MF’er: Politikerne skal holde sig væk fra det digitale demokrati

MF’er: Politikerne skal holde sig væk fra det digitale demokrati

Redaktionel dato: 2. maj 2024

”Vi skal holde os væk. Vi skal køre sideløbende og lade os inspirere af det.” Dét var en central pointe til en debat om digitalt demokrati til DFS’ årsmøde.

Mogens Jensen (S), Sascha Faxe (ALT) og Jeppe Søe (M) deltog i en politisk debat på DFS’ årsmøde.

Mogens Jensen (S), Sascha Faxe (ALT) og Jeppe Søe (M) deltog i en politisk debat på DFS’ årsmøde.

Af Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza

Hvordan får vi flere hverdagsdemokrater? Og hvordan kobler man de fysiske og digitale demokratier bedst?

Det var blandt de centrale spørgsmål, da folketingspolitikerne Mogens Jensen (S), Sascha Faxe (ALT) og Jeppe Søe (M) deltog i en politisk debat på DFS’ årsmøde den 25. april i København.

Forud for debatten havde Tænketanken Mandag Morgen præsenteret et sneak peek fra deres undersøgelse ’Hverdagsdemokrater i Fokus’, mens analysebureauet Analyse og Tal havde givet en indflyvning i det digitale demokrati med en præsentation af deres undersøgelse ”Danmarks Digitale Frivillige”.

Og netop sidstnævnte undersøgelse var genstand for debat, da Moderaternes værdi- og digitaliseringsordfører, Jeppe Søe, blev spurgt til, hvordan man skal tilgå Danmarks digitale demokrati på fx Facebook: ”Vi (politikerne, red.) skal holde os helt væk. Vi skal køre sideløbende og lade os inspirere af det.

Han tilføjede, at der i de digitale fællesskaber er en afstand til politikerne, som kalder på mere dialog:

”De digitale fællesskaber mangler en tro på institutionerne – jeg får en dødstrussel om ugen. Det viser, at vi som politikere har svigtet, og vi skal lytte mere til dem (der er aktive i digitale demokratier, red.).”

Det selvorganiserede versus det formelle

Politikerne tog også fat på den klassiske diskussion om, hvordan man vægter de selvorganiserede borgerinitiativer på den ene side overfor det mere formelle foreningsdemokrati på den anden.

Her pointerede Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, at vi skal holde fast i foreningsstrukturerne, hvor man vælger en formand, har vedtægter og generalforsamlinger. For som han sagde fra scenen:

”I det selvorganiserede er der alligevel nogle, der tager magten - bare uden at de er på valg.”       

Han tilføjede, at politikerne primært skal sørge for, at rammerne for hverdagsdemokratiet er til stede – fx ved at mindske foreningernes bøvl i banken.

Alternativets kulturordfører, Sascha Faxe, var mere positivt stemt over for det selvorganiserede demokrati.

Hun foreslog blandt andet, at man kunne etablere foreninger med administrationsansvar for mindre puljer, hvor selvorganiserede fysiske og digitale hverdagsdemokratier kan søge midler fra til lokale aktiviteter. Koblingen er vigtig for hende, da ”vi skal anerkende den midlertidig, der er for nogle.”

Dyk ned i undersøgelser om hverdagsdemokratiet her