Et misbrugt begreb – med risiko for at forsvinde

I bogen ”Sidste chance” behandler 16 skribenter begrebet dannelse i forskningens og hverdagens lys. De gør det fra en personlig vinkel, men – desværre - med samme dannelsessyn.

Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer og Lene Tanggaard, bogens tre redaktører.

Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskoleforeningen

Hvad er dannelse? For mange af os er dannelsesbegrebet en fælles grundklang, som er svær at sætte ord på og ikke er helt synlig i sig selv. Ofte bliver det først synligt, når man arbejder med det gennem fag, aktiviteter og samtaler. Det gør ikke dannelsesbegrebet eller diskussionen om dannelse mindre vigtig.

Derfor bør ’Sidste Chance’ med 16 essays valgt ud af de tre redaktører Lene Tanggaard, Thomas Aastrup Rømer og Svend Brinkmann være obligatorisk læsning for alle, der arbejder med dannelse. Bogen er nemlig et meget velkomment indspark til den diskussion om dannelse, der nu som så ofte før er til debat.

Det værdifulde udgangspunkt

Med titlen ’Sidste chance’ udtrykker forfatterne, at begrebet dannelse er på vej til at blive (mis)brugt i et omfang, at dets reelle betydning forsvinder. Det er ’sidste chance’ for at føre dannelsesbegrebet tilbage til dets værdifulde udgangspunkt. Helt banalt beskrevet med Thomas Aastrup Rømers definition: forholdet mellem mennesket og verden.

Undertitlen ’Nye perspektiver på dannelse’ er derfor lidt misvisende, idet bogen i langt højere grad forsøger at genkalde oprindelige perspektiver på dannelsesbegrebet.

Læseværdig og stilsikker

Bogens genitræk er todelingen, hvor første del er et forsøg på at indkredse dannelsesbegrebet forskningsmæssigt. I anden del er dannelse foldet ud i en hverdagstænkning. Og det er her, at bogen bliver mere og andet end begrebsafklaring.

I første del er bogens tre redaktører hver for sig læseværdige på vanlig stilsikker vis – godt flankeret af en række forskere og undervisere. Her trækkes teoretiske og filosofiske perspektiver, men krydret med personlige fortællinger og anekdoter skaber det et fornuftigt link ind i hverdagen. Hermed adskiller bogen sig fra en klassisk videnskabsteoretisk bog.

Det er tydeligt, at flere indlæg – bevidst eller ubevidst – trækker tråde tilbage til Grundtvig og til Hannah Arendt, som er en af de vigtigste tænkere i nyere tid.

De store fællesskabers svigt

I bogens anden del hæfter jeg mig særligt ved historiker Henrik Jensens analyse af dannelsestabet i den individuelle frisættelsestid. Han skriver om de store fællesskabers svigt og slutter med at foreslå en indførelse af civil værnepligt for alle unge. Et forslag som vel at mærke kom før, Lars Løkke Rasmussen og hans parti Moderaterne foreslog det samme for nylig.

Jeg hæfter mig også ved lærer Mette Frederiksens lille perle, hvor hun helt enkelt og præcist beskriver en undervisningssituation med et fuldstændigt dannelsesfravær. Herefter forklarer hun, hvordan dannelse kan indfinde sig i en helt almindelig undervisningstime og et konkret eksempel på et forløb i tredje klasse, hvor dannelse sker i mødet med eleverne. Mette Frederiksen nævner ikke Grundtvig, men det kunne hun lige så godt have gjort.

Stedets dannelse: kirken og skolen

Vi møder sognepræsten Kåre Egholm Pedersen, som fortsætter Henrik Jensens opremsning af samfundsbærende institutioner, der har lidt et dannelsestab. Men Kåre Egholm Pedersen har tydeligvis troen på, at gendannelsen kan findes i anerkendelsen af, at der er en kristen dannelse, der er større end det enkelte menneske.

Her sætter han en interessant markør imellem human og kristen dannelse, hvor mennesket i humane dannelse kan klare sig selv, så har mennesket i den kristne dannelse altid en kraft (Guds kærlighed) udenfor sig selv at kunne trække på.

Han tager os også med til branden i Notre Dame i Paris og tegner – måske uden at vide det – en parallel til forstander Rasmus Koldbys essay om stedets dannelse, hvor de begge betoner de særlige steder, hvor dannelse giver ekstra mening. For Rasmus er det skolen, der er stedet, imens det for Kåre er kirken - her Notre Dame.

Også journalist Lea Korsgaard er på jagt efter inspiration til at styrke dannelsen, og hun retter sit fokus på selvbeherskelse som en dyd, der kan få vækket vores nysgerrighed på det, der er større end os selv. Ifølge Lea Korsgaard fokus holdes på, at det ikke er friheden, der skaber rum for opmærksomhed, men omvendt. Friheden udspringer af evne til at kunne beherske vores umiddelbare lyst og herigennem give plads til opmærksomhed.

Håb forude

Alle fortrinlige middage slutter med en dessert, der overrasker gæsten i smag og farve. Forfatter Knud Romers indlæg gør begge dele. Efter at have læst det, sad jeg tilbage med en følelse af at have forstået det hele eller ingenting på samme tid. Han er postludiet, der får mig til at forlade bogen med et smil om læben. Der er håb forude! Læs blot her:

”Vores hjerner har ikke ændret sig væsentligt de sidste 100.000 år - og måske er omvejen blevet længere i formforvandlingen, men du befinder dig stadig på savannen og bliver pisseforskrækket over en skygge på væggen, fordi den følelsesmæssige reaktion i amygdala er hurtigere end dig og dine frontlapper, bøh!”

Sådan kunne jeg blive ved at bladre rundt imellem de 16 indlæg, der fra hver deres vinkel sagligt og ikke mindst personligt angriber dannelsesbegrebet. Ved bogens afslutning har jeg således fornemmelsen af at komme et lille skridt tættere på, hvor dannelsen sker. En lille smule tættere på forholdet mellem mennesket og verden.

Det vil blive for omfattende her at komme ind på alle bidragsydere. Man skal selv læse bogen, og man kan starte lige, hvor blikket fænger først. Fordelen er, at der ikke nødvendigvis er nogen kronologi.

Alle indlæg i bogen køber ind på redaktørernes bekymring, og her kunne bidragsydere med et andet dannelsessyn have været interessante at have med på listen som et ekstra perspektiv til læserens egen afklaring af dannelsesbegrebet. Ikke at det nødvendigvis vil være mere rigtigt, men det ville skærpe perspektivet. Og lige præcis her ligger bogens eneste lille svaghed.