Julehilsen fra DFS' formand

Om et par dage er vi nået til årets korteste dag. Og det kan ikke kun være mig, der har en følelse af, at vi lige har stået ved Sankthansbålet og nydt de lange lyse aftener.

Måske er det netop derfor, årsskiftet altid rammer mig lidt. Det får mig til at standse op et øjeblik og tænke over alt det, vi faktisk har opnået.

Det har været et efterår fyldt med gode samtaler, små og store gennembrud og den dér fornemmelse af, at tingene faktisk bevæger sig.

Og midt i alt det har vi hver eneste dag mærket, hvad folkeoplysningen betyder for mennesker.

Det er jo ikke nyt for os, der arbejder med det til daglig, men det er værd at glæde sig over, at det også er blevet anerkendt fra omverdenen i løbet af året.

Når oplysningsforbund får midler til beredskab på finansloven, og kulturhuse får støtte til nye rammer og aktiviteter, så er det ikke bare en økonomisk håndsrækning. Det er et tydeligt signal om, at politikere og fonde anerkender den forskel, vi gør dér hvor mennesker finder læring, fællesskab og engagement.

Når arbejdet gør en forskel

For mig har efteråret blandt andet været præget af gode møder, konstruktive diskussioner og en tydelig fornemmelse af, at vi rykker noget.

Et godt eksempel er regeringens foreningsudspil. Her har politikerne sendt at klart signal: Det skal være lettere at drive skoler og foreninger lokalt, så kræfterne kan bruges på det vigtigste - nemlig på mennesker og fællesskaber.

Og jeg er virkelig glad for, at vores arbejde i Kulturministeriets afbureaukratiseringspartnerskab i foråret har været med til at danne grundlag for mange af de forbedringer, der nu er på vej.

Det giver mening. Men der er stadig meget at tage fat på. Når partnerskabet mødes igen efter nytår, er vi klar til endnu en runde med at få fjernet mere af det bøvl, der fylder for meget i hverdagen.

Når frihedsrettigheder ikke er en selvfølge

Men selv i et efterår med fremgang og fuld fart på har der også været ting, der har gjort mig bekymret.

Undersøgelser viser nemlig, at flere danskere holder sig tilbage fra at deltage i den offentlige debat, fordi de frygter negative reaktioner. Og civilsamfundsaktører oplever begrænsninger i deres ytrings-, forenings- eller forsamlingsfrihed.

Det rammer mig, for det minder mig om den mørke tid, som meget af folkeoplysningen udspringer af.

DFS blev skabt under Anden Verdenskrig af stærke folkeoplysende organisationer, der stod vagt om frihedsrettighederne. Det var nødvendigt dengang – og det er nødvendigt nu.

For i en mere kompleks og til tider polariseret tid har vi brug for mennesker, der tør tage stilling, tage ansvar og finde fælles løsninger. Og det er netop de rum, som folkeoplysningen kan skabe.

Flere med i fællesskabet

Men når verden forandrer sig, skal vi også udvikle os. Og vi skal have endnu flere med ind i de stærke fællesskaber, som folkeoplysningen skaber.

I DFS arbejder vi for at åbne dørene, så flere får adgang til viden, redskaber og fællesskaber, der gør dem i stand til at handle og mærke, at de hører til.

Det er den livskraft, der opstår, når mennesker mødes om noget, de brænder for. Det styrker både den enkelte og hele vores samfund. Og den kraft skal vi holde fast i.

Og jeg glæder mig allerede til 2026, hvor vi igen tager fat sammen og fortsætter det vigtige arbejde for folkeoplysningen.

Inden vi alle kaster os ind i et nyt arbejdsår, der sikkert går lige så stærkt som i år, håber jeg, at I også får ro til refleksion og tid til at se tilbage på et godt år i folkeoplysningens navn.

Glædelig jul og godt nytår til jer alle.