Når loven sender dårlige signaler

”Det fik meget få praktiske konsekvenser,” siger professor Lene Kühle i dette interview om imampakken, som også ramte folkeoplysningen. ”Det var signalpolitik, men med dårlige signaler og ikke engang billigt.”

"Skal samfundet blive antidemokratisk for at bekæmpe antidemokrater," spørger Lene Kühle retorisk.

Af Michael Voss

”Man kan finde anti-demokratiske udtalelser fra imamer. Der er ikke tvivl om, at Hitz-bu-tahrir er en udemokratiske organisation, og fra tid til anden bliver der afdækket terrorplaner i miljøer med radikaliserede muslimer,” siger professor Lene Kühle.

”Men med imampakken gav man indtryk af, at det var et stort problem, og så valgte man nogle redskaber, som ikke bidrog til at løse de problemer, der er. I stedet sendte politikerne et signal til muslimer i Danmark om, at deres religion er et problem, og at vi ikke vil have dem.”

Lene Kühle er professor i religionssociologi ved Aarhus Universitet. Hun har blandt andet forsket i radikalisering, moskeer og dansk lovgivning om religioner. På Vifo’s konference i slutningen oktober holdt Lene Kühle et oplæg om ’hadprædikanter’ mellem religionsfrihed og ytringsfrihed.

Lighed for loven?

Imampakken var en samling lovændringer, som næsten alle Folketingets partiet i huj og hast indgik forlig om efter en udsendelse på TV2, ”Moskeerne bag sløret”.

”Fælles for lovene var, at de skulle ramme ”det ikke-demokratiske”, men det var i flere af lovene meget uklart formuleret. En af ændringerne gav mulighed for at fratage religiøse forkyndere retten til at underskrive vielsesattester, hvis de ikke følger ”normerne” i Danmark,” fortæller Lene Kühle.

Hun forklarer de vage formuleringer med det dilemma, som politikerne stod i: ”På den ene side var deres mål at ramme antidemokratiske imamer, men man kunne ikke direkte bryde med princippet om lighed for loven.”

Lene Kühle forklarer, at det er også det, der viser sig i de igangværende planer om at kræve oversættelse af alle prædikerne på ikke-dansk. Det arbejde er mere eller mindre gå i stå, fordi politikerne ikke vil genere tysksprogede kristne eller buddhister, der taler tibetansk. Men også fordi, det vil være et kæmpe arbejde at kontrollere.

”Vi så det også, da Folketinget forleden behandlede loven om forbud mod donationer til fra ikke-demokratiske lande. Regeringen bedyrede, at det selvfølgelig ikke gælder Vatikanet.”

Uden effekt

I praksis har imamlovene stort set ikke haft nogen effekt, fremgik det af en oversigt, som Lene Kühle viste på konferencen i Faaborg. Her henviste hun også til en undersøgelse af imam-ændringerne i folkeoplysningsloven, som Vifo har udarbejdet for Kulturministeriet. Ingen forening har fået frataget deres økonomiske støtte med henvisning til loven, og kun én forening har fået afslag på lokaler i Københavns Kommune.

Kun for friskolerne har lovændringerne haft alvorlig betydning. Fem skoler er blevet lukket, og tilsynet med friskolerne forsøger ikke længere at løse evt. problemer gennem dialog.

”Det undrer ikke mig, at det ikke har haft andre konsekvenser. Hvis man virkelig vil ramme muslimske ekstremister og kun dem, må man tage midler i bruge, der normalt ikke er tilgængelige i et demokratisk samfund. Så er spørgsmålet, om samfundet selv skal blive antidemokratisk for at bekæmpe antidemokrater.”

Skubbes ud i mørket

Lene Kühle sammenligner reaktionerne på TV2-udsendelsen med Muhammedkrisen, som hun mener, at Danmark slap helskindet igennem.

”Danmark har en smuk tradition for ytringsfrihed. Man lader folk sige, hvad de vil, også det, vi ikke kan lide. Og så ignorerer vi dem, eller vi går i dialog med dem.

Den metode mener jeg, man må foretrække. Jeg frygter, at truslerne og forbuddene skubber de ekstreme ud i mørket, i samfundets yderkanter, hvor vi ikke kan holde øje med dem eller tale med dem,” siger hun.

Opsummerende fælder Lene Kühle denne dom over imamlovgivningen. ”Det har ikke løst nogle problemer. Det er signalpolitik, men også med dårlige signaler, og så er det ikke engang billigt, som man ellers plejer at sige om signalpolitik. I hvert fald har kommunerne måttet bruge mange ressourcer på at implementere de ændringer, der blev lavet i folkeoplysningsloven.