Micro-credentials er ikke en løsning i sig selv

Potentielt kan de være en del af løsningen, men det forudsætter en anden tilgang til realkompetencevurdering end den hidtidige. I stedet for at måle og veje i forhold til formelle uddannelsesmål skal vi gøre realkompetencer synlige og nyttige for den enkelte og for samfundet.

Det skriver Randi Jensen i denne kommentar til EU-forslaget om micro-credentials.

"Uddannelsessystemet og regimet for anerkendelse af realkompetence skal tilpasses til menneskers behov for at kunne synlig- og nyttiggøre det, de kan," skriver Randi Jensen.

Af Randi Jensen, sekretariatsleder i Daghøjskoleforeningen

I en artikel i DFS’ nyhedsbrev den 20. december fortalte Bodil Husted om det nyeste skud på det europæiske realkompetence-træ – micro-credentials – og hun opfordrede folkeoplysningen til at se potentialerne i det nye begreb.

Fokusér på den enkeltes ressourcer

I folkeoplysningens pædagogik og metoder er det helt centralt, at vi tager udgangspunkt i de ressourcer, deltagerne kommer med, og bygger videre på dem for at understøtte læring og motivation. Det er interessant for folkeoplysningen at arbejde med realkompetence, fordi det på en meget konkret måde indebærer en deltagerorienteret ressourcetilgang.

Betyder det så også at ideen om micro-credentials er interessant for folkeoplysningen? Nja... Jeg ser bestemt potentialer – men de kan kun blive realiseret, hvis systemtilgangen ændres grundlæggende.

Det afgørende er, at vi får en bredere tilgang til, hvordan vi gør realkompetencer synlige og nyttige for den enkelte og for samfundet.

En folkeoplysende kerneopgave

Efter min mening handler det først og fremmest om at fokusere på de lavthængende frugter: at gøre realkompetencer synlige for den enkelte og at få sat ord på. Så man er mere opmærksom på kompetencerne og dermed bedre kan bære dem med sig, bringe dem i spil og ”sælge” dem i situationer, hvor der er brug for dem.

Det er en lavpraktisk og effektiv tilgang, som giver den enkelte adgang til egne nye handlemuligheder. Det her er en folkeoplysende kerneopgave.

Og det er en tilgang, der i praksis anvendes vidt og bredt i arbejdslivet og civilsamfundet, hvor et eksamens- eller kursusbevis i sig selv sjældent er afgørende for, om du f.eks. får et job, du søger – i hvert fald, hvis du ikke er helt nyuddannet.

Arbejdsgivere efterspørger i almindelighed ikke en trillebør fuld af beviser udstedt af alle mulige forskellige læringsudbydere. De efterspørger i stedet, at du kan forklare og eksemplificere, hvad du kan – og at du viser forståelse for, hvordan det er relevant i forhold til det aktuelle job.

Mennesket eller uddannelsessystemet

Men hvad har det med micro-credentials at gøre? Det er jo lige det...

For god ordens skyld vil jeg starte med at sige, at micro-credentials nok er en ny term, men der findes faktisk allerede en hel del redskaber, der lever op til beskrivelsen. F.eks. Open Badges, som fylder noget i Finland og OCN, som anvendes en hel del herhjemme i Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, STU (for unge med særlige vanskeligheder).

Jeg har selv for år tilbage været med til at udvikle redskaber med henblik på at gøre det, man har lært i en folkeoplysende sammenhæng ”transportabelt” og brugbart i nye sammenhænge. Redskaberne er ikke længere i drift, for i praksis har det vist sig at være en sværere øvelse, end man lige skulle tro.

Det hænger blandt andet sammen med, at der i Danmark, politisk og institutionelt, har været en tilbøjelighed til at anskue realkompetenceøvelsen fra det formelle uddannelsessystems perspektiv – snarere end fra den enkeltes, virksomhedernes og samfundets som helhed.

Realkompetencevurdering, RKV, går i dag ud på at undersøge, hvilke mål i en specifik uddannelse, som den enkelte opfylder, og hvilke hen mangler at opfylde. I praksis opleves det ofte, som om vægten ligger på det sidste.

