Klimajournalist: Folkeoplysningen kan starte den vigtige samtale

Nina Bendixen er klimajournalist og moderator på Folkeoplysningens Dag. Hun mener, at folkeoplysningen kan skabe det vigtige fysiske rum og det fysiske møde mellem mennesker for at styrke det folkelige engagement i den grønne omstilling.  

Nina Bendixen er klimajournalist og moderater og skal styre deltagerne igennem Folkeoplysningens Dag 30. oktober 2024. Foto: Nina Bendixen.

Nina Bendixen er klimajournalist. Hun har i mange år lavet vejrudsigter og har haft sit eget klimaprogram i radioen. Hun er også Børneavisens klimanørd, og så holder hun forskellige foredrag om klima målrettet både børn og voksne.

Nina Bendixen har i øvrigt det sorte bælte i karate, to katte og tre høns og ca. 50.000 honningbier, som alle hedder Susanne.

Sidst, men bestemt ikke mindst, så er hun kvinden, der, som moderator, skal styre slagets gang på Folkeoplysningens Dag og føre deltagerne sikkert igennem det tætpakkede program, så alle forhåbentlig går fra dagen med både indblik, inspiration og brugbare værktøjer.

Vi har i den anledning stillet hende nogle spørgsmål om folkelig grøn forandring, som er tema for Folkeoplysningens Dag i år.    

Hvorfor er det vigtigt, at befolkningen er engageret i den grønne omstilling? Burde det ikke være de politiske ledere, der tog de nødvendige beslutninger og ansvaret i stedet for vi bruger kræfter på at engagere befolkningen?

Jo – det er de politiske ledere, der skal tage ansvar og de nødvendige beslutninger.

Når det så er sagt, så er det alligevel virkelig vigtigt, at befolkningen bliver inddraget. De fleste af os er indrettet sådan, at vi hader, når andre tager beslutning hen over hovedet på os. Så bliver vi skidesure og så nedlægger vi veto. I Danmark har vi fået demokratiet i vuggegave. Det skal tages seriøst.

Jeg tror ikke, man kan finde en eneste person, der arbejder med borgerinddragelse i klimaprojekter som fx opførslen af vindmøller eller solceller, som vil sige, at det ikke var en god idé at inddrage lokalbefolkningen. Vi vil gerne spørges, og vi vil gerne høres. Vi vil være en del af forandringerne.

Man skal heller ikke glemme, at det har en enorm værdi for det enkelte menneske at føle, at der er brug for én – at man er nødvendig og til nytte.

Nu arbejder jeg jo også meget med klimaformidling til børn, og jeg mener, ikke det hjælper, hvis en voksen eller en autoritet blot sige: ”Sæt du dig bare derover i hjørnet og afvent, så skal vi voksne nok løse problemerne uden din hjælp”.

For hvis du mister muligheden for at handle, kan det sætte gang i katastrofetanker om klimakrisen, og det kan i sidste ende føre til apati eller frygt, hvilket slet ikke er hensigtsmæssigt. Det gælder jo ikke kun for børn, men egentlig for os alle.

Derudover er det jo altid vigtigt at huske, at selv om den enkelte handling ikke betyder meget for det store globale klimaregnskab, så kan det rykke noget, når vi gør det i flok eller i fællesskab.    

Hvordan tror du, at folkeoplysning kan spille en rolle i den grønne omstilling af vores samfund? 

Folkeoplysningen spiller en vigtig rolle. De sidste 10 til 20 år har vi orienteret os om, hvad der sker i verden, gennem selvfunden viden, og meget af det finder vi på de sociale medier.

Selv om vi er begavet med saglige og objektive medier i Danmark, så er der mange, som får deres nyheder fra sociale medier.

Problemet med det er blandt andet, at det, som vi støder på i vores feed, er styret af algoritmer. 

Så hvis en nyhed om fx oversvømmelser i Mozambique ikke bliver klikket på, så kommer den bare ikke op i vores feed. Algoritmerne giver os noget, der fastholder vores opmærksomhed og tid på det sociale medie. Der er meget vigtig klimaviden, der aldrig dukker op i vores feed.

Derfor er vi nødt til at have folkeoplysning.

For vi kan sagtens få interessen og engagementet for klimakampen, men vi har måske brug for hjælp til at vække det engagement. Og her kan folkeoplysningen skabe det fysiske rum og ikke mindst det fysiske møde mellem mennesker, hvor der er plads til nærvær og fokus.

Det er vigtigt, at der er nogen – andre end algoritmerne - der starter den vigtige samtale. Der er folkeoplysningen god til. 

Du kommunikerer om klimaet både på skrift og gennem det talte ord. Klimaproblematikken er meget abstrakt og kompleks - hvad er vigtigt, når man skal kommunikere om klimakrisen?

Jeg har jo dedikeret mit journalistiske virke til netop det spørgsmål. Svaret er bestemt ikke enkelt.

Hvad er det, vi husker gennem livet? Det er ofte ting, der har skræmt os, skabte stor glæde, har fået os til at grine eller blive overrasket. Det er med andre ord vores følelser.

Jeg siger ikke, at klimaformidling alene skal bygge på følelser. Bestemt ikke.

Men jeg synes ikke, man skal afvise, at de skal være et element i kommunikationen.

I min kommunikation laver jeg greb for at få folk til at grine eller giver dem en ahaoplevelse. Og så forsøger jeg at skabe billeder og finde eksempler, som de kan relatere til, noget, der er nært. På den måde bliver den vigtige, men også abstrakte viden om klimaforandringerne nemmere at forstå og tage ind hos modtageren.