Talstærk og politisk interesseret analysekonsulent

Talstærk og politisk interesseret analysekonsulent

Redaktionel dato: 9. februar 2022

Vil du være med til at udvikle folkeoplysningen? Er du god til at dykke ned i statistik og formidle det på en vedkommende måde? Og har du politisk tæft og erfaring fra foreningslivet? Så er du måske Dansk Folkeoplysnings Samråds nye analysekonsulent.

Lidt om jobbet

Analyse og dokumentation
Som vores nye analysekonsulent skal du arbejde med at finde, knuse og formidle data og statistik om folkeoplysning. Når du møder ind på en typisk arbejdsdag, får du tid til at nørde analyser, databaser og rapporter, mens du jonglerer med databehandlingsprogrammer.

Senere på dagen skal du omsætte dataene og statistikken til vedkommende kommunikation, der er målrettet vores medlemmer og eksterne interessenter. Og dagen efter får du en opgave, hvor du skal skrive et notat eller en analyse, der underbygger vores politiske interessevaretagelse.

Medlemskontakt og udviklingsarbejde
Ved siden af det analytiske arbejde får du også ansvar for medlemskontakten til en gruppe af DFS’ 37 medlemmer, hvor du bliver deres primære indgang til DFS. Og så bliver du også projektleder for nogle af vores udviklingsprojekter.

Lidt om dig

Vi forestiller os, at du er nyuddannet eller har et par års erfaring – fx fra en ngo, et ministerium eller en anden politisk styret organisation. Du kan være sociolog, statskundskaber, kandidat i folkesundhedsvidenskab eller lignende. Vi ser gerne, at du:

  • er stærk til både databehandling og dataformidling
  • har politisk tæft og en skarp pen
  • er et åbent og nytænkende væsen, som ikke er bange for at byde ind med idéer
  • tager ansvar for dine egne arbejdsopgaver og bidrager konstruktivt til andres
  • brænder for at skabe endnu bedre vilkår for folkeoplysningen i Danmark
  • har erfaring fra eller kendskab til foreningslivet
  • har kendskab til eller lyst til at lære grafisk design i fx inDesign, InfoGram eller lignende.

Lidt om os

Dansk Folkeoplysnings Samråd er folkeoplysningens brancheorganisation i Danmark. Vi repræsenterer 37 folkeoplysende foreninger, som tæller alt fra amatørkulturelle foreninger til oplysningsforbundene (aftenskolerne) og højskoleforeningen.

Vi er sat i verden for at varetage folkeoplysningens interesser både på idé- og praksisniveau. Det gør vi bl.a. via medlemskontakt, politisk lobbyisme, arrangementer, dokumentation af folkeoplysningen i tal og diverse udviklingsprojekter. Vi er et lille sekretariat på omkring 10 personer, der har til huse på Nytorv midt i København. Vi har en energisk arbejdsånd, hvor der både er plads til fordybelse og afslappende pusterum.

Vilkår

Stillingen er på 30 timer med start snarest muligt. Vi har en attraktiv husaftale med 6 ugers ferie, afspadseringsordning, fleksible arbejdstider og stor mulighed for at tilrettelægge sin egen arbejdsdag.

Løn efter forhandling med udgangspunkt i Finansministeriets oversigt over løn for offentligt ansatte i staten.

Yderligere oplysninger og ansøgningsfrist

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte sekretariatschef Carolina Magdalene Maier på 6077 1525 eller cmm@dfs.dk

Send os din ansøgning og cv på job@dfs.dk senest søndag den 27. februar 2022.

Vi afholder ansættelsessamtaler i slutningen af uge 10.