Lyt til borgernes klimaforslag!

Hvad nytter borgerinddragelse, hvis ikke det giver anledning til hverken offentlig samtale eller har noget egentlig mandat? Det spørger Natacha Holst Hansen, politisk konsulent i DFS, i et debatindlæg i Politiken i dag.

Vi bringer her hele indlægget. Mellemrubrikkerne er tilføjet af os.

Klimaministeren er ikke forpligtet til at handle eller reagere på anbefalingerne. Han kan lægge alle 117 forslag ned i skuffen.

MAN KAN VED første øjekast kun bifalde et klimaborgerting. Her har 99 repræsentativt udvalgte borgere i fælles samtale diskuteret og afgivet deres anbefalinger til klimaminister Dan Jørgensen (S).

Det er kun gennem borgernes aktive deltagelse, at forandringer for alvor kan ske. Og forandringer er der brug for, når det kommer til klimaindsatsen. Det er efterhånden klart for enhver.

Utvetydige anbefalinger

Klimaborgertingets anbefalinger er utvetydige. De skriver bl.a.: »Borgertinget vurderer, at borgere generelt er omstillingsparate, hvis de både har haft mulighed for at blive oplyst og hørt. Hvis den grønne omstilling skal lykkes, kræver det en bred folkelig opbakning«.

De konstaterer helt køligt, at »der sker ikke særlig meget, i forhold til hvad eksperter siger, der skal til«, og »for eksempel inkluderer 70 procent-målet ikke borgernes forbrug og adfærd«.

Men så kommer det. Folkeoplysning: Klimaborgertinget vurderer, at folkeoplysning er vejen til den enkelte borgers opbakning, vidensgrundlag og omstillingsparathed. Der er en folkelig bevægelse, som er parat til at ændre vaner og adfærd, men borgernes skal inddrages og informeres og myndiggøres i den grønne omstilling.

Og hurra for det. Jeg tør godt at sige, at alle aktører i civilsamfundet er enige i dette. Inklusive min egen arbejdsplads – Dansk Folkeoplysnings Samråd – hvor vi naturligvis er glade, hver gang nogen foreslår mere folkeoplysning som en del af en samfundsindsats.

Ingen forpligtelser

Men, men, men… Hvad nytter det, at nogle mennesker har brugt tid og kræfter i en øvelse med borgerinddragelse, hvis ikke det giver anledning til hverken offentlig samtale eller har noget egentlig mandat, som klimaministeren skal tage alvorligt?

Jamen, hvad er problemet? Jo, Klimaborgertinget har ikke noget egentligt mandat, og klimaministeren er som sådan ikke forpligtet til at handle eller reagere på anbefalingerne. Han kan, hvis han vil, lægge de 117 forslag ned i bunden af sin skuffe. Han kan undlade at tage nogen som helst beslutninger, der ville gøre det mindste smule ondt på vælgerne. Hvor langt er vi så kommet med borgerinddragelse og den demokratiske samtale?

Når nu man har gjort sig den ulejlighed at nedsætte Klimaborgertinget, så er det vel ikke for meget forlangt, at der følger nogle forpligtelser med. Ellers er borgertinget et luftkastel. Jeg fristes til at kalde det symbolpolitik.

Generelt, når det kommer til klima, er der ingen – eller meget få politikere – der tør tage beslutninger, der gør ondt på økonomien, friheden, eller rækker ind i den næste valgperiode. Undtagen når det kommer til covid-19. Coronakrisen har vist os, at en slags politisk handlekraft findes, når det brænder på. Men det er, som om det ikke rigtig er sunket ind hos vores folkevalgte, at klimakrisen er lige så alvorlig som coronakrisenog har været det længe.

Samtalen er den reneste form for demokrati

Det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde er selve nerven i demokratiet, skrev Hal Koch.

Hal Koch mente, at det ikke er nok at udøve det aktive demokrati i stemmeboksen; nej, demokratiet i sin reneste form er selve samtalen. Man skulle tro, at nedsættelsen af et Klimaborgerting gav anledning til en offentlig samtale om, hvordan vi som borgere kan blive bedre rustet til at handle mere bæredygtigt. Vi har talt alt for lidt om både form og indhold i Klimaborgertinget – samtalen er altså udeblevet.

Når vi tager temperaturen på demokratiet anno 2021, så ser det unægtelig ud til, at demokratiet har svære vilkår. Den offentlige samtale er flyttet over på Facebook og Twitter, som præges af digitale ekkokamre og hårde ord. Samtidig har vi en regering, der nyder en top-down metode, og sætter åbenlyse symbolske borgerinddragende initiativer i søen.
Derfor bliver vi nødt til at genstarte den demokratiske samtale. Der skal investeres i demokratiet. det skal passes og plejes – præcis som et kærlighedsforhold.

I det deltagende demokrati bliver det en folkeoplysningsopgave ikke blot at oplyse, men også at udfordre og anspore borgerne til i et opløftende fællesskab at skabe forandringer, som bidrager til et mere bæredygtigt samfund.

Hermed en opfordring til vores folkevalgte i både land og by: Lad det lokale demokrati være primus motor på den grønne omstilling; lyt til borgernes forslag, engager den lokale brugsforening eller ildsjælen fra kulturhuset. Civilsamfundet står klar til at handle.