Seneste nyheder
Højskolerne har iværksat en indsamling, der skal dække unge ukraineres og russeres deltagerbetaling. ”Vi ønsker at bidrage med livsoplysning, demokratisk dannelse og mellemfolkelig forståelse,” siger Højskolernes formand.
Ikke kun unge danskere skal have gavn af et højskoleophold, hvor deltagerne dyrker deres interesser, forbereder sig til en uddannelse og har det sjovt i fællesskab med andre unge. Også unge ukrainere og russere i Danmark skal have denne chance og muligheden for at styrke det demokratiske engagement.
Det er baggrunden for, at Højskolerne inviterer de to grupper inden for dørene. Men for de fleste ukrainske flygtninge vil det være lukket land – af økonomiske grunde.
Nedsat takst plus indsamling
Et højskoleophold koster typisk mere end 1.500 kroner om ugen, og det har de færreste flygtninge råd til. Højskolerne må ikke lade folk gå på en skole gratis, men de må gerne sænke prisen til 500 kroner for en uge. Det er det, der sker nu.
En pengeindsamling skal dække de sidste 500 kroner, så prisen ender på nul for ukrainske og russiske elever.
Andre synspunkter og andre kulturer
”Med indsamlingen håber vi at kunne give ukrainske og russiske unge, der ønsker det, et stipendie til ophold på en dansk højskole for på den måde at kunne bidrage med det, vi som højskoler kan: livsoplysning, demokratisk dannelse og mellemfolkelig forståelse,” siger Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark, på Højskolernes hjemmeside.
Højskolerne har været i dialog med folk i Ukraine, der meget gerne vil have deres unge på en dansk højskole, fordi de kan lide hele tanken bag.
”Når initiativet også omfatter russere, er det ifølge foreningen i tråd med højskoleånden, hvor man gerne skal møde andre synspunkter end sine egne og derved styrke forståelsen af andre kulturer,” siger Lisbeth Trinskjær.
Dagligdagen bliver lettere
De seneste uger er flere højskoler begyndt at optage ukrainske flygtninge som elever med hjælp fra lokale indsamlinger og donationer. På Idrætshøjskolen Aarhus befinder der sig lige nu fire kvinder i starten af 20’erne, som alle har skiftet deres status som flygtninge ud med en som højskoleelever.
”Det at være tæt på andre elever og have timer og aktiviteter hele dagen hjælper os til at ’slå hjernen fra’. Når man holder sig i gang, er dagligdagen lettere,” siger Alisa Malysheva, der er en af eleverne.
Støt indsamlingen!
Indsæt et beløb på denne konto: Højskolernes Hus, Reg.nr. 5301 Konto nr. 0271806
Eller med Mobile Pay: 240316