Her er Danmarks nye grundlovssang

Her er Danmarks nye grundlovssang

Redaktionel dato: 22. maj 2024

I år er det 175 år siden grundloven blev vedtaget. Det bliver fejret med en helt ny grundlovssang, som er skrevet af sangskriverduoen Dy Plambeck og Marianne Søgaard.

På billedet ses Dy Plambeck og Marianne Søgaard. Pressebillede: Højskolerne

På billedet ses Dy Plambeck og Marianne Søgaard. Pressebillede: Højskolerne

Af Eva Ferré Winkel

For at fejre Grundlovens 175-års jubilæum, udskrev Sangens Hus, Højskolerne og DR i februar en konkurrence, hvor danskerne kunne indsende forslag til en ny, dansk grundlovssang. Nu er sangen ”Der, hvor du har hjemme” blevet kåret som vinder. Sangen er skrevet af sangskriverduoen Dy Plambech, som er tekstforfatter på sangen, og Marianne Søgaard, som har skrevet melodien.

At have en stemme

Kravene til den nye grundlovssang var blandt andet, at det skulle være en fællessang, som kunne illustrere Grundlovens værdier i dagens Danmark. Sangen ”Der, hvor du har hjemme” tager fat i netop Grundlovens værdier og danskhed på en ny måde.

I sin begrundelse har juryen nemlig blandt andet lagt vægt på, at sangteksten adskiller sig fra mange andre sange om Danmark ved ikke at italesætte Danmarks fysiske udformning, men i stedet fokusere på, hvad danskhed er og den følelse af danskhed, som knytter danskernes sammen. Derfor er det at have og bruge sin stemme som demokratisk værktøj ifølge tekstforfatter, Dy Plambech, et centralt tema i sangen.

”Det at have en stemme tror jeg er fundamentalt vigtigt for os mennesker. Ved at bruge sin stemme bliver man synlig og får plads i verden. Jeg ville gerne skrive en sang, der opfordrer folk, særligt unge mennesker, til at bruge deres stemme. Både valgstemmen, men også deres egen stemme. For på den måde sikrer vi demokratiets fortsatte udvikling,” siger Dy Plambeck i en pressemeddelelse fra Højskolerne. 

Nutidens og fortidens Danmark

Melodien til sangen trækker inspiration fra tiden lige før den første Grundlov blev vedtaget i 1849. I pressemeddelelsen fra Højskolerne fortæller komponist og højskolelærer, Marianne Søgaard, at hun ladet sig inspirere til melodien af de folkemøder, der blev holdt første gang på Himmelbjerget i 1839 og i 1840’erne spredte sig til flere steder i landet.

”Til folkemøderne samledes folket om taler, fællessang og folkedans. Jeg har derfor forsøgt at skrive en melodi, som er inspireret af folkemusik og kan akkompagneres af akustiske instrumenter som harmonika og violin,” siger Marianne Søgaard i pressemeddelelsen.

Mens melodien altså er blevet inspireret af tiden lige før Grundloven blev vedtaget, knytter teksten bånd imellem fortid og nutid. Teksten indeholder blandt andet ord som jættestue og mindesmærke og leder dermed tankerne tilbage til en forsvunden tid. Samtidig kan man også finde referencer til vrede, demokratiske paneldebatter og nutidens travlhed, som er repræsenteret i ord som ’hamsterhjul’.

På den måde leger sangen med danskhed både før og nu, og sætter fokus på, hvor vigtig Grundloven er for Danmark.

Vil du høre den nye grundlovssang?

Her kan du finde hele pressemeddelelsen, høre sangen og finde noderne.