Seneste nyheder
Foreningen Norden har i 40 år styrket det nordiske fællesskab gennem kulturel udveksling og ungdomsarbejde. Nu har deres projekt Nordjobb vundet den nationale Karlspris for Unge 2025 og skal på tirsdag i den europæiske finale i Aachen, Tyskland.

Fotograf: Arthur Herbosch
Vi lever i en uforudsigelig verden, som forandrer sig i et hidtil uset tempo. Og når verden ryster, må vi rykke tættere sammen. Derfor har flere på det seneste opfordret til, at vi i Europa står sammen.
Det har DFS-medlem Foreningen Norden bidraget til i fire årtier sammen med Foreningerne Nordens Forbund, og nu hyldes deres projekt Nordjobb med en pris drevet af Europa-Parlamentet.
Nordjobb formidler sæsonjobs for unge i Norden mellem 18 og 30 år, der har lyst til at møde andre unge og udforske deres nordiske nabolande. Det er gratis at benytte sig af ordningen, og Foreningen Norden hjælper de unge med alt fra job, bolig og skattekort.
Med over 29.000 nordjobbere siden 1985 øger projektet mobiliteten på det nordiske arbejdsmarked, bygger bro mellem kulturerne og styrker fællesskabet på tværs af grænserne.
Nordjobb blev derfor kåret som national vinder af Karlsprisen for Unge 2025 af en dansk jury tilbage i marts. Prisen uddeles årligt til projekter, der med unge i spidsen fremmer demokrati, aktivt medborgerskab og bringer mennesker i Europa sammen for en fælles fremtid i EU.
På tirsdag d. 27. maj skal projektet til den europæiske finale i Aachen, Tyskland, hvor en international jury vil kåre og honorere de tre bedste projekter med pengepræmier, besøg i Europa-Parlamentets afdeling i Bruxelles eller Strasbourg og tilbud om Schuman-praktikophold i parlamentet.
Kun én gang har Danmark været blandt vinderne i Aachen. I 2017 gik andenpladsen til projektet Rediscover Europe, som Europæisk Ungdom Nordjylland afholdt i Aalborg med ønske om at udvide kendskabet til EU og øge det europæiske engagement i regionen.