Sidste chance: Tilmeld dig til Folkeoplysningens Dag

Sidste chance: Tilmeld dig til Folkeoplysningens Dag

Redaktionel dato: 20. september 2023

Der er stadig mulighed for at komme med til Folkeoplysningens Dag 2023, der afholdes den 12. oktober i Aarhus.

For andet år i træk afholder DFS ’Folkeoplysningens Dag’ i Kulturhus Bunkeren i Aarhus. Her bringer vi folkeoplysende aktører sammen fra hele landet og inspirerer hinanden til at udvikle folkeoplysningen. 

I år er temaet ’Handlemod og partnerskaber’. Du kan bl.a. møde Olav Hesseldahl, der er direktør for Det Politiske Akademi og Grundlovsfesten og tidligere stifter af Ungdomsbureauet.

I sit oplæg vil Olav dele ud af sine erfaringer med at skabe engagement og medejerskab i nye projekter, organisationer og bevægelser.

Du kan også møde Jesper Mørk Hovgaard, der er administrerende direktør og partner i Partnerskabshuset Krydsfelt. Han vil præsentere en systematisk og metodisk tilgang til, hvordan man etablerer værdifulde partnerskaber, der kan skabe bæredygtig forandring.

Folkeoplysningen set fra Christiansborg

Senere på dagen kan du møde Torben Stenstrup, der er formand for DOF og forfatter til 'Den attraktive forening'.

Han deltager i en paneldebat sammen med Susan Fazakerley fra Amatørernes Kunst & Kultur Samråd og Matilde Lund fra Kulturhusene, hvor de i fællesskab svarer på spørgsmålet: ”Hvad skal der til for at sikre deltagelse og engagement i fremtidens folkeoplysning?”

Efterfølgende giver folketingsmedlem for SF, Charlotte Broman, sit perspektiv på, hvordan folkeoplysningen ser ud fra Christiansborg anno 2023. 

Løvens hule-workshops

Du vil også kunne deltage i ’Løvens hule’-workshops, hvor du i fællesskab med de øvrige deltagere, skal give dit bud på, hvordan man skaber nyskabende og værdifulde partnerskaber i folkeoplysningen.

Og sidst på dagen kan du være med til overrækkelsen af 'Folkeoplysningens Pris 2023', som uddeles af DFS, inden vi slutter dagen af med 'Håndbajere og højskolehits’.

Dyk ned i programmet og tilmeld dig i dag. Fristen udløber den 4. oktober.

Fuldt program og tilmelding