De unge er dannet til lydighed og personlig ambition

Bekymring for de unges engagement og for demokratiet prægede debatten om formandens beretning på DFS’ repræsentantskabsmøde. Men den viste også, at der er vilje til en fælles indsats fra de folkeoplysende organisationer.

”Giver vi ungdommen de rigtige rammer for at præge og udvikle vores samfund," spurgte Per Paludan Hansen forsamlingen.

Af Michael Voss

”Vi har oplevet klimabevægelsen, men ud over det savner jeg et samlet ungdomsengagement,” sagde Per Paludan Hansen, da DFS afholdte repræsentantskabsmøde den 20. april i Vartov.

Men formanden spurgte også: ”Giver vi ungdommen de rigtige rammer for at præge og udvikle vores samfund? De har oplevet tre nedlukninger. De har været gennem en skoletid med den ene skolereform efter den anden, og de bliver målt og vejet ustandseligt.”

Tre bekymringer

Det var en af de tre observationer og bekymringer, som Per Paludan Hansen fremhævede i sin mundtlige beretning. Tæt knyttet til det var hans bekymring for den dalende opbakning til den demokratiske samtale og til partierne og andre værdibårne organisationer.

”Mange af vores folkeoplysende skoler arbejder med de unge, men der er også brug for, at en stærk og samlet folkeoplysning rækker ud og bidrager til løsninger,” tilføjede han.

Hans tredje bekymring var ikke overraskende krigens rædsler i Europa, som dog også havde et lyspunkt: de folkeoplysende skoler og foreningers vilje og evne til at engagere sig i flygtningearbejdet.

”I den sammenhæng er det ærgerligt, at vi bliver nødt til at understrege, at de folkeoplysende tilbud er til alle flygtninge. Det er forstemmende, at det er blevet et tema i samfundsdebatten. Jeg håber til gengæld, at den gode vilje til at tage sig af flygtninge fra Ukraine, kan ændre på samfundets holdning til alle flygtninge,” sagde Per Paludan Hansen.

Lydighed eller protest

Formandens fokus på de unge vakte genklang i den efterfølgende debat. Lisbeth Trinskjær, som er formand for Højskolerne, sagde: ”At de unge er ikke lige så engagerede i samfundet, som vi kunne ønske, skyldes, at samfundet har dannet dem til det modsatte - vi har dannet dem til lydighed.”

Hun henviste også til, at de unges protester har et andet sprog end det, de dominerende generationer i folkeoplysningen kender. I samme boldgade sagde Christine Alfthan fra Dansk Kvindesamfund, at de mødte og inddrog mange meget engagerede unge.

En anden af de medlemsorganisationer, der er i tæt kontakt med unge mennesker, er Efterskoleforeningen. Foreningens formand Torben Vind Rasmussen sagde:

”På vores skoler fylder vi de helt unge med folkeoplysning hver dag i flere år. Når vi tager afsked med dem, vil vi gerne kunne sige til dem: Nu skal I tilbage i jeres vante omgivelser og være med i folkeoplysningen der. Men det kan være lidt svært at pege på præcis, hvor de skal gå hen.

Det hænger måske sammen med, at folkeoplysningen er blevet til et redskab for staten og markedet i stedet for en værdi i sig selv.”

Folkeoplysningens værdi i sig selv

Både Lisbeth Trinskjær, Torben Vind Rasmussen og andre deltagere i debatten gav udtryk for, at de gerne deltager i en fælles indsats i forhold til de unge og demokratiet.

I sin replik tilsluttede Per Paludan Hansen sig Lisbeth Trinskjærs pointe om ”dannelse til lydighed” og tilføjede: ”og til at forfølge personlig ambition”.

Han gav også Torben Vind Rasmussen ret: ”Jeg kan genkende, at vi er blevet instrumentelle. Nytten af de færdigheder, vi leverer, fylder meget. Men det er også en del af et dilemma, fordi vi er tvunget til at overbevise beslutningstagerne om, at vi er værd at finansiere.”

Endelig takkede formanden for opbakningen til en fælles DFS-indsats på området og gav tilsagn om at tage initiativ til videre diskussioner af det i medlemskredsen.

Repræsentantskabet vedtog enstemmigt beretningen.