Zetland vinder Folkets Journalistpris

Zetland vinder Folkets Journalistpris

Redaktionel dato: 10. maj 2023

Den digitale avis Zetland vinder Folkets Journalistpris 2023 - for at være forbilledlig åben, brugerinddragende, konstruktiv og løsningsorienteret.

Zetlands redaktion

Zetlands redaktion

”Zetland viser dagligt, hvordan man kan bedrive en konstruktiv journalistik, der ikke alene afdækker problemer, men også peger på løsninger og inddrager danskerne i debatten om begge dele. For mange andre medier er den konstruktive journalistik noget, som bliver gjort lejlighedsvist, for eksempel under valgkampe eller særlige projekter.

De redaktionelle ledere og medarbejdere på Zetland har demonstreret, hvordan det kan ske løbende og i forbindelse med alverdens emner,” lyder det i juryens begrundelse. 

Zetland vinder i skarp konkurrence med TV2 ECHO, SEIN, ØsterbroLIV og forestillingen Klimakabalen, som også var nomineret.

En særlig pris

Folkets Journalistpris er indstiftet af Frirummet, der er Friskolerne, Efterskolerne og Højskolernes fælles initiativ. 

I modsætning til andre journalistpriser har alle kunnet indstille kandidater til Folkets Journalistpris. Det gør prisen til en helt særlig pris, mener Peter Bro, der er formand for juryen og professor i journalistik ved Syddansk Universitet.

”De fleste journalistpriser i Danmark er at sammenligne med en lukket fest for fagets egne udøvere. Derudover har Folkets Journalistpris et andet fokus end andre priser, nemlig på den fremsynede journalistik, der styrker samtalen og forståelsen mellem os,” siger Peter Bro.

Det er anden gang, Frirummet uddeler Folkets Journalistpris. I 2022 gik prisen til et samarbejde mellem Fyens Stiftstidende, Fyns Amtsavis og TV2 Fyn.

Selve prisen består af et kunstværk og 50.000 kroner og uddeles på Grundlovsdag på Demokratifestivallen i Ollerup.

Mere om Zetland, prisen og Frirummet