24 borgere skal løse trafikproblemerne i Aarhus midtby

24 borgere skal løse trafikproblemerne i Aarhus midtby

Redaktionel dato: 3. februar 2021

Hvordan kan Aarhus nedbringe sit CO2 aftryk og få et bedre klima? Det har eksperter, medier og politikere mange meninger om. Men denne gang vil man høre borgernes forslag – med hjælp af folkeoplysende foreninger.

Af Michael Voss

Paul Natorp fra Sager der Samler skal facilitere borgersamlingen. (Foto: Tahmasbi/Lokalavisen Aarhus)

Paul Natorp fra Sager der Samler skal facilitere borgersamlingen. (Foto: Tahmasbi/Lokalavisen Aarhus)

Det er et bredt samarbejde, der står bag den såkaldt mini-borgersamling. Med i gruppen er lokalavisen Århus Onsdag, Aarhus Kommune i form af bibliotek og borgerservice, folkeoplysningsorganisationen FO-Aarhus og Sager der Samler. Det sidste er en er en platform for selvorganiserede initiativer fra borgere. Platformen er partnermedlem af Daghøjskoleforeningen.

Det konkrete tema for borgerhøringen er de trafikale forhold i Aarhus midtby. Kommunens analyser viser, at trafikken er en af de helt store syndere, når det handler om byens CO2-udledning.

God metode til varme kartofler

"Ændringer af persontransporten skaber stor polarisering, og det er svært for politikerne at gå ind i drøftelserne. Politikerne er simpelthen bange for, at folk bliver sure. Men her kan borgerne komme med indlæg og idéer, der ikke er partsindlæg. Der er flere eksempler på at borgerindsamlinger er gode i sager, der er varme kartofler," fortæller Paul Natorp fra Sager der Samler til Aarhus Onsdag.

Paul Natorp har erfaringer med borgersamlinger, blandt andet fordi han også var med til at facilitere Københavns hidtil eneste borgersamling, der blev afholdt i november 2019 med 36 deltagere, som tog stilling til trafikken i Middelalderbyen.

FO-Aarhus erfaringer

Torben Dreier fra FO-Aarhus sidder i styregruppen. Her har han været med til at udvikle ideen og projektplanen. Med ind i samarbejdet han har bragt en række borgerinddragelses-projekter, som FO-Aarhus har været involveret i tidligere.

”Det begyndte vist med ”Havn på spil”, der handlede om udviklingen af havnen i Aarhus. Vi havde 500 mennesker med til at diskutere fortætning af byen, og vi deltog også i et borgerinddragelsesprojekt omkring Kongelunden og et nyt AGF-stadion. Det er bare nogle eksempler,” siger Torben Dreier.

”Borgersamlingen er en metode, hvor vi kan undgå, at det hele går op i en forsimplet konfrontation mellem dem, der har går ind for bilfri midtby, og dem, der er imod,” tilføjer FO-Aarhus-lederen.

E-boks og digital platform

For at opnå det er udvælgelsen af deltagerne vigtig. Det kan være svært at få en invitation til deltagelse ud til en bred kreds. Men det blev løst, da projektet fik lov til at skrive til alle borgere i et bestemt område af byen via E-boks.

400 mennesker meldte sig, og ud af denne gruppe har man valgt 24 repræsentative personer, der over en periode skal møde uafhængige eksperter fra f.eks. fra Dansk Cyklistforbund, FDM og Aarhus City Forening. Paul Natorp faciliterer processen. Herefter skal deltagerne udvikle forslag og præsentere dem for politikere og for andre borgere den 13. april i kulturhuset Dokk1. Paul Natorp faciliterer processen.

Oprindeligt skulle borgersamlingen mødes i FO-Aarhus center, kaldet FO-byen, men som så mange andre arrangementer bliver det digitalt. FO-Aarhus har også bidraget økonomisk med de midler, de har afsat til debatskabende aktiviteter.

Michael Hauge Lavendt elsker biler, men vil gerne have mindre biltrafik i Aarhus midtby. (Foto: Tahmasbi/Lokalavisen Aarhus)

Michael Hauge Lavendt elsker biler, men vil gerne have mindre biltrafik i Aarhus midtby. (Foto: Tahmasbi/Lokalavisen Aarhus)

Tidligere taxa-chauffør vil have færre biler i midtbyen

Michael Hauge Lavendt har kørt taxa i 10 år i Aarhus. I en periode kørte han kun natkørsel, fordi trafikken var for tæt om dagen. Med det kendskab til byens trafik er han en oplagt deltager i den 24 personers store borgersamling.

"Mange betragter det som en stor frihed at kunne fragte sig selv rundt i egen bil. Det har jeg forståelse for, men de benzindrevne biler er bare ikke gode for miljøet. Jeg siger det med stor smerte, for jeg elsker biler. Der er ikke noget mere lækkert end en benzinmotor, der snurrer i en gammel bil," siger han til lokalavisen Aarhus Onsdag.

Om sin holdning inden diskussionerne i borgersamlingen siger Michael Hauge Lavendt til avisen: "Jeg er paradoksalt nok umiddelbart positiv overfor idéen om en form for bilfri bymidte - der skal være nogle undtagelser for taxa og den kollektive trafik til handicappede, gå-hæmmede og vareleveringer."