Genstartshjælp: kommunekampagne eller milliontilskud

Genstartshjælp: kommunekampagne eller milliontilskud

Redaktionel dato: 22. september 2021

Aabenraa kommune fokuserer på fysisk og mental bevægelse i deres genstartskampagne. Aarhus uddeler millionstøtte, der skal hjælpe folkeoplysningen med at komme i gang igen.

Af Michael Voss

”Vi bevæger Aabenraa – Aabenraa bevæger sig”. Det er overskriften for den kampagne, som kommunen netop har sat i værk.
Kampagnen skal lokke borgerne tilbage til aktiviteter i idræt, folkeoplysning og kulturlivet bredt set. ”Kultur- og fritidslivet kan få folk bevæget – både fysisk og mentalt,” skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Redskaber, der kan tilpasses

Kampagnen består en række medieprodukter og redskaber, som kommunen udbreder, men som foreningerne og skolerne også selv kan bruge i deres indsats for at vinde medlemmer og kursister tilbage efter nedlukningen:

  • Et åbent hus arrangement
  • En video
  • Korte videoklip til sociale medier
  • Færdige facebookopslag og plakater
  • Skabeloner, som kan tilpasses til den enkelte forening
  • En pixibog med kommunikationsråd til foreninger og aftenskoler

Alt sammen ligger frit tilgængeligt på kommunens hjemmeside.

Aabenraa bevæger sig

Fortsætterne fortsætter ikke

AOF Center Sydjylland har aftenskoleaktivitet i blandt andet Varde kommune. Generelt er skolen kommet godt i gang efter nedlukningen.

”Men vi kan mærke, at det går lidt trægt med at få vores trofaste sprogelever tilbage. De er på et tidspunkt startet på et begynderhold og senere gået videre på fortsætterholdene. Men der er mange af dem, der ikke er kommet tilbage endnu, ” fortæller Brian Kronborg, der er leder af folkeoplysningen i centeret.

Det får centeret til at satse særligt på at tiltrække nye sprogkursister i stedet for de frafaldne.

Hellere tilskud end færdigsyet kampagne

Brian Kronborg er glad for, at kommunen vil hjælpe fritids- og foreningslivet i gang igen.

”Det er et fint initiativ. Men det er også meget børn og bevægelse. I forhold til vores aktiviteter kunne det godt have ramt lidt bredere, og så er timingen ikke helt optimal i forhold til vores tidsfrister for tilmelding til efterårets kurser,” siger han og tilføjer:

”Jeg tænker også på, om en kommunal kampagne og fælles kampagneredskaber er den bedste måde at bruge pengene på. Det havde nok været mere nyttigt, hvis kommunen havde stillet penge til rådighed for os, så vi hver for sig kunne have gået mere målrettet og håndholdt efter tidligere kursister og potentielle.”

Millionstøtte i Aarhus

Sådan en pose penge, som Brian Kronborg efterlyser, har de folkeoplysende skoler og foreninger i Aarhus fået. Ovenikøbet en stor pose. Alt i alt er der stillet 14 millioner kroner til rådighed som et boost til at genstarte foreningslivet.

Kommunen leverer 2/3 af beløbet, og Salling Fondene spytter 1/3 oveni. De otte millioner går direkte til de folkeoplysende foreninger, mest idrætten, og to millioner til aftenskolerne. De fordeles efter det normale fordelingstal til de enkelte skoler, som må anvende dem, som de selv vil.

Derudover er der fire millioner i en nødpulje for økonomisk belastede foreninger og aftenskoler. Det er især de små aftenskoler, der ikke har fået støtte ad andre kanaler, og hvis overlevelse kan være i fare.

Utrygge deltagere

”FOF vil bruge en del af pengene til at sikre håndsprit, servietter affugtere og andre tiltag fra corona-perioden. Vi oplever nemlig, at der stadig er mange, som er utrygge ved at komme tilbage i fællesskabet. Det gælder især deltagere over 60 år, og det slår tydeligt igennem på bevægelsesholdene i dagtimerne,” fortæller Søren Peter Hansen, som er direktør i FOF-Aarhus.

Han fortæller også, at flere og flere venter til sidste øjeblik med at tilmelde sig. ”Det er en tendens fra før coronaen, men den er blevet forstærket efter genåbningen,” siger Søren Peter Hansen, der er glad for, hvor meget kommunen involverede aftenskolerne i overvejelserne om hjælp og støtte under nedlukningen. Han er også meget taknemmelig over Salling Fondenes støtte.

Torben Dreier, der er skoleleder i en anden af Aarhus store aftenskoler, FO-Aarhus, er også glad for kommunens støtte.
”Det er guld værd, for det har i den grad været svært at drifte i år, endnu værre end 2020, hvor vi trods alt nåede at sætte aktiviteter i gang. Der var ingen, som turde starte noget, da vi tog hul på 2021,” forklarer han.

Også FO-Aarhus er på nogle felter bagud med tilmeldinger, men det er ikke katastrofalt.

”Vi mærker, at der er en vis angst hos nogle for at komme ud i tæt samvær med andre. Jeg går selv på et madlavningskursus for ældre mænd. Her insisterer nogle medkursister på, at man kun kan være med, hvis man har fået begge stik,” sigen Torben Dreier.

Silkeborg

Speeddate med foreninger

Silkeborg kommune hjælper foreningerne med at komme i gang igen med foreningsdating. Den 30. september kan de ”foreningsløse” møde byens foreninger ved Jysk Park. Gjern Aftenskole vil være en af dem.

”Vi har fået flere henvendelser fra borgere, der godt kunne tænke sig muligheden for at blive præsenteret for flere forskellige foreningstilbud på én gang, siger kommunens bevægelsesbrobygger Helle Heide til Midtjyllands Avis.

Kommunen gennemfører arrangementet i samarbejde med bl.a. DGI, 3F og FOA.

Har din kommune en genstartskampagne?

I denne artikel fortæller vi om genstartsaktiviteter i Aabenraa, Aarhus og Silkeborg. Tidligere har vi beskrevet Vardes genstartskampagne.

  • Hvis din kommune har en genstartskampagne, vil vi meget gerne høre om det. Skriv til Michael Voss, mv@dfs.dk
  • Hvis din kommune ikke støtter arbejdet med få gang i forenings- og aftenskoleaktiviteterne igen, var det måske en ide at foreslå dem det.