Eksperter i at leve med to identiteter

”Det ligger dybt i de fleste at tænke i grænser og dem-og-os, men det danske mindretal i Tyskland lever med et både-og,” siger Knud-Erik Therkelsen. I dette interview gør han status over 20 års arbejde med at give Grænseforeningen en mere ”vitaminrig” platform.

"Flere og flere unge er optaget af mindretal og identitet. Det er en god platform for vores budskab," siger Knud Erik Therkelsen.

Af Michael Voss

Umiddelbart kan det overraske, at det er generalsekretæren i Grænseforeningen, som sætter spørgsmålstegn ved grænsebegrebet. Vi, der har fulgt foreningens udvikling de sidste 20 år, undrer os ikke. Vi ved, at det er slogans som ”Danskerne findes i mange modeller”, vi kan forvente fra Knud-Erik Therkelsen og Grænseforeningen.

Verdens mest forkælede mindretal

I det hele taget er de rigtig gode i Grænseforeningen til slogans og one-liners. Som når Knud-Erik Therkelsen bevidst provokerende siger: ”Danmark begynder ved Ejderen… kunstpause… men Tyskland slutter først ved Kongeåen.”

Med første del af sætningen refererer han direkte til den gamle nationale ”jubelfortælling”, som han kalder det, der var grundlaget for Grænseforening i årtier.

”Den handlede om, at vi alle var danskere – syd og nord for grænsen - og at det i bund og grund var frygtelig synd for de dansksindede syd for grænsen, at de skulle leve nede hos de grumme tyskere. Derfor var Grænseforeningens hovedopgave at samle penge ind i Danmark til det danske mindretal.”

Da Knud-Erik Therkelsen tiltrådte, var han og den daværende formand, Torben Rechendorff enige om, at pengeindsamlingen efterhånden var ved at være lidt absurd.

”Rechendorff sagde, at vi samlede ind til verdens mest forkælede mindretal. Det blev også sværere og svære år for år. De penge, vi kunne samle ind, betød meget lidt i forhold til den statsbevilling, mindretallet fik.

Vi gik derfor i gang med at finde en mere vitaminrig platform, som Grænseforeningen kunne fortsætte sit arbejde på. Opgaven var stadig at synliggøre det danske mindretal i Danmark og forklare, hvorfor de er statsstøtten værd.

Vi valgte at fokusere på, at mange i mindretallet ikke bare er danskere på fremmed grund, at de ikke har en enten-eller tilgang til deres identitet, men betragtede sig selv som både-og.

På den måde præsenterede vi en mere virkelighedsnær fortælling om et mindretal, som ikke kun er danske, men også tyske. Mange i mindretallet har tysk som hjemmesprog og de bruger ofte tysk som fællessprog i mødet med mennesker i området. De isolerer sig ikke, men omgås det flertalssamfund, de lever sammen med. De gifter sig med dem og får børn. Hvis ikke de gjorde det, ville mindretallet dø ud.”

Fra skamfuld til ressource

Det var ikke den historie, vi er vant til at høre i Danmark, men den faldt i god jord blandt de unge i mindretallet.

”Vi fik hurtigt god kontakt til de unge på Duborgskolen og senere A.P. Møller Skolen. Det er de to danske gymnasier i Sydslesvig. Jeg husker, at vi havde inviteret en stor gruppe til København. De var samlet på Christianshavns gymnasium, og vi sagde til dem, at de var spændende, at de var en fantastisk ressource, fordi de havde to nationaliteter, to kulturer og to sprog.

Og mange af dem livede helt op. De blev glade og stolte. I Danmark var de vant til at putte lidt med, at de faktisk taler tysk en stor del af tiden. Det var de nærmest skamfulde over at fortælle i Danmark.”

Bindestregs-identitet

I Grænseforeningen overtog man et begreb for en norsk samfundsforsker, bindestregs-identitet. Han brugte det om etniske minoriteter med indvandrer- og flygtningebaggrund.

”Der er naturligvis stor forskel på vores historiske mindretal og de nytilkomne etniske minoriteter, men der er også indlysende fællestræk mellem de to slags mindretal, f.eks. to-sprogethed og både-og identitet,” siger Knud Erik Therkelsen.

Det arbejdede Grænseforeningen videre med. I forvejen havde foreningen oprettet Grænselandets Elevambassadører, et korps af unge fra det danske og det frisiske mindretal Sydslesvig. Senere kom unge fra det tyske mindretal i Danmark også med. De rejser rundt på gymnasier, højskoler o.l., hvor de fortæller om deres personlige erfaringer fra grænseområdet og mindretallene. 

”Vi oplevede, at når der var unge med indvandrer-baggrund til stede, lyttede de meget interesseret til elevambassadørerne.”

Det fik foreningen til at gå videre med kulturmødeambassadørerne, som både består af unge fra grænselandets mindretal og unge fra etniske mindretal i Danmark.

”Alt dette er sket i en proces, hvor Grænseforeningen har flyttet sig fra at være en indsamlingsorganisation til at være en folkeoplysende organisation.

