”Daghøjskolen reddede både mit liv og min fremtid”

”Daghøjskolen reddede både mit liv og min fremtid”

Redaktionel dato: 30. januar 2024

Det krævede blot tre måneder på Daghøjskolen i Randers, før Michelle fik retning i sit liv og kunne starte en uddannelse. Daghøjskolen i Randers er en af landets 16 daghøjskoler, der hver dag hjælper unge videre i uddannelse eller job.

På Daghøjskolen i Randers fik Michelle hjælp til at komme videre med en uddannelse som ernæringsassistent

På Daghøjskolen i Randers fik Michelle hjælp til at komme videre med en uddannelse som ernæringsassistent

Af Eva Ferré Winkel

Der er i disse år et særligt fokus på den gruppe unge, der hverken har videregående uddannelse eller er i job. Gruppen tegner i øjeblikket for over 40.000 unge, og spørgsmålet er, hvordan vi bedst hjælper dem videre?

Det har daghøjskolerne et bud på. Daghøjskolerne er nemlig relevante for unge, der ikke trives i skoleprægede miljøer, og som har brug for andre rammer, hvor der er fokus på gode relationer, positive læringsoplevelser, selvtillid, motivation og vedholdenhed.

Daghøjskolen i Randers er en af landets 16 daghøjskoler og tilbyder netop det.

Tidligere kursist på Daghøjskolen i Randers Michelle afslutter snart sin uddannelse som ernæringsassistent. Men for blot få år siden lå det ikke i kortene, at Michelle skulle nå den milepæl i sit liv. Inden hun begyndte på sin uddannelse, gik Michelle på Daghøjskolen i Randers og dengang så hendes liv helt anderledes ud.

”På det tidspunkt var jeg i gang med udredning for flere diagnoser og kæmpede samtidig med et misbrug”, fortæller Michelle.

Inden Michelle startede på daghøjskolen, var hun tilknyttet et andet tilbud i kommunen, som hed Parat Til Job, men som hun selv fortæller, var hun ironisk nok på det tidspunkt ikke parat til at komme i job. Derfor fandt hendes mor og kommunale sagsbehandler i fællesskab ud af, at et ophold på daghøjskole kunne være den rette løsning. Det blev et vendepunkt for Michelle. Hun var kun tilknyttet Daghøjskolen i Randers i tre måneder, men spørger man hende selv, ville hun ikke være der hvor hun er i dag, hvis det ikke havde været for daghøjskolen.

”De tre små måneder, gjorde en kæmpe forskel i mit liv. Faktisk tror jeg, at daghøjskolen reddede både min fremtid og mit liv”, fortæller Michelle.

Udgangspunkt i mennesket

Daghøjskoleleder på Daghøjskolen i Randers, Elise Greve, fortæller, at man på daghøjskolen har flere modeller for at hjælpe kursisterne på vej. Fælles for dem alle er dog, at der er fokus på den enkelte kursists faglighed, personlighed og interesser.

”Vi ser mennesker med alle baggrunde og meget forskellige problematikker, der gør det svært for dem at komme videre”, siger Elise Greve.

”Derfor er vores udgangspunkt altid mennesket, når en ny kursist starter hos os. Nogle kursister starter direkte med at udvikle deres faglighed gennem vores FVU- eller OBU-tilbud, mens andre starter med personlig udvikling, som giver dem kompetencerne og selvtilliden til senere at gå i gang med matematik og danskundervisning,” fortsætter hun.

På Daghøjskolen i Randers er tryghed en vigtig ressource, og derfor har alle kursister også både en primær og en sekundær kontaktlærer. På den måde sikrer skolen, at kursisten altid har mulighed for at vende et emne med en kontaktlærer, uanset hvad emnet måtte være.

Har stadig kontakt til daghøjskolen

Michelle fortæller, at hun gennem sin elevplads som ernæringsassistent i Randers Kommune, ofte møder andre, som står med nogle af de samme problemer, som hun selv har bokset med. I det møde kan hun kunnet bruge sin egen ballast i arbejdet.

Selv om Michelle ikke længere går på daghøjskolen, mødes hun jævnligt med sine tidligere lærere og får en god snak.

Ifølge Daghøjskoleleder, Elise Greve, er det langt fra unormalt. Faktisk sørger Daghøjskolen i Randers for at holde kontakt med en kursist, der har forladt daghøjskolen.

”For nogen betyder det at komme forbi og fortælle, når de oplever succes i et job, mens andre kommer forbi med jævne mellemrum for at mødes med gamle undervisere og kontaktlærere,” fortæller Elise Greve.

Michelle er i dag næsten færdig med sin uddannelse, men havde det ikke været for de tre måneder, havde hendes liv ifølge hende selv formentligt set helt anderledes ud i dag.

NY SERIE: Et springbræt til en lysere fremtid

I en ny serie "Et springbræt til en lysere fremtid" kan I møde en række unge mennesker, der har kæmpet for at finde den rette vej videre i tilværelsen. Et forløb på en folkeoplysende skole var den trædesten, de havde brug for.

Over 40.000 unge under 25 år har hverken en ungdomsuddannelse eller er i job. En del af dem kæmper med andre ting end job og uddannelse – blandt andet psykisk sygdom og misbrug. Det er en stor udfordring for samfundet, men også for den enkelte unge.

Det store spørgsmål er, hvordan de unge bedst hjælpes videre. Det har politikere forsøgt at finde løsninger på i årevis, og den nuværende regering er ingen undtagelse.

I DFS’ nye publikation kan du læse mere om skoletilbuddene og de unge, som skolerne har hjulpet. Pjecen viser, hvor forskellige skoleformerne er, hvilket er vigtigt, da der ikke findes en one-size-fits-all-løsning. Hver især skal de unge have det tilbud, der lige netop passer til dem.

Læs flere artikler i serien

I januar og februar deler vi de inspirerende historier om unge, der har fået den hjælp, de havde brug for fra en folkeoplysende skole.