Samarbejde kan gøre Norden til globaliseringens vinder

Det er den fælles samfundsopfattelse og de fælles værdier, der er grundlaget for Peter Jon Larsens engagement i det nordiske samarbejde. Folkeoplysning, politisk påvirkning og folkelig bevægelse er vejen frem, forklarer han i dette statusinterview, inden han fratræder som generalsekretær i Foreningen Norden.

”Det glæder mig usigeligt, at interessen for samfundet og aktivismen har været stigende i de yngre generationer," siger Peter Jon Larsen (Foto: Jørgen Carlsen)

Af Michael Voss

”Mange danskere opfatter de andre nordiske folk som den irriterende onkel eller den snakkesalige tante. Men når vi møder dem ude i verden, så søger vi sammen og taler sammen.”

Peter Jon Larsen repræsenterer ikke en romantisk forestilling om de hjertelige forhold mellem de nordiske broderfolk. Til gengæld insisterer han på, at vi faktisk har meget til fælles.

Enige om grundholdningerne

”Det er hele det samfundsmæssige grundlag, vi deler: de pluralistiske demokratier, uddannelse og ikke mindst dannelse. Vi deler også ideen om, at beslutningerne skal bevæge sig nedefra og op, den sociale velfærdsmodel og det kollektive ansvar for de svageste.

På tværs af politiske og nationale forskelle er vi enige om det. Så kan vi skændes om velfærdsniveauet, men det er partipolitik. Det er også derfor, at folk i andre lande ikke kan kende forskel på de nordiske lande og de nordiske folk,” siger Peter Jon Larsen.

Denne tankegang er også fundamentet for Foreningen Norden. Igennem over 100 år har foreningen sat sig som opgave at dyrke det nordiske samarbejde, indadtil og udadtil. Præcis som tilsvarende foreninger i de andre nordiske lande.

”Behovet for nordisk samarbejde er bestemt ikke blevet mindre, siden vi blev stiftet. Globaliseringen har kun understreget det. Vi kan selv vælge, om der skal komme fem tabere eller én vinder ud af det. Det afhænger af, hvor meget vi samarbejder” siger den snart afgåede generalsekretær.

Lobbyisme og folkeoplysning

Ifølge Peter Jon Larsen går Foreningen Norden til opgaven med at styrke det nordiske på to forskellige måder.

”Vi har aftalt en klar arbejdsdeling. Lokalafdelingen er mere kulturorienterede. De arrangerer foredrag og studiekreds og plejer forbindelser til venskabsbyer i andre nordiske lande. Det er især her, at man finder foreningens folkeoplysende aktiviteter.

I landsorganisationen fokuserer vi mere på at overbevise politikerne om værdien af det nordiske samarbejde. Det gør vi bl.a. ved at komme med konkrete forslag til Nordisk Ministerråd. I al beskedenhed tror jeg, at Foreningen Norden og vores nordiske søsterforeninger står bag de fleste af de projekter, som de fem lande har gennemført sammen.

I øjeblikket arbejder vi for, at landene udnytter de muligheder, der er for at samarbejde om miljøberedskab til havs. Vi deler jo sunde, bælter og have. Hvorfor ikke deles om det, når der skal købes nye skibe og nyt udstyr. Mere værdi for de samme penge.” 

Op imod stormagterne

Udvikling i Arktis er et andet interessefelt for Foreningen Norden.

”Vi er oppe imod fire stormagter: USA, Canada, Rusland og Kina. Skal vi have indflydelse, kræver det, at de nordiske lande står sammen.

Foreningen Nordens holdning til udviklingen i området bygger på tre principper. Det skal være bæredygtigt. Der skal tages hensyn til de oprindelige folk. Og det skal helst ikke være militaristisk. Men vi tager ikke stilling til, hvor grænser og ruter skal gå.”

Miljøberedskab og Arktis er samtidig eksempler på, at foreningens lokale og nationale arbejde hænger sammen.

”Når vi arbejder med de to temaer i landsorganisationen, er det tit også det, som lokalforeninger arrangerer foredrag og debatter om.”

"De nordiske lande er oppe imod fire stormagter i Arktis," siger Peter Jon Larsen (Russiske soldater i Arktis/Foto: Det russiske udenrigsministerium)

Pligt til holdninger

De klare idepolitiske holdninger har Peter Jon Larsen været med til at sætte i centrum for Foreningens Nordens arbejde.

