Seneste nyheder
Et stort flertal af Folketingets partier er blevet enige om at afsætte 59 mio. kr. til en pulje, der målrettes foreninger og aftenskoler. Ambitionen er at skabe flere kultur- og idrætsaktiviteter over sommeren og frem til efteråret.
Mange foreninger og aftenskoler har mistet medlemmer og deltagere som følge af de gentagende CO-VID-19-nedlukninger.
Derfor har et stort flertal i Folketinget nu besluttet at afsætte 59 mio. kr. til en pulje, der målrettes foreninger og aftenskoler. Ambitionen er at skabe flere kultur- og idrætsaktiviteter for borgerne henover sommeren og frem til efterårsferien.
Puljen kan bl.a. søges af aftenskoler, der er medlem af ét af de landsdækkende oplysningsforbund under OF (AOF, DOF, FOF, LOF, Fora).
DFS er ved at afklare, om puljen også kan søges af amatørkulturelle foreninger og frivillige kulturelle foreninger. DFS melder ud, så snart der er endelig afklaring om puljens kriterier og ansøgerkreds.
Støtte i en svær tid
Puljen er en del af en samlet COVID-19 sommerpakke på i alt 330 mio. kr.
Kulturminister Joy Mogensen er glad for, at den nye sommerpakke støtter op om kultur- og foreningslivet i en svær tid:
”Nu sætter vi gang i kultur- og idrætslivet med en sommerpakke, der bl.a. giver mulighed for flere publikumsrettede aktiviteter over sommeren og støtte til vores foreninger, der har oplevet et fald i antallet af medlemmer under pandemien.”
Kulturministeriet gør i øvrigt opmærksom på, at regeringen hurtigst muligt vil udstede nærmere retnings-linjer for sommeraktiviteterne.