Loven gav os så mange muligheder

”Den første folkeoplysningslov gjorde alle eksperimenter mulige. Vi kunne få folkeoplysningen til at flyve.” Selv om Torben Dreier selv har gjort meget, synes han ikke, at mulighederne er blevet tilstrækkeligt udnyttet.

”Finere madlavning for finere mænd” fylder stadig for meget i aftenskolerne, mener Torben Dreier.

Interviewet blev gennemført den 11. januar.

Af Michael Voss

”Før 1990 havde vi Fritidsloven, hvor der var meget rigide regler og bureaukratisk kontrol for aftenskolerne. Så vedtog Folketinget den første folkeoplysningslov. Med den fik vi muligheden for at lade folkeoplysningen flyve.”

Torben Dreier begyndte sit arbejde som skoleleder i aftenskole FO-Aarhus i 1983. Men det var folkeoplysningsloven fra 1990, der for alvor blev afsættet for tre årtiers engageret og innovativt folkeoplysningsarbejde. Det fortæller han i dette interview kort før, at han fratræder som skoleleder den 1. februar.

En ud af otte

Allerede inden Torben Dreier blev skoleleder, brugte han sin placering i aftenskolens aktivitetsudvalg til at sætte gang i andre typer folkeoplysning end de traditionelle kurser.

”Jeg var så stolt, da jeg havde fået otte sider med debatskabende aktiviteter med i kataloget. Men så simpelt var det heller ikke. Kun ét af dem fik nok tilmeldinger til at blive gennemført,” fortæller han med et smil.

Det ene arrangement har da også printet sig i hans hukommelse: ”Det var et kursus med Mikael Witte om, hvordan man laver politiske plakater, ham med ”De danske svin er sunde – de strutter af penicillin.”

Men der skulle mere end syv siders aflyste arrangementer til at tage gejsten fra Torben Dreier.

”Allerede under optakten til den nye folkeoplysningslov kom der signaler fra Kulturministeriet, hvor Ole Vig Jensen var minister: I skal gå i gang med forsøgsarbejder. Det fik jeg opsnuset. Vi samlede folk om at lave byhave, og vi satte opsøgende arbejde i Gellerup-kvarteret i gang.”

Føler stadig pulsen

Med den nye lov forsvandt mange snærende bånd, og det har Torben Dreier lige siden forsøgt at udnytte.

”Jeg føler stadig pulsen fra de forsøg og de eksperimenter, vi satte i gang på det tidspunkt. De havde en styrke og værdi, som jeg har taget med mig.”

Da jeg interviewede Torben Dreier i 2009, fortalte han om nogle af disse FO-Aarhus aktiviteter. 12 år efter får jeg en ny stribe eksempler, der alle har fokus på at skabe debat, at ”sparke døre ind” til samarbejde med helt andre typer mennesker og institutioner og at hjælpe ildsjæle med få materielle ressourcer til at komme videre.

Torben Dreier lægger ikke skjul på sit medlemskab af De Radikale:

”Men når jeg skal lave et arrangement om demens, så laver jeg det hellere med Dansk Folkepartis byrådsmedlem, Jette Skive, for hun er stærkt engageret i emnet og ved noget om det.”

Spiller kommunen god

Sidste år samlede FO-Aarhus 500 mennesker til et debatmøde om det, der i det kommunale lingo kaldes byfortætning, men som nogle borgere kalder ”for mange grimme højhuse i Midtbyen”:

”Aarhus Stiftstidende kontaktede mig for at høre, om vi kunne lægge vores egne lokaler i FO-Byen til et debatmøde. Men jeg tænkte, at det var for uambitiøst, så jeg kontaktede kommunen og nogle byrådspolitikere, og så gennemførte vi det på Rådhuset. Så mange deltagere havde vi aldrig kunne tiltrække uden kommunen som medspiller, og vi havde heller ikke haft plads til dem.

Omvendt hjalp vi kommunen med at skabe borgerdebat om et vigtigt spørgsmål og gav nogle politikere en platform. Det er det helt centrale for vores gode samarbejde med Aarhus Kommune. Vi kommer ikke bare og beder om hjælp. Vi sætter noget i gang, som de kan bruge. Vi spiller kommunen god.”

Move'n Act er en af de foreninger, som Torben Dreier har givet en hjælpende hånd.