”De første mange år, hvor jeg var generalsekretær, hed formanden Dorte Bennedsen. Hun og jeg var enige om, at foreningen skulle politiseres. Hvis det hele går op i at besøge venner i andre nordiske lande, så er der ingen grund til at holde liv i foreningen.

Vi skal være en idepolitisk forening, der stiller politiske krav. Som en stor forening i civilsamfundet har vi ansvar for at sikre, at den brede folkelige samfundsdebat bliver vedligeholdt. Det gør vi ved at skabe rum for debat, men også ved selv at spille ud med holdninger.” 

Aktivistisk ungdom

Netop samfundsdebatten var Peter Jon Larsen bekymret for, da jeg interviewede ham for næsten femten år siden. Han kaldte det en afideologisering: ”I stedet for diskussioner om visioner får vi fra-hånden-til-munden politik,” sagde han dengang. Han konstaterede også, at der ikke blev diskuteret så meget politik på arbejdspladsen, i bussen og med venner og familie.

Her ser han en opmuntrende udvikling blandt de unge i dag:

”Det glæder mig usigeligt, at interessen for samfundet har været stigende i de yngre generationer siden 2009 – og det gælder også måden, de gør det på, via aktivisme. Dengang var de ligeglade, men det er sket noget, især på klimafronten.

Selvfølgelig har de ikke alle nuancerne med, sådan er de unge. Men der er virkelig drev i det.

Som ung skal man prøve grænser, og det har de gjort. Efterhånden får de nuancerne med, prioriteringer, det bredere perspektiv, og en mere holistisk opfattelse af samfundet.

De har nok heller ikke helt fundet formen endnu. De spontane initiativer er gode, men det er ikke forpligtende. I hvert fald hvis der skal støttekroner til, er det nødvendigt, at nogen har ansvaret. Der skal være struktur.

Under alle omstændigheder er det opmuntrende. Og som jeg sagde til mine egne unge: Gør det på jeres måde, men gør det. Hvis ingen gør noget, ender vi i en form for diktatur.” 

Foreningslivets udfordringer

Som hos mange andre foreninger, så vælter det ikke ind med nye medlemmer hos Foreningen Norden.

”Vores medlemstal er nogenlunde stabilt, men vi har en høj gennemsnitsalder. Vi gør meget for at få nye generationer ind i foreningen. De, der har for travlt med uddannelse, børn og karriere, får muligheden for som medlemmer at støtte sagen uden noget pres for at blive aktive i bestyrelser og den slags.”

I mange foreninger har man på fornemmelsen, at unge, som vover sig indenfor, bliver skræmt væk af ældre, mangeårige medlemmer, som vil køre det, som de altid har gjort.

”Nej, det er ikke de ældre, som vil have, at alt skal være, som det plejer. De har måske ikke selv ideerne til, hvordan man kan gøre det anderledes. Men vi venter på, at de unge kommer med nye modeller for en eller anden form for forpligtende model for foreningsarbejdet. Det er de unge, der ikke har tilbudt en ny platform.” 

Mere udenrigspolitisk samarbejde

På vej væk fra chefposten gør Peter Jon Larsen sig mange tanker om, hvor Foreningen Norden skal bevæge sig hen.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke fremad. Jeg er godt i gang med at planlægge et møde for de fem nordiske foreninger om fremtiden for det nordiske samarbejde. Det er et møde, som jeg næppe selv kommer til at deltage i.

I det lidt længere perspektiv mener jeg, at der mangler noget vigtigt i det nordiske samarbejde. Det er det udenrigs- og sikkerhedspolitiske. Selv om vi ikke er i samme forsvarsalliance, er der meget, vi kunne samarbejde bedre om. Hvorfor er der f.eks. ikke flere steder end Berlin, hvor vi deler et ambassade-område.

I de internationale organisationer kunne vi i langt højere grad tale med samme stemme. Det gælder både i EU, i Europarådet og i FN. Især bør de nordiske organisationer arbejde sammen om at styrke FN. I dag styres globaliseringen af de syv eller måske de 20 rigeste lande.

Her ser jeg FN som et nødvendigt alternativ. Jeg ved godt, at FN bliver kritiseret for ikke at have gennemslagskraft nok, men når FN ikke er stærkt nok, er det staternes skyld. Det kan de nordiske lande gøre til en fælles dagsorden, og det er de nordiske foreningers opgave at gøre opmærksom på det.