Seneste nyheder
Slots- og Kulturstyrelsen åbner for ansøgninger til de såkaldte ’kulturpas-forløb’ i midten af december. DFS giver dig overblikket her.
Af Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza
Kulturpasset skal hjælpe de 43.000 unge mellem 15-24 år, der hverken har en ungdomsuddannelse, er i over 18 timers beskæftigelse eller er i gang med en uddannelse, ind i nye kultur-, idræts- og foreningsfællesskaber og ruste dem til at komme tættere på en uddannelse eller et job.
Passet består af to forsøgsordninger.
Dels en forsøgsordning med et digitalt betalingskort på 1000 kr. om året, som unge i målgruppen kan bruge på at købe sig adgang til fælleskabsskabende kultur-, forenings- og idrætsaktiviteter.
Derudover består passet af midler til længerevarende såkaldte ’kulturpas-forløb’, som skal fremme beskæftigelsen og trivslen blandt unge i målgruppen.
Open call om kulturpas-forløbene
Nu inviterer Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS) under Kulturministeriet til et såkaldt ’Open call’ om kulturpas-forløbene, hvor aktører via en pulje kan søge midler til større projekter, der fremmer trivsel, beskæftigelse eller uddannelse for målgruppen.
Hvem kan søge?
Institutioner, organisationer, foreninger og civilsamfundsaktører, der igennem idræt, folkeoplysning, fritidsliv og/eller kultur arbejder med at udvikle fællesskabsskabende ungemiljøer og/eller hjælpe unge i beskæftigelse og uddannelse.
Hvor meget kan man søge?
Der kan søges tilskud på minimum 1 mio. kr. til forløb i forsøgsperioden 2025-2026. Det kan både være udbredelse af eksisterende, velafprøvede indsatser eller støtte til nye indsatser.
Hvornår kan man søge?
Deadline for indsendelse af ansøgninger er den 23. januar 2025 kl.14.00. Der åbnes for indsendelse af ansøgninger i midten af december 2024.
Læs mere om ansøgningsprocessen
I kan læse mere om ansøgningsprocessen for kulturpas-forløbene her.
Deltag i informationsmøde
Slots- og Kulturstyrelsen inviterer til et digitalt informationsmøde mandag den 16. december 2024 kl. 15.00-15.45. Her er der mulighed for at stille spørgsmål til ansøgningsprocessen m.m. Bemærk, at fristen for tilmelding er den 13. december 2024 kl. 10.00.