Folkeoplysningen åbner på mandag! (opdateret 17-01-22)

Folkeoplysningen åbner på mandag! (opdateret 17-01-22)

Redaktionel dato: 13. januar 2022

En ihærdig indsats fra både lokale aftenskoler og fra DFS sikrede, at folkeoplysningen får lov at genåbne. Men aftenskolerne er hårdt ramt trods en kort nedlukning.

Helle Jakobsen fra LOF Slagelse-Korsør-Skælskør er en af de aftenskoleledere, som har været aktiv i lokalpressen for at forklare urimeligheder i nedlukningen.

Helle Jakobsen fra LOF Slagelse-Korsør-Skælskør er en af de aftenskoleledere, som har været aktiv i lokalpressen for at forklare urimeligheder i nedlukningen.

Af Michael Voss

”Jeg er imponeret af, hvor mange aftenskoleledere der i lokalpressen har fået forklaret, hvor absurd det var, at aftenskolerne måtte lukke bevægelsesfagene, når deltagerne bare kunne gå rundt om hjørnet og lave den samme aktivitet i et fitnesscenter eller idrætsforening, siger Per Paludan Hansen, formand for DFS, og tilføjer:

”Der er ikke tvivl om, at det var et tydeligbudskab til politikerne. Sammen med DFS’ indsats har det sikret, at folkeoplysningen kom med, da de valgte at genåbne kulturområdet. Vi ved af erfaring, at det ikke giver sig selv, selv om vi ligger under Kulturministeriet.”

Opdatering 17-01-22

Retningslinjer for genåbning

Den 17.1. udsendte Slots- og Kulturstyrelsen nærmere retningslinje for kulturelle og folkeoplysningsaktiviteter i forbindelse med den seneste genåbning.

Mundbind eller visir er påkrævet ved alle indendørs folkeoplysende og foreningsaktiviteter, dog ikke når kursister o.l. sidder ned.

Fremvisning af coronapas er påkrævet ved alle indendørs folkeoplysende aktiviteter men ikke foreningsaktiviteter.

Se de detaljerede regler og anbefalinger i linket nedenfor

Det tabte skal indhentes

”Det vil være fantastisk. Det vil jeg være virkelig glad for!” Sådan lød reaktionen på udsigterne til genåbning i TV2 Øst fra lederen af LOF Slagelse-Korsør-Skælskør Helle Jakobsen.

DFS’ formand deler Helle Jakobsens begejstring, men han deler også hendes bekymring for den nærmeste fremtid:

”Januar er sæsonstart, og det er her, mange tilmelder sig, men i år har borgerne været mere afventende. Nedlukningen har betydet færre tilmeldinger på de forskellige hold. Derfor skal vi nu ud at se, om vi kan indhente noget af det tabte,” siger hun til den regionale tv-station.

Ramt i solar-plexus

Per Paludan Hansen genkender den situation fra resten af aftenskoleverden

”Aftenskolerne er ramt i solar-plexus. Det er almennyttige foreninger, der ikke har en stor kassebeholdning til en ny annoncekampagne, som kan skaffe de manglende tilmeldinger.

De risikerer ovenikøbet, at deres deltagere under nedlukningen har vænnet sig til at have den samme aktivitet i nogle af de virksomheder, som ikke blev lukket ned.

Endelig har den tredje nedlukning gjort folk endnu mere utrygge, og vi ved fra tidligere genåbninger, at mange er usikre på at starte igen,” siger DFS’ formand.

To ugers ekstra kompensation

Som et lille plaster på såret blev der i går besluttet at indføre en omstillingsperiode for de kompensationer, der gælder for selve nedlukningen. For perioden 16. januar 2022 til og med 31. januar 2022 kan aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter ansøge om kompensation på samme vilkår som i perioden, hvor der har været restriktioner.

”Det er selvfølgelig også godt, men problemet rækker meget længere ud i fremtiden. Derfor har DFS allerede opfordret til, at skolerne kan få kompensation for manglende deltagerbetaling helt frem til sommerferien. Det vil vi arbejde videre for,” siger Per Paludan Hansen.

Aktivitetspulje til kulturaktører

Som et led i aftalen om forlænget kompensation bliver der også indført en ny aktivitetspulje målrettet kulturaktører, fx teatre, spillesteder, foreninger mv. inden for kulturområdet, hvis primære formål er at skabe publikumsrettede kulturaktiviteter for borgerne i perioden 16. januar 2022 til og med 4. februar 2022, fx teaterforestillinger eller koncerter, som er åbne for offentligheden.

Kulturaktiviteten skal være publikumsrettet (med mere end 25 samtidige tilstedeværende tilskuere) og åben for offentligheden samt annonceret senest 11. januar 2022. Aktiviteten skal have billetsalg eller dokumentere fremmødte publikummer. Der kan maksimalt ydes 1,0 mio. kr. i støtte pr. aktivitet.

Det er den samme smittefare. Men reglerne er forskellige

Dette debatindlæg af Per Paludan Hansen blev bragt i Jyllands-Posten mandag den 11. januar. Det bygger bl.a. på de mange indlæg fra aftenskoleledere.

»Smitten er den samme, om man dyrker yoga ét sted frem for et andet.« Det udtalte ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard forleden til TV 2 Østjylland.

Det burde ikke være nødvendigt at indkalde en ekspert for at slå den pointe fast, men rundtom i landet undrer aftenskoledeltagere og ledere sig over den virkelighed, de møder.

En FOF-leder fra Djursland konstaterer, at hendes deltagere ikke må gå til smertelindring i varmtvandsbassin, men naboerne kan gå i svømmehallen. FO-Aarhus skal lukke sine yoga- og pilatestilbud, selv om det samme foregår i byens fitnesscentre. I Slagelse undrer en aftenskoledeltager sig over, at hun ikke må gå til zumba hos LOF, men gerne i fitnesscentret. Aftenskolen må ovenikøbet se de samme bevægelsesaktiviteter fortsætte i nabolokalet i privat regi. Sådan er Folketingets nedlukningsregler.

Forskelsbehandlingen går ud over borgere, som har behov for f.eks. den hensyntagende træning, som aftenskoler tilbyder. Deltagerne er ofte svage, ensomme og ældre, som har brug for at dyrke deres krop og sjæl. Og ikke mindst være en del af et fællesskab.

Lige så absurd er det, at daghøjskoler ikke må fortsætte ordblinde- og forberedende voksenuddannelse, men VUC må gerne. Også her går det i mange tilfælde ud over udsatte grupper i samfundet. Det bekymrer mig meget. Derfor gjorde Dansk Folkeoplysnings Samråd regeringen opmærksom på problemet, så snart reglerne blev offentliggjort.

Vi påtager os gerne vores samfundsansvar i kampen mod corona. Men det skal give mening. Kampen mod corona vil ikke lykkes, hvis restriktionerne er uforståelige for befolkningen. Det er disse regler ikke, fordi de ikke har nogen bund i sundhedshensyn eller i viden om smitterisiko.

Det er vigtigt for os, for vores deltagere - og for hele samfundet – at det bliver lavet om.