Politikere, AOF og DFS i fælles front om folkeligt beredskab

Politikere, AOF og DFS i fælles front om folkeligt beredskab

Redaktionel dato: 27. august 2025

I et debatindlæg bragt i Jyllands-Posten slår DFS, AOF og Venstre og Socialdemokratiet på tromme for, at der udrulles gratis folkeoplysende kurser til hele landet.

Der skal udrulles gratis folkeoplysende borgerkurser over hele landet, så vi som befolkning er beredt på kriser eller katastrofer. Både på det praktiske plan, men også med en demokratisk modstandskraft.

Det mener i hvert fald DFS’ formand, Per Paludan Hansen, John Meinert Jacobsen og kulturordfører fra henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet, Kim Valentin og Mogens Jensen.

I et debatindlæg bragt i Jyllands-Posten i søndags skriver de blandt andet:

”Vi har brug for flere læringsfællesskaber, hvor borgere rustes til at handle ansvarligt og kollektivt – både for sig selv og deres nærmeste, men også for lokalsamfundet som helhed. Det er i de små, lokale fællesskaber, at modstandskraften skabes – ikke kun i ministerier og styrelser. De fællesskaber har været en central del af folkeoplysningens historie og DNA igennem mere end 175 år, og det er de stadig i dag. Over hele landet skaber folkeuniversiteter, kulturhuse, aftenskoler, foreninger og frie skoler hver dag demokratiske fællesskaber og læringsrum, hvor borgere bliver præsenteret for pålidelig viden og praktiske redskaber, der kan omsættes til fælles handling til gavn for det fælles bedste. De fællesskaber synes vi skal spille en langt større rolle i det nationale beredskab. Derfor mener vi, at der er behov for, at der bliver udrullet gratis folkeoplysende ”borgerkurser” over hele landet, som gør os alle bedre rustet til kriser.”

Idéen er, at borgerkurserne skal give viden og praktiske redskaber, så borgerne er klar, hvis vandet stiger, hvis kontoen er hacket, eller hvis der ikke er rent vand i hanerne.

”Det handler ikke om at gøre danskerne paranoide og utrygge. I virkeligheden handler det om det modsatte. For viden og redskaber giver en tryghed i, at man er forberedt på at handle, hvis krisen skulle ramme. Og når vi får viden og kompetencer til at tage ansvar for os selv, vores familie og vores lokalområde, så er der flere kræfter til at hjælpe samfundets mest udsatte, når krisen rammer. Et robust samfund bygges nedefra af borgere, der ved, hvad de skal gøre, og som stoler på hinanden. Det ansvar har vi før taget på os. Og det er på tide, at vi gør det igen. For fællesskabet er vores stærkeste kort, når krisen en dag banker på døren.” skriver Per Paludan Hansen, Mogens Jensen, Kim Valentin og John Meinert videre i debatindlægget.

Læs mere her