Fremskridt - men ingen løsning

Finanstilsynet har lavet en vejledning, der skal lette foreningers besværligheder med bankerne. Løsningen er ikke tilstrækkelig – og så er det frivilligt, om bankerne vil bruge den.

Møde i Kultur og Frivillighuset i Holstebro, hvor foreninger får drænet økonomien af bankgebyrer.

Af Michael Voss

For nylig fortalte formanden for Kultur og Frivillighuset i Holstebro til det lokale Dagbladet om en forening i huset, hvis eneste indtægt er et støttebeløb på 2.000 kr. Det tager foreningens bank 2200 kr. for i gebyr at håndtere.

”Det sætter en stopper for det frivillige arbejde og de små foreninger, ” udtalte formanden, Anne Lise Holst.

Ude af proportion

Netop nu har Finanstilsynet sendt et udkast til ny vejledning i høring. Vejledningen skal gøre det lettere for foreningen i Holstebro og andre foreninger, som oplever problemet med gebyrer, der er ude af proportion med foreningernes og kontoernes størrelse.

Gebyrerne hænger tæt sammen med de omfattende kontrolkrav, som bankerne stiller til foreninger. Som regel begrunder bankerne både kontrolkravene og gebyrerne med Loven om hvidvask og terrorfinansiering, selvom der er en meget lav risiko for, at foreningen involverer sig i disse former for kriminalitet.

Baggrunden for vejledningen er et politisk ønske fra Folketinget og mere end et års arbejde i et udvalg og i en høringsgruppe under Finanstilsynet. Sammen med andre paraplyorganisationer for foreninger har DFS deltaget i dette arbejde.

Lav risiko – lavt kontrolniveau

I vejledningen beskriver Finanstilsynet en procedure, som skal gøre et muligt for bankerne at kontrollere foreningerne på en måde, så bankerne opfylder loven uden at stille urimelige og unødige krav.

Vejledningen regulerer ikke gebyrerne, men man kan forvente, at gebyrerne bliver lavere, hvis bankens kontrolarbejde bliver mindre.

Vejledningen beskriver for det første, hvordan bankerne kan udskille lavrisiko-foreninger i en særlig gruppe. Det sker ved at identificere en række træk, der karakteriserer foreningerne.

Ét karakteristikum betyder, at foreningen ”som udgangspunkt” kan behandles som en lavrisikoforening. Syv karakteristika ”understøtter”, at foreningen kan behandles som lavrisiko, mens syv andre karakteristika understøtter det modsatte: at foreningen har øget risiko for at være involveret i hvidvask eller terrorfinansiering.

For det andet beskriver vejledningen, hvilken kontrol bankerne kan nøjes med, hvis de vurderer, at foreningen er lavrisiko. Det betyder bl.a., at bankerne ikke behøver kræve identifikation med dokumentation fra alle bestyrelsesmedlemmer, men kun de tegningsberettigede.

Restriktiv og uklar procedure

DFS har kommenteret udkastet til vejledningen i et høringssvar. Her bakker vi op om grundmodellen, men peger på to store problemer i vejledningen:

For det første er proceduren for at placere foreninger i lavrisikogruppen for restriktiv og uklar. Det betyder, at det er meget usikkert, om det flertal af foreninger, der i praksis ikke udgør nogen risiko ift. hvidvask og terrorfinansiering, vil blive behandlet af bankerne som foreninger med begrænset risiko,” står der.

Det restriktive ligger i, at kun ét kriterium i sig selv fører til lavrisikostatus. Det handler om grundejerforeninger og andre foreninger med automatisk medlemskab. Samtidig er det uklart, hvordan bankerne skal opveje karakteristika, der ”understøtter” henholdsvis lav risiko og øget risiko.

DFS hovedindvending er, at det er helt frivilligt, om bankerne vil bruge vejledningens procedure. Vejledningens taler konsekvent om, at bankerne ”kan” bruge den, ikke at de ”skal” bruge den.

Det betyder, at der ikke er nogen garanti for, at vejledningen i praksis vil gøre det lettere for foreningerne. Tværtimod betyder uklarhederne i beskrivelsen af lavrisiko-foreninger og foreninger med øget risiko, at der er stor risiko for, at banken enten ikke benytter vejledningens procedure, fordi den er for kompliceret, eller – for en sikkerheds skyld – karakteriserer næsten alle foreninger som øget risiko.

Forpligtende regler

I høringssvaret præsenterer DFS også løsninger på disse problemer. Vi foreslår, at en forening ”som udgangspunkt” skal karakteriseres som lavrisiko:

• hvis den har et tilstrækkelig lavt beløb i indestående og i årlig omsætning
• hvis banken i forvejen har betryggende kendskab til foreningen
• hvis foreningen i forvejen bliver grundigt kontrolleret af offentlige myndigheder i forbindelse bevillinger.

Samtidig foreslår DFS, at ”kan” udskiftes med ”skal” forskellige steder i teksten, så proceduren bliver forpligtende for bankerne – alternativt at selve loven bliver ændret med nye forpligtende regler.