Her får sårbare unge mod på livet

Her får sårbare unge mod på livet

Redaktionel dato: 24. maj 2022

Høje Taastrup Ungdomsskole fik en særpris ved uddelingen af Politikens Undervisningspris. ”De formår at vende elevernes negative erfaringer og give dem faglig ballast og livsmestring,” lød det i begrundelsen.

Billedtekst: Fra prisoverrækkelsen (venstre mod højre): Louise Klinge fra fagpanelet, Torben Bo Sørensen, Per Vafai-Blom og Louise Hesselholt – alle fra Høje Taastrup Ungdomsskole (Foto: Janus Engel)

Billedtekst: Fra prisoverrækkelsen (venstre mod højre): Louise Klinge fra fagpanelet, Torben Bo Sørensen, Per Vafai-Blom og Louise Hesselholt – alle fra Høje Taastrup Ungdomsskole (Foto: Janus Engel)

Per Vafai-Blom, Torben Bo Sørensen og Louise Hesselholdt udgør Team Taastrup på Høje-Taastrup Ungdomsskole. De modtog en af de ni priser, der den 18.  maj blev uddelt som Politikens Undervisningspris på baggrund af over 1.600 indstillinger og 16 nomineringer.

Livsmestring

Lise Tingleff Nielsen, der var en del af det fagpanelet, som udvalgte de tre lærere, siger: ”Team Taastrup skal have en særpris, fordi de formår at skabe en enorm tillid og vende elevernes negative skoleerfaringer. Eleverne får ikke bare en faglig ballast på Høje Taastrup Ungdomsskole men også en livsmestring.”

Med henvisning til en af teamets elever, Josefine Højgaard Hansen, kaldte Politiken de tre undervisere for mennesker, hvis handlinger er livsændrende for andre. I begrundelsen står der også, at de formår at gribe unge mennesker, der har slået sig på livet.

Tror på og respekterer de unge

Lars Buchholt Kristensen er formand for Ungdomsskoleforeningen, der er medlem af DFS. Han siger:

"Per, Louise og Torben er stjerneeksempler på, hvad det er, vores lærere og medarbejdere i ungdomsskolerne kan og gør. De kigger de unge i øjnene og ser dem, som de mennesker de er, med de styrker og udfordringer de har. De tror på de unge og respekterer dem.”

Kerneelementer i folkeoplysningen

Historien om Josefine og prisbegrundelsen beskriver en tilgang til unge på kanten, som Ungdomsskoleforeningen har til fælles med de andre folkeoplysende skoleformer.

”Man bliver jo helt glad af at læse om disse læreres store pædagogiske arbejde og om, hvordan de lykkes med at give et ungt menneske troen tilbage på fremtiden,” siger udviklingskonsulent i DFS, Stine Hohwü-Christensen og tilføjer:

”Forløbet beskriver på fineste vis kernen i de folkeoplysende læringsrum, der er en kombination af mange elementer. Der skabes et trygt læringsmiljø, hvor de folkeoplysende skoler tager udgangspunkt i deltagerens livssituation, så der er plads og rum til at være præcis, som man er.

Vi ved, at anerkendelsen og denne insisteren på at se efter deltagerens ressourcer i stedet for det, de mangler, bidrager til fundamentet for et godt selvværd, modet til og troen på at kaste sig ud i nye muligheder i livet.”

Josefines historie

Det var Josefine Højgaard Hansens mor, der indstillede Team Taastrup til prisen.

Josefine mødte de tre lærere, da hun startede i heltidsundervisningen i Høje-Taastrup Ungdomsskole. For familien var den en slags sidste udvej for Josefine, der kæmpede med social angst og belastningsangst i sådan en grad, at hendes mor var bekymret for hende og hendes fremtid.

Politiken har talt med Josefine og hendes familie og skriver i en artikel:

”Det var kortere skoledage, og der var færre elever i klasserne. Det var bare, som om der var mere plads. En plads, som særligt blev skabt af teamet Per Vafai-Blom, Torben Bo Sørensen og Louise Hesselholt, der formåede at få Josefine til at føle sig tryg. Hvor Josefine Højgaard Hansen før havde lukket ned, fik hun mere og mere lyst til at åbne op.”

I artiklen siger Josefine selv: ”Jeg har ikke nemt ved at stole på mennesker, men jeg følte, at jeg kunne sige ting til dem, som jeg normalt ville holde for mig selv.”

Efter tre år på ungdomsskolen kan Josefine prale af et flot karakterblad, men allervigtigst er hendes angst ikke så slem mere, og hun har fået livsmodet og lysten til at tage en uddannelse tilbage igen.

De folkeoplysende skoleformer

  • Aftenskoler
  • Daghøjskoler
  • Efterskoler
  • Friskoler
  • Frie Fagskoler
  • Højskoler
  • Ungdomsskoler