Seneste nyheder
Sammen med foreninger og aftenskoler har Varde kommune iværksat en kampagne for at få medlemmer og deltagere tilbage i foreningslivet. ”Det er en flot, professionel video- og facebook-kampagne, men det et lidt for svært for den interesserede borger at finde den rette aktivitet,” siger en lokal aftenskoleleder.
Af Michael Voss
Børn spiller håndbold, voksne træner i skydeforening, unge og voksne danser, børn lærer madlavning, voksne øver korsang, børn i en spejderhytte, voksne væver. I korte klik med musikunderlag skildrer en lidt over to minutter lang video foreningslivets tilbud til Vardes borgere.
Videoen er grundmaterialer i den kampagne som kommunen i øjeblikket ruller ud i samarbejde med de fire fritidssamråd: aftenskolerådet, Idrætsrådet, fællesrådet og kulturelt råd. Overskriften for kampagnen er ”Genstart fællesskabet – din foreninger venter dig”.
Med materialet fra grundvideoen har kommunen produceret 10 plakater og 8 minivideoer på 16 sekunder, primært til brug på Facebook og andre sociale medier. Til foreningerne er der desuden en vejledning til, hvordan de kan bruge materialerne.
Varde kommune : Genstart fællesskabet
Holdt hånden under foreningslivet
”Corona-nedlukningen har gjort det svært for foreninger at fastholde og rekruttere nye medlemmer, og aftenskolerne skal have aktiviteten op på normalt niveau igen. Det skal kampagnen hjælpe til,” fortæller Karsten Rimmer, der er kultur- og fritidschef.
Karsten Rimmer er ellers stolt af den støtte, kommunen gav foreninger og aftenskoler under nedlukningen:
”Vi gik til grænsen for, hvor meget vi måtte hjælpe ifølge Kulturministeriets bekendtgørelse. Det har betydet, at de har holdt skindet på næsen. Det var vigtigt for os at holde hånden under dem, så de også var der bagefter.”
Det bekræfter de lokale aftenskoler: ”Kommunen spurgte, hvad de kunne gøre for os,” siger Gitte Flycht, der er forstander i FOF-Vest, og skoleleder Troels Lorenzen, i LOF-Sydvest, fortæller, at de havde en rigtig kommunikation med kommunen under nedlukningen.
Tabte medlemmer og kursister
Da aftenskolerne og foreningerne kunne begynde at genoptage aktiviteterne i forsommeren, tog kommunen kontakt til de fire råd, der samler foreningslivet, for at høre, hvordan man vinder medlemmer og deltagere tilbage. Sammen udviklede de kampagnen, som er finansieret dels af halvdelen af de penge, som de fire råd har til rådighed årligt, plus en særbevilling fra kommunalbestyrelsen.
”Vi kan se, at det er et problem at få medlemmerne tilbage i foreningerne. Idrætten har mistet 10 procent af deres medlemmer. De har mistet mange frivillige instruktører. Nogle af de voksne er kommet ud af vane med at foreningsaktivitet, og nogle ældre er stadig lidt utrygge ved at være sammen med mange andre mennesker,” siger fritidschef Karsten Rimmer.
Det kan aftenskolerne også mærke.
”Det går godt med kurserne. Nogle hold er overtegnede. Men det går lidt tungt med tilmelding til foredragene,” fortæller Gitte Licht.
I FOF vil Troels Lorenzen ikke kalde det mere end OK: ”Vi har fået en del aktiviteter i gang igen. Holdene er forholdsvis godt fyldt op, men mange kursister er forsvundet. En fjerdedel af deltagerne på bevægelsesholdene er ikke kommet tilbage. Vi har selv måttet bruge flere penge end normalt på en massiv markedsføring for at få nye ind på kurserne,” fortæller han og tilføjer:
”Det kommer oven i en hård periode, hvor der var ekstra meget administrativt arbejde med at finde på nye typer aktiviteter, planlægning og aflysninger, tilbud om tilbagebetaling, søgning til puljer, osv.”
Flot video – dårlig hjemmeside
Begge aftenskoleledere er glade for, at kommunen har iværksat kampagnen, både for at vinde tidligere deltagere tilbage og for at tiltrække nye. De har begget været med til at træffe beslutningen i Aftenskolerådet, og Gitte Licht har bidraget med ideer.
”Det er blevet til flotte videoer. Jeg kunne godt ønske mig, at der var flere voksne i dem, og at aftenskole-aktiviteterne var lidt bedre repræsenteret. Men det var svært at finde aftenskolekurser til optagelserne i midten af juni,” siger Gitte Licht.
Troels Lorenzen deler tilfredsheden det professionelle arbejde, men han er skeptisk over for, hvor stor virkning den har.
”Som kampagne falder den til jorden. Budskabet om at komme i gang igen et tydeligt, og det kan få mange til at overveje det. Men når de så skal finde en aftenskole eller en forening, så bliver det rigtig svært. Der er et link til en fuldstændig uoverskuelig hjemmeside på 30 sider, der er meget lidt brugervenlig,” siger han.
”Pengene er tæt på at være spildt, og det er ærgerligt,” mener LOF-lederen.
Ingen af de to aftenskoleledere kan endnu vurdere, hvor meget gennemslagskraft materialerne har fået. De har ikke været til rådighed længe nok endnu.
Har din kommune en genstartskampagne?
- Hvis din kommune har en genstartskampagne, vil vi meget gerne høre om det. Skriv til Michael Voss, mv@dfs.dk
- Hvis din kommune ikke støtter arbejdet med få gang i forenings- og aftenskoleaktiviteterne igen, var det måske en ide at foreslå dem det. Fritids- og kulturchef Karsten Rimmer deler gerne sine erfaringer med andre kommuner.