UGE17 er en trædesten for samarbejder og fællesskaber

UGE17 er en trædesten for samarbejder og fællesskaber

Redaktionel dato: 29. marts 2023

Fællesskab og folkeoplysning kommer i fokus, når bibliotekerne byder indenfor til den bæredygtige temauge ’UGE17’. DFS’ medlemmer kan stadig nå at byde ind.

Af Mathilde Rasmussen

Om en lille måneds tid slår bibliotekerne landet over dørene op for den første udgave af UGE17, der er en landsdækkende temauge, der sætter fokus på bæredygtig udvikling.

Formålet med UGE17 er at benytte bibliotekerne som en platform til at mobilisere lokale kræfter, der skal skabe opmærksomhed om FN's 17 verdensmål, udvikle lokale løsninger og styrke den folkelige støtte til målene.

DFS’ medlemsorganisationer har mulighed for at byde ind, når der skal skabes sammenhæng mellem de lokale aktiviteter på bibliotekerne og den globale dagsorden om bæredygtig udvikling.

En platform til samarbejde

Thomas Sture Rasmussen er en del af projektgruppen bag UGE17. Han mener, at ugen er en oplagt anledning til at genfortælle, hvordan mange organisationer allerede dagligt samarbejder om at nå verdensmålene:

”UGE17 er ikke kun en måde at sætte fokus på verdensmålene. Den skal også ses som et hjælpemiddel til at italesætte, at civile og offentlige institutioner i fællesskab kan samarbejde – og i stor grad allerede gør det”.

Nedbrydning af siloer mellem forskellige aktører er afgørende for at fremme samskabelse i befolkningen. Selvom mange organisationer allerede arbejder med det, så er UGE17, ifølge Thomas Sture Rasmussen, en anledning til at lede efter nye partnerskaber:

”Vi ved godt, at det ikke kun er denne ene uge om året, hvor samarbejdet finder sted. Den folkelige forankring finder sted året rundt. Men vi ønsker, at flere organisationer bliver inspireret til at samarbejde på kryds og tværs”.  

Lokal forankring

Bibliotekerne tilbyder en række forskellige aktiviteter og arrangementer, der er med til at udbrede kendskabet til FN's verdensmål, og hvor lokal forankring, borgerinddragelse og folkeoplysning er nøglebegreber.

Derfor lægger Thomas Sture Rasmussen også vægt på, at alle skal kunne være med på egne præmisser:

”Ikke alle biblioteker har mulighed for at hyre foredragsholdere ind og finde på en masse tiltag. Vi har lavet et inspirationskatalog, og så har vi sørget for at mange af foredragene, der holdes i løbet af ugen, bliver live-streamet. På den måde har bibliotekerne mulighed for at bruge en såkaldt ”plug and play” løsning, hvis de vil”.

Ugen er inddelt i forskellige temaer, der alle afspejler dele af et eller flere af FN’s verdensmål.

Mandag er temaet ”Sundhed og trivsel” og tirsdag er det ”Mennesker imellem”. Begge temaer er nærliggende at arbejde med for folkeoplysende skoler og foreninger.

Hvis man ikke kan nå at planlægge arrangementer eller partnerskaber til UGE17 i år, skal den gode idé bare gemmes. Planen er nemlig, at den første udgave af UGE17 langt fra bliver den sidste.

Optimisme for fremtiden

Der er stor opbakning til UGE17, hvor mere end 80 biblioteker landet over allerede har meldt sig til at fremme lokale initiativer og at oplyse om emner som bæredygtighed, sundhed og trivsel.

Håbet for Thomas Sture Rasmussen og resten af projektgruppen bag UGE17 er, at det bliver en årlig begivenhed, der lokalt kan være selvkørende, og som rækker ud til flere målgrupper:

”Jeg håber, at vi med den første udgave af UGE17, får lagt kimen til så mange kommende samarbejder som muligt. Vi kan meget mere, når vi slår os sammen og samarbejder på kryds og tværs af civilsamfundet og de folkeoplysende foreninger”.

Mere information om UGE17

Kontakt Thomas Sture Rasmussen om samarbejder: tsr@db.dk