Jeg er borgeren uden forudsætninger

Marlene Borst Hansen repræsenterer offentligheden i Pressenævnet. ”Min særlige opgave er at se det fra borgerens synsvinkel, både dem, der bliver omtalt i medierne, og dem, der læser det.”

"Borgeren har ret til at blive glemt - også i de digitale medier," siger Marlene Borst Hansen.

Af Michael Voss

Hvis en borger føler sig forkert behandlet i en avis, et radioprogram, et tv-program eller et digitalt medie, kan hun klage til Pressenævnet. Her mødes en redaktør, en journalist, en jurist og en repræsentant for offentligheden en gang om måneden.

Marlene Borst Hansen er en af de to, der på skift repræsenterer offentligheden på pressenævnsmøderne. Sammen med John Meinert Jacobsen er hun udpeget af Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Frigjort fra journalistlogikken

”Der er mange af klagesagerne, der er forholdsvis simple at gå til. Her bliver de fire nævnsmedlemmer hurtigt enige,” fortæller hun.

”Men det betyder selvfølgelig noget, at redaktøren og journalisten i deres hverdag lever i og ser medierne indefra. De kender de journalistiske logikker, og de er opmærksomme på, hvilke konsekvenser en kendelse kan få for pressefriheden.

Derfor er det særligt vigtigt, at jeg tager borgerens synsvinkel. Det handler ikke kun om den konkrete klager, men også at jeg forsøger at se på artiklen eller udsendelsen som en borger, der er uden medieforudsætninger. Hvordan oplever han eller hun det, der er skrevet eller bliver sagt? Det synes jeg er nødvendigt for at kunne vurdere effekten af en artikel eller en udsendelse.”

Netop for at sikre den forudsætningsløshed, aflytter eller ser Marlene Borst Hansen ofte den udsendelse, der er klaget over, inden hun læser klagen og mediets replik.

Forfulgt af fortiden

Pressenævnet får flere og flere sager, hvor en borger gerne vil have fjernet belastende oplysninger om sig selv på internettet.

”I gamle dage var der ikke den store risiko for, at nogen fandt en otte år gammel artikel frem fra et avisarkiv, men i dag er det bare en simpel søgning. Så bliver det mere kompliceret, og der har jeg ofte en anden principiel tilgang til det end de to nævnsmedlemmer, der selv arbejder i medierne.

Medierepræsentanterne er generelt imod at slette artikler med den begrundelse af det er at korrigere historieskrivningen, hvorimod jeg har et særligt øje for borgerens ret til at blive glemt.”

I den type sager kan Pressenævnet pålægge mediet tre forskellige typer rettelser:

• At slette artiklen
• At afindeksere artiklen, så den ikke vises ved en almindelig Google-søgning på personnavnet
• At anonymisere artiklen, dvs. fjerne personnavnet og andre oplysninger, der kan identificere vedkommende.

”Hvis en person som 18-årig har udtalt sig uovervejet og kådt, men belastende, så synes jeg ikke, at hun skal forfølges af det 10 år efter. Et andet eksempel er en ung mand, som for flere år siden blev efterlyst med oplysning om, at han var bortgået i nedtrykt sindstilstand. Det synes jeg heller ikke, at han behøver blive konfronteret med bagefter.

Men jeg forstår godt mediernes modstand mod helt at slette. Og hvis der er tale om grove lovovertrædelser og måske gentagelser, kan der være argumenter for, at oplysningerne stadig skal være tilgængelige.”

Den fulde sandhed?

En klage til Pressenævnet kan også handle om noget, der ikke er skrevet eller sagt. Det kan være en artikel eller et indslag, der er vinklet så skarpt, at nuancer er blevet udeladt.

”I den slags sager forsvarer medierepræsentanterne som udgangspunkt deres ret til at vælge, hvad der skal med i en artikel. Som offentlighedsrepræsentant påpeger jeg til gengæld, hvis der mangler så vigtige elementer, at den ikke er blevet retvisende, men giver et forkert indtryk af personen eller hændelsen.

Det giver nogle interessante diskussioner. Vi repræsenterer forskellige principper, der kolliderer, men jeg oplever også, at vi respekterer hinandens udgangspunkt,” siger Marlene Borst Hansen.

Hun ser ikke noget problem i, at medierne sidder på halvdelen af pladserne i Pressenævnet.

”På den lange bane har medierne også en stor interesse, at borgerne har tillid til medierne, og det har deres repræsentanter også blik for. Men de gange, hvor der er så alvorlige uenigheder, at der bliver afgivet dissens, er det oftest medierepræsentanterne, der stemmer sammen, og juristen og jeg stemmer sammen.”

I de tilfælde – med stemmetallene 2-2 – har juristen, der er formand eller næstformand for Pressenævnet, den afgørende stemmer.

Skal reglerne strækkes?

En af de aktuelle mediediskussioner handler om DR-Ungs program Ellen Imellem, hvor en studievært interviewer en videnskabelig ekspert, men i virkeligheden - via øresneglen - videreformidler spørgsmål fra f.eks. en mand, der mener, at jorden er flad - uden at eksperten er klar over det.

”Den kan ende på vores bord, hvis der kommer en klage, men vi har også ret til at tage den op på eget initiativ. Vi har tidligere diskuteret andre udsendelser fra DR-Ung. Redaktionen bryder med den gængse form for journalistik, fordi de mener, at det skal til for at fange de unges opmærksomhed.

Spørgsmålet er, om vi skal strække de presseetiske regler for at give plads til den slags, eller ændre dem. Det har jeg ikke noget entydigt svar på. Men jeg kunne godt tænke mig, at Pressenævnet tog initiativ til en diskussion i og med offentligheden om den type generelle medieproblematikker,” siger Marlene Borst Hansen.

Hun håber, at den medieombudsmand, som indgår i det nye medieforlig, kan blive drivkraft for den type mediedebatter. ”Til gengæld er det vigtigt, at posten ikke bliver en overdommer eller en appelinstans for kendelser i Pressenævnet,” tilføjer hun.