Redaktionel dato: 4. november 2024

OBS. Acceptér alle cookies for videovisning

For fulde huse blændede vi i Dansk Folkeoplysnings Samråd i denne uge op for Folkeoplysningens Dag 2024 under temaet ”Folkelig grøn forandring”.

Dagen var spækfyldt med engagerede deltagere fra hele den folkeoplysende verden, veloplagte foredragsholdere, vigtige samtaler og håb for fremtiden.

Allerede fra morgenstunden vægtede håbet tungt, da Kristian Bach sang for til højskolesangen ’For vist vil de komme’, og DFS’ formand Per Paludan Hansen bød velkommen.

Michael Minter fra Concito gjorde os dernæst klogere på bæredygtig forandring i hverdagen og på, hvad der skal – både individuelt og som samfund – hvis vi for alvor skal gå fra holdning til handling.

I den proces kan man som folkeoplysende aktør støde på mange udfordringer. Nogle af disse tog dagens moderator Nina Bendixen op sammen med Det Grønne Monopol bestående af Michael Thagaard, forstander på Langelands Efterskole og bæredygtighedskoordinator hos Efterskoleforeningen, Thomas Sture Rasmussen, verdensmålskoordinator hos Biblioteksforeningen og Lise Holm-Rasmussen, stifter af handleRUM og konsulent for bæredygtighedsaktiviteter i Fora i Hvidovre. De debatterede en række dilemmaer om folkeoplysningens bidrag til den grønne omstilling.

Konkrete eksempler på grøn folkeoplysning blev leveret af samarbejdspartnerne Lotte Vang, chef for grøn omstilling i Hjørring Kommune, og Dorthe Lykke Olsen, udviklingskonsulent i LOF, samt Lisa Kimiko Makholm, klima- og miljømedarbejder i Brøndby Kommune, og Sylwia Tawadrous, organiseringskonsulent i Democracy X. De inspirerede både hinanden og resten af salen, da de fortalte om deres klimarettede samarbejder på tværs af lokale foreninger, kommuner og borgere.

På en festlig dag hører der sig et festligt indspark til. Derfor blev Folkeoplysningens Pris 2024 uddelt, og den gik til ’Demenskor i Danmark’ - et initiativ som Sangens Hus, Alzheimerforeningen, Danmarks Radio og Aalborg Universitet står bag.

Ved prisoverrækkelsen hædrede vi det stærke partnerskab og hyldede samtidig de øvrigt nominerede Vild Med Vilje, Andelsgaarde, Tænketanken Hav og Vartovkollegiet.

Efter prisuddelingen startede dialogerne for alvor ude i vores fire grønne laboratorier, hvor deltagerne fik inspiration samt helt konkrete værktøjer til at arbejde med den grønne dagsorden.

Bent Mariager, stifter af Grønne nabofællesskaber og vinder af Folkeoplysningens Pris 2022, delte ud af sin erfaring om skalerbar, social klimahandling. Johannes Schønau, bæredygtighedskonsulent hos Højskolerne og lærer på Egmont Højskolen, og Marie Holt Richter, researcher og formidler fra Nordisk Netværk for Voksnes Læring, tog snakken om, hvordan vi sætter fokus på klimakrisen uden at skabe angst og apati.

Fokus på klimakrisen gennem kulturevents tog Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet, sig af, mens Torben Stenstrup, landsformand hos DOF, udfoldede aftenskolernes potentiale til grøn omstilling i det sidste laboratorium.

Tilbage i den store sal gav Mikkel Klausen, chef for uddelinger, udvikling og kommunikation hos LB Foreningen, og Sara Line Bohn, projektchef hos Nordea-fonden, deres perspektiver på, hvad fonde lægger vægt på ved valg af projekter og samarbejdspartnere. 

Tusind tak til alle, der deltog i Folkeoplysningens Dag 2024! Det var en fornøjelse at overvære, hvordan samtaler, optimisme og gode ideer blomstrede på kryds og tværs – for det er det, der skal til, for at folkeoplysningen kan bidrage til den grønne omstilling.