Husk at præsentere politikerne for løsningerne

Det er et af de vigtige råd, som kommunikationsrådgiver Maria Steno har til de folkeoplysende organisationer. I dette interview fortæller hun, hvordan lokale foreninger og skoler skærper deres interessevaretagelse op til kommunalvalget.

Maria Steno foran Rudersdal Rådhus, hvor hun i mange år har været medlem af kommunalbestyrelsen.

Af Frederikke Kaal Laustsen

Hvordan sætter en lokal folkeoplysende forening eller skole sine vilkår på den kommunalpolitiske dagsorden? Og hvordan sikrer man sig, at ens sag bliver hørt?

For det første skal man sætte sig ind i, hvad kommunen gør i dag. Hvad er rammerne og politikken på ens område?

En lokal forening eller skole kan ikke bare forvente, at politikerne har et dybdegående kendskab til folkeoplysningen. Derfor er det vigtigt at give politikerne viden om, hvad man bidrager med lokalt. Jo mere viden politikerne har om folkeoplysningens vilkår, jo bedre beslutninger kan de tage på området.

Samtidig er det helt afgørende, at man ikke kun præsenterer politikerne for de problemer, man har. Man skal også komme med de konkrete løsninger.

Hvis problemet fx er lokalemangel, kan man pege på muligheden for at udnytte nogle af de erhvervsejendomme, der er i kommunen, eller man kan foreslå et samarbejde med et de almennyttige boligselskaber. Politikerne vil altid gerne profilere sig på de gode løsninger, så de kan udvise handlekraft.

Derudover er det vigtigt at tænke sin sag ind i den prioritering, som kommunen i øvrigt har. Hvis kommunen er interesseret i at tiltrække flere børnefamilier, skal man spørge sig selv, hvad folkeoplysningen kan bidrage med for at nå det mål. Det styrker ens værdi overfor kommunen og politikerne.

Folkeoplysende foreninger og skoler arbejder ofte med afsæt i almene værdier som fx fællesskab, bæredygtighed og demokrati. Har du nogle gode råd til, hvordan man skaber sammenhæng mellem den store værdibaserede fortælling og de mere konkrete lokale indsatser?

Der er mange måder at gøre det almene mere konkret på. Udvalgsformanden for fritids- eller kulturudvalget kan fx være med til at skrive forordet til ens årlige kursuskatalog, eller man kan invitere kommunalpolitikerne til at lancere et foredrag eller kursus, hvor lokalpressen er inviteret med.

På den måde giver man politikerne kendskab til og viden om ens aktiviteter, samtidig med at man skaber kontakt mellem politikerne, pressen og ens folkeoplysende forening eller skole.

Det handler om at gøre politikerne til medfortællere og sikre, at de får ejerskab til det folkeoplysende arbejde. Det er dem, der skal have opmærksom via jeres folkeoplysende arbejde. Ikke omvendt.

I bogen ’Lokal Lobbyisme’, som du har skrevet sammen med Marie Scott Poulsen, nævner I, at det kan være en fordel at skabe alliancer på tværs af organisationer, foreninger o.l. Hvilke fordele og udfordringer kan der ligge i sådanne samarbejder, og hvordan kan de se ud i praksis?

Som grundregel siger man, at jo mere utraditionel en alliance er, jo større opmærksomhed får den. Det gælder både i medierne, i kommunerne og hos politikerne.

Mange kommuner er fx meget optagede af at nedbryde siloer og skabe nye samarbejder, der kan løse flere udfordringer på samme tid. Og her kan en utraditionel alliance være meget attraktiv for kommunerne, fordi den netop kan gå på tværs af forvaltninger og komplekse udfordringer.

I DFS’ ”how-to-guide” i interessevaretagelse foreslår vi en række temaer, som de folkeoplysende foreninger og skoler kan fokusere på op til kommunalvalget. Det kan fx være bæredygtig folkeoplysning eller udfordringen omkring mangel på egnede lokaler. Har du nogle forslag til, hvordan man kan gøre temaerne relevante for kommunerne?

Rigtig mange kommuner er allerede optagede af, hvordan man sikrer, at deres lokaler bliver brugt mest muligt. Jo mere man som forening eller skole selv tænker i at indgå samarbejder om lokaleudnyttelse, jo mere lydhør vil kommunerne også være.

Sololokaler til én forening går direkte imod den politik, som kommunerne har. Det er jo både mere bæredygtigt og økonomisk, at lokalerne bliver brugt mest muligt.

I denne proces kan man undersøge, hvilke foreninger og skoler der allerede er frontløbere i ens lokalsamfund – fx i forhold til lokaler - og slå sig sammen med dem. Denne type foreninger og skoler vil typisk have en bedre kontakt til kommunerne, end man selv har, og det kan man profitere af via et samarbejde.

Der er fx også mange lokale genbrugsbutikker, der har en god kontakt med kommunerne. Måske kan det lokale syhold overtage stofrester fra genbrugsbutikkerne? Jo mere lokalt, jo bedre. Og hvis man syr af tøjrester fra en genbrugsbutik – eller måske en lokal virksomhed, der sælger specialdesignet tøj – har man skabt en lokal fortælling om bæredygtighed, som også er interessant for kommunen og lokalpressen.

I jeres bog nævner I timing som et centralt aspekt ved det lokale lobbyarbejde. Hvordan skal man time sin lobbyindsats med de kommunalpolitiske beslutningsprocesser?

Først og fremmest er det vigtigt, at man har tålmodighed. Bare fordi man har sagt noget én gang, og det ikke er blevet til noget, betyder det ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Man skal være vedholdende, og det er ikke usædvanligt, at ens forslag skal tages op igennem i flere år, før det lykkes.

Men specifikt ift. det kommunale budgetår, så gælder grundreglen, at man skal bringe de større og dyrere forslag op i foråret inden budgetforhandlingerne for det følgende kalenderår.

Her er det vigtigt, at man allerede tidligere på foråret går i dialog med embedsmændene i forvaltningen. Det er nemlig dem, der laver beslutningsoplægget til politikerne inden forhandlingerne.

Så hvis man fx vil have bygget et foreningshus, skal det tages op allerede i foråret, hvis det på nogen måde skal tænkes ind i budgettet. Fra sommerferien og frem til midt september er det derimod de mindre beløb, der kan flyttes rundt i forhandlingerne.

I jeres bog skriver I også, at det vellykkede lobbyarbejde især udspiller sig i tiden mellem valgperioderne. Hvordan skal de lokale foreninger og skoler gribe interessevaretagelsen an efter den 16. november?

Her gælder en tredje grundregel; ’man skal ikke klæde politikerne af, man skal klæde dem på’. Denne regel er netop særligt vigtigt efter et valg, hvor mange af politikerne er nye.

Her har man mulighed for at give dem ny viden og hjælpe dem til at udvikle folkeoplysningspolitikken i en retning, der er fordelagtig for ens forening eller skole. Det handler i virkeligheden om at skabe en god relation til politikerne, dyrke den og følge op – igen og igen. Så står man godt rustet.