For at sige det lidt firkantet – så handler realkompetencepolitikken i dag først og fremmest om at tilpasse menneskene til kasserne.

Det burde være omvendt. Uddannelsessystemet og regimet for anerkendelse af realkompetence skal tilpasses til menneskers behov for at kunne synlig- og nyttiggøre det, de kan.

Den forkerte vej

Som Bertel Haarder har sagt det: Uddannelsessystemet skal anerkende realkompetencer, som er lige så gode – også selv om det ikke er helt det samme, som det man efter læreplanen skal lære på uddannelsen.

Jeg tror, at det er 15 år siden Bertel rejste rundt med det mantra – men det er gået den forkerte vej.

Hver gang der er gennemført nye regler med henblik på at fremme anerkendelse af realkompetencer i uddannelsessystemet, så er fokus blevet skærpet på at veje og måle om det, du kommer med, er lige præcist det samme som det, der er beskrevet i stadig mere specifikt formulerede uddannelsesmål.

Begrænset relevans hvis ”plejer” vinder

Et system for micro-credentials kan være et en del af løsningen, fordi det potentielt kan tilbyde mulighed for en større fleksibilitet.

Men hvis man gør, som man plejer, og anskuer det slet og ret som en øvelse i at dele alle formelle uddannelser op i micro-uddannelsesmål, som man så måler den enkeltes micro-credentials i forhold til en-til-en, så ser jeg meget begrænsede fordele.

Det vil også have begrænset relevans for folkeoplysningen. Fordi folkeoplysningens relevans står og falder med, at vi tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og interesser og ikke i et formelt uddannelsesmål.

Desuden at folkeoplysningen som udgangspunkt er et ”vurderingsfrit reservat” i et samfund, hvor vi ellers vurderes hele tiden.

Skræddersyede credentials kan være relevante

For den enkelte kan det sagtens være relevant at få sin læring fra et kursus i folkeoplysende regi dokumenteret i relation til bestemte uddannelsesmål – for at kunne søge ind på en bestemt uddannelse.

Men der vil så typisk være tale om en håndholdt proces og en ”skræddersyet” individuel micro-credential, som snarere er knyttet til den enkeltes individuelle læringsudbytte og mål end til det pågældende folkeoplysende kursus i sig selv. Andre deltagere vil have helt andre mål med deltagelsen.

Micro-credentials kan måske være en del af løsningen, men hvis vi vil give den enkelte bedre muligheder for at drage nytte af sine realkompetencer, så er det andre ting, der skal fokuseres på. Og her er der heldigvis forslag på bordet af den rette støbning.

Reformkommissionen om kompetencevurdering

Nina Smith og reformkommissionen har foreslået, at der etableres en ny praksis for kompetencevurdering med et stærkere fokus på afdækning af personers reelle erhvervede kompetencer i forhold til det arbejde, som uddannelsen/uddannelseselementerne sigter på.

Kommissionen forslår bl.a.:

• at realkompetencevurderings-processer i uddannelsessystemet skal kvalificeres og professionaliseres
• at man i højere grad skal vurdere på tværs af uddannelser, og at fokus skal være på anerkendelse af det, du kan – og ikke nødvendigvis på det, du mangler for at opnå faglært status ift. en bestemt uddannelse.
• at vurderingen i langt højere grad skal baseres på praksisafprøvning i relevante arbejdssituationer.

Hvordan vurderer man bløde kompetencer?

Bodil Husted peger med rette på vanskelighederne ved at dokumentere og vurdere bløde kompetencer, som f.eks. social kompetence, der kan være helt afgørende i visse job. Tænk f.eks. SOSU.

Praksisafprøvning er efter min mening det bedste bud på det punkt. Jeg er tilbøjelig til at mene, at det er den eneste relevante og etisk forsvarlige metode.

Med andre ord bakker jeg helt op om reformkommissionens forslag til bedre praksis omkring anerkendelse af realkompetence. Det er her, med et andet og bredere fokus, man skal begynde – men micro-credentials kan sikkert indgå som et element.