Vi har en stor folkeoplysende opgave, fordi det ligger meget dybt i os danskere at tænke i grænser og dem-og-os. At kunne have to identiteter er meget fremmed. I Danmark kan vi i virkeligheden lære rigtig meget af, hvordan grænselandets mindretal håndterer deres dobbelte identitet.

Vi skal ikke forkaste det nationale, men vi skal have et naturligt forhold til det. Det er derfor, at vi arbejder for en åben danskhed,” siger Knud Erik Therkelsen med endnu et markant slogan.

Kulturmødeambassadører fra Grænseforeningen.

Identitetspolitik

På sin egen særlige måde flugter Grænseforeningens mission med den helt aktuelle debat om identitetspolitik.

”Det er klart, at identitetspolitik er blevet skældsord for nogen. Men det afspejler, at flere og flere unge er optaget af mindretal og identitet. Jeg synes, det er en god platform for vores budskab.

Knud Erik-Therkelsen mener også, at vi kan bruge erfaringerne fra mindretallet, når vi skal håndtere andre samfundsproblemer.

”Vi kan ikke løse de store samfundsmæssige udfordringer som f.eks. klimaet, hvis vi ikke gør det sammen med ”de andre” og på tværs af grænser. Hvis vi udgrænser og udskammer grupper i samfundet, bliver det ikke et demokratisk projekt, og så kan det slet ikke lade sig gøre.”

Knud Erik afrunder emnet med endnu en one-liner: ”Hvad er et folk? Det er det fællesskab, som bærer demokratiet.”

Mission accomplished?

Da jeg interviewede Knud Erik Therkelsen i 2009, havde Grænseforeningen allerede defineret sig på det nye grundlag, og nogle af aktiviteterne var sat på skinner. Så det er nærliggende at spørge, hvordan det er gået med at omdanne foreningen og få budskabet ud.

”Det tog i hvert fald længere tid, end jeg havde forventet,” lyder det umiddelbare svar.

”I det gamle interview sagde jeg, at en forening med mellemrum må standse op og spørge, om opgaven er løst. Vi er kommet langt, men løst er den i hvert fald ikke.

Det er svært at slippe igennem i de store medier med det gode budskab om, at man kan leve med dobbeltidentitet – oven i købe drage fordel af det, når alle andre hellere vil diskutere konkrete bandeproblemer på Nørrebro.”

På medlemsfronten er der både en dårlig og god historie:

”Vi har haft konstant medlemstilbagegang siden 1955. Dengang havde vi 200.000 medlemmer, i dag er der 10.000.

Men medlemstallet er stabiliseret. Det sidste halvandet år har vi fået tusind nye medlemmer, og det har nok noget at gøre med den store omtale af genforenings-jubilæet. Det er vi stolte af i en tid, hvor de fleste organisationer mister medlemmer.”

Det forpligtende demokrati

Grænseforeningen oplever – som mange andre foreninger – at bestyrelserne ofte består af ældre mennesker, og at de unge ikke kan genkende sig selv i det univers.

”Det er ikke nok, at sagen er vigtig, og at der er kontingentbetalende medlemmer. Det er nødvendigt med ildsjæle, og der er brug for noget socialt, nogle oplevelser sammen.

Vi har faktisk gjort noget for at udvikle nye foreningsformer. I 2019 ansatte vi to foreningskonsulenter i en treårig periode med det formål. Og så kom coronaen,” siger Knud Erik Therkelsen med et dybt suk.

Der er lyspunkter. Han nævner et par byer, hvor der opstået helt nye afdelinger, båret af aldersgruppen midt i mellem, de 40-50 årige.

”Vi får meget ud af at præsentere foreningen for de tysk-studerende, og vi har også Grænseforeningens Ungdom.

Diskussionen kommer løbende op, om vi kan skabe en anden type medlemskab. Det er nødvendigt, at der er en forpligtende, demokratisk struktur. Vi sidder trods alt med en grundkapital på over 100 mio. kr., og den skal der være demokratisk kontrol med.”

”Og så bedriver vi jo også international folkeoplysning. Mange af de andre europæiske mindretal er meget optagede af, hvordan Danmark og Tyskland håndterer grænseområdet og de to mindretal.

Fremtiden som brobygger

Selv om Knud-Erik Therkelsen snart holder op i Grænseforeningen, gør han sig også tanker om, i hvilken retning foreningen kan bevæge sig:

”Nu har vi mange og gode erfaringer med at arbejde med fordomme om mindretallene. På sigt tror jeg også, vi kan arbejde med de indbyrdes fordomme mellem danske og tyskere og blive en slags brobyggere.

Vi har så meget at lære af hinanden.

Når nu Trump bliver genvalgt, og tyskerne viser sig som den mest fornuftige stormagt, så vil der blive endnu mere fokus på samarbejdet.

Hvor ville det være fantastisk med en dansk-tysk folkelig dialog. Vi danskere kan lære af tyskernes selvkritiske holdning til deres egen historie som en modvægt til vores egen lidt selvfede nationale identitet. Tyskerne kunne måske lære noget af os som modvægt til deres lagdeling og strenge hierarkier.”