Imamlov førte til ét afslag på tre år
Seneste nyheder
I 2016 pålagde Folketinget kommunerne at fratage antidemokratiske foreninger tilskud og adgang til offentlige lokaler. Ændringen i folkeoplysningsloven har ført til ét afslag. Til gengæld har kommunerne brugte mange kræfter på at intensivere tilsynet. ”Tilføjelserne fra 2016 må fjernes igen,” siger DFS.
Af Michael Voss
Som kulturminister foreslog Bertel Haarder imam-ændringerne i folkeoplysningsloven i 2016.
En TV-udsendelse i 2016, hvor en imam talte imod demokratiet, førte til, at Folketinget ændrede en række love. I medierne blev det kaldt imam-pakken.
Den centrale ændring i folkeoplysningsloven var denne tilføjelse: ”Foreninger, hvis formål eller adfærd modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, kan ikke ydes tilskud eller anvises lokaler efter denne lov."
Ingen antidemokratiske foreninger
Nu har Videnscenter for Folkeoplysningen – for Kulturministeriet - kortlagt kommunernes implementering af lovændringen og undersøgt, hvilken effekt de nye regler har haft. Det er sket gennem en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt alle landets kommuner og uddybende casestudier i fire kommuner.
I en pressemeddelelse skriver Vifo:
”Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen viser, at de nye paragraffer kun er blevet brugt en enkelt gang siden 2017 til at give en forening afslag på at leje et lokale. Trods øget tilsyn har ingen kommuner brugt loven til at fratage foreninger deres tilskud, og der er heller ingen kommuner, som vurderer, at der er foreninger, som er holdt op med at ansøge om støtte eller lokaler som følge af lovændringen. Mange kommuner skriver desuden i de uddybende svar i spørgeskemaundersøgelsen, at de ikke har haft udfordringer med antidemokratiske foreninger.”
Stor indsats og megen tvivl
Vifo-undersøgelsen viser til gengæld, at to ud af tre kommuner har intensiveret deres tilsyn. Opgaven har ikke været simpel:
”9 ud af 10 kommuner angiver i spørgeskemaundersøgelsen, at de i større eller mindre grad har oplevet udfordringer i forbindelse med at implementere lovændringen, og næsten halvdelen af disse kommuner (44 pct.) er i tvivl om, hvordan loven skal fortolkes,” står der i Vifo’s pressemeddelelse.
DFS advarede
Undersøgelsen bekræfter den kritik, som DFS rejste over for forslaget. På vores årsmøde den 13. april 2016 sagde DFS’ formand:
”Det her er en hovsa-lovgivning med drastiske konsekvenser. Under påvirkning af en enkelt TV-udsendelse vil man på kort tid ændre en lov, hvor vi sidst, den skulle revideres, brugte to år på at forberede ændringerne.
Regeringen vil løse et problem, som stort set ikke eksisterer. Foreningerne omkring Grimhøjmoskeen modtager ikke længere støtte. Med den nuværende lov har kommunerne alle de nødvendige midler til at forhindre støtte til religiøs-ekstremistisk propaganda.”
Trussel mod ytringsfriheden
Men loven var ikke bare unødvendig. Den havde også potentiale til at undergrave ytrings- og foreningsfriheden.
”Hvor det hidtil har været et højest fornuftigt krav, at foreningernes formål skulle være demokratisk og lovligt, så indfører man nu skærpede, men ekstremt uklare krav om, at foreningernes "adfærd (...) ikke må (...) underminere demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder,” skrev Per Paludan Hansen i et debatindlæg i Altinget (25.12.16).
Han skrev også, at lovrevisionen havde et klassisk træk ved trusler mod ytringsfriheden: vilkårligheden.
Om igen
DFS’ sekretariatschef mener, at Folketinget må tage konsekvensen af Vifo-undersøgelsen og fjerne ændringerne fra 2016:
”Undersøgelsen bekræfter, at lovændringen var fuldstændig unødvendig, som DFS gjorde opmærksom på den gang,” siger Carolina Magdalene Maier.
”Men den er ikke bare unødvendig. Den rummer mange muligheder for at fratage foreninger støtte på et uklart grundlag. Loven er uklar om, hvilke slags ytringer der faktisk underminerer demokratiet, og den giver mulighed for at dømme en forening antidemokratisk ud fra, hvad en ekstern foredragsholder siger på et møde, eller hvad et bestyrelsesmedlem siger som privatperson i en anden sammenhæng-
Derfor er der al mulig grund til at fjerne disse tilføjelser.”
Læs mere om undersøgelsen på Vifo's hjemmeside
Vilkårlighed og selvcensur
"Hvor det hidtil har været et højest fornuftigt krav, at foreningernes formål skulle være demokratisk og lovligt, så indfører man nu skærpede, men ekstremt uklare krav om, at foreningernes "adfærd (...) ikke må (...) underminere demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder".
Hvad ”adfærd” indebærer, står ikke klart. Er det læreplaner, officielle publikationer, bestyrelsesbeslutninger eller en bemærkning fra en lærer eller en frivillig leder? Er det et indlæg fra en deltager i et debatpanel? Er det et læserbrev fra formanden, indsendt som privatperson?
Og hvad er det, der underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder? Op til vedtagelsen indsnævrede kulturministeren feltet en smule. Det er – vist nok – over grænsen at udtale, at kvinder ikke bør være på arbejdsmarkedet, men inden for grænsen at udtale, at kvinder ikke må være præster. Det er – vist nok – over grænsen at opfordre til systematisk boykot af folketingsvalg, men inden for grænsen at argumentere for, at man ikke stemmer til et konkret valg.
Nogle vil hævde, at det ikke har noget med ytringsfrihed at gøre, fordi den pågældende adfærd og de tilhørende ytringer ikke bliver forbudt. De kan blot ikke få støtte efter folkeoplysningsloven. Over for det kan man hævde, at fratagelse af folkeoplysningsstøtte i praksis sætter ramte foreninger så meget tilbage i forhold til andre foreninger og deres ytringer, at det i praksis begrænser ytringsfriheden.
Samtidig har lovrevisionen et klassisk træk ved trusler mod ytringsfriheden: vilkårligheden. De uklare definitioner overlader det til kommunerne at afgøre, hvad der er demokratisk, og hvad der udemokratisk. De er usikre på opgaven. Forskellige kommuner vil administrere det forskelligt, og foreningerne vil hele tiden være i tvivl. Når man er i tvivl om, hvad man må, så bliver man forsigtig og holder sig tilbage. Det kaldes også selvcensur."