Skærmer de små

Sportsklubber, boligforeninger, amatørkultur og helt uformelle grupper med en god ide er på listen over dem, FO-Aarhus samarbejder med og støtter.

”Støtten kan der være brug for. Den centralisering på aftenskoleområdet, som jeg advarede mod i det gamle interview, er kun fortsat.

Vi er langt fra de 130 aftenskoler, der var i Aarhus i 1990. De små aftenskoler, der udspringer af hjerteblod omkring særlige sager, har svært ved at overleve. Når jeg kan, forsøger jeg at skærme dem.”

”I Aarhus har vi f.eks. en gruppe, der kalder sig Move’n Act. De har teaterskole og en kursus- og workshopafdeling. En del af deres aktiviteter var organiseret som aftenskole, men efter et økonomisk dårligt år begyndte bestyrelsen at frygte, at de kom til hænge på et stort underskud.

Så satte vi en samarbejdsmodel op. Grundprincippet er, at FO-Aarhus står for alt det administrative, men vi blander os ikke i indholdet af deres aktiviteter. Det kan vi gøre, fordi vi har ansatte, der i forvejen administrerer aftenskole-økonomi, og fordi vi har en økonomisk ballast, der gør, at et enkelt årsunderskud ikke ryster os.”

Lykkelig, lykkelig – men ikke helt lykkelig

”Jeg er lykkelig, lykkelig, lykkelig! Vi drømte om det, for fanden, mand! Vi har været ved at dø af det her.” Sådan lød det fra Torben Dreier, da TV2 Østjylland for et par uger siden interviewede ham genåbningen af aftenskolerne.

Det er denne begejstring for alt, hvad der har med folkeoplysning og samfundsdebat at gøre, som de fleste forbinder med Torben Dreier. Men når jeg spørger til den generelle udvikling på området, bliver han noget mere afdæmpet.

”Der er gode eksempler rundt om i landet. Men mange har ikke udnyttet de muligheder, vi fik i 1990, som ovenikøbet er blevet udvidet senere. ”Finere madlavning for finere mænd” fylder stadig for meget.

De debatskabende midler bliver mest brugt til at hyre dyre kendis-oplægsholdere – i stedet for at bruge lokale kræfter til at inddrage borgerne i en debat om samfundets og ikke mindst lokalsamfundets udvikling.

Vi har også fået fleksible tilrettelæggelsesformer, en yderligere frihed til at løsrive os fra modellen med ”aftenskolelærer underviser kursister hvert tirsdag aften.” Men vi har glemt at bruge den pædagogiske frihed. Der har VUC faktisk overhalet os.”

Prisen for frihed

Torben Dreier er bevidst om, at finansiering også kan sætte grænser for udvikling og nyskabelse.

”Frihed i folkeoplysningsloven kom med en pris. Indtil da havde vi en fast finansieringsmodel: Staten gav en tredjedel, kommunerne en tredjedel, og deltagerne betalte en tredjedel.”

I stedet fik vi en kommunal støtte på højest en tredjedel af lærer- og lederlønninger. Op til vedtagelsen af loven kæmpede jeg mod den nye finansiering, men KL stod benhårdt på, at de ikke ville forpligtes til at udbetale støtte pr. automatik.

Jeg tror ikke, at vi får den økonomi tilbage, som vi havde før. En mere realistisk mulighed er, at vi får Folketinget til at afsætte penge til bestemte temaer. At aftenskolerne får særlig støtte til at skabe folkeligt engagement om prioriterede emner, f.eks. bæredygtighed.

Det behøver ikke betyde, at vi bliver statens forlængede arm. Der skal stadig være en grundfinansiering af aftenskoleaktivitet, og vi skal også have frihed til at skabe debatten med vores egne metoder. Hvis en aftenskole frygter at blive spændt for en vogn, kan de jo altid lade være med at søge den slags midler.”

Brug hele motorvejen

Som det er fremgået, kan Torben Dreier tale længe, og han har også klare meninger om det meste, der har med folkeoplysning at gøre. Mere stille bliver han, da jeg spørger ham, i hvilken retning folkeoplysning skal gå de kommende år.

”Jeg skal ikke lægge linjen for en ny leder. Et lederskifte vil altid påvirke stilarten. Men jeg synes, at det er vigtigt, at man ikke lægger en kurs, der snævrer sig ind til en lille sti. Man skal bruge hele motorvejen.