Få overblikket: Stor undersøgelse om foreningslivet i Danmark

Få overblikket: Stor undersøgelse om foreningslivet i Danmark

Redaktionel dato: 19. november 2025

Videncenter for Folkeoplysning har lavet en stor undersøgelse, der kortlægger foreningslivet i Danmark. Vi har læst rapporten igennem og har udvalgt tre nedslag fra rapporten, så I kan få et overblik.

Ny undersøgelse fra Vifo kortlægger foreningslivet i Danmark

Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) har taget temperaturen på foreningslivet.

Af Amalie Byberg

En femtedel af foreningerne har miljø- og klimatiltag

Natur, klima og miljø fylder meget i samfundsdebatten, men det er begrænset, hvor mange foreninger, der beskæftiger sig med emnet.

Ifølge Videncenter for Folkeoplysnings (Vifos) undersøgelse er det kun henholdsvis seks og fire procent af foreningerne i Danmark, der har miljø og klima som et fokusområde, mens lidt flere (11 procent) angiver, at deres forening bygger på grønne værdier.

Dog viser resultaterne, at det ikke kun er denne gruppe af foreninger, der arbejder med grønne tiltag. En femtedel af foreningerne arbejder nemlig med at tænke miljø og klimatiltag ind i deres øvrige arbejde, fx i forhold til indkøb af materialer.

Foreningernes største udfordringer er at tiltrække nye bestyrelsesmedlemmer og medlemmer generelt

I undersøgelsen peger foreningerne også på, hvad de oplever som de største udfordringer i deres arbejde.

Der er mange foreninger, der oplever, at det er vanskeligt at tiltrække nye medlemmer til bestyrelsen. Næsten tre ud af ti angiver det som et stort problem.

Derefter kommer tiltrækning af nye medlemmer til foreningen generelt, hvilket lidt over en femtedel oplever som et stort problem.

En femtedel oplever besværlige regler i det offentlige som et stort problem

Undersøgelsen peger samtidig på, at en femtedel af foreningerne oplever det som et stort problem, at der er for mange regler i det offentlige, der gør det besværligt at være forening.

Der er en markant stigning fra bare seks procent i 2010 til hele 20 procent i 2024.

Læs mere om bureaukrati i foreningslivet i artiklen her.

Om Vifos undersøgelse af foreningslivet

Rapporten tager udgangspunkt i en kortlægning af foreninger på Fyn, Langeland og Ærø, som er gennemført i 2024.

Undersøgelsen inddrager resultater fra lignende undersøgelser fra 2004 og 2010 og giver derfor et indblik i udviklingen over tid.

Boligforeningerne og idrætsforeningerne er de største foreningstyper, som udgør hhv. 28 og 21 procent af de registrerede foreninger.

Samlet set udgør foreningerne på kultur- og fritidsområdet 21 procent, mens interesseforeninger, lokalsamfundsforeninger og velfærdsforeninger (heraf aftenskoler) hver især udgør mellem 8 og 11 procent af foreningslivet.