen.