Indstil din kandidat til Folkeoplysningens Pris 2023

Indstil din kandidat til Folkeoplysningens Pris 2023

Redaktionel dato: 11. april 2023

Kender du en forening, organisation eller borger, der har igangsat et ekstraordinært folkeoplysende initiativ? Så indstil din kandidat til Folkeoplysningens Pris.

Af Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza

DFS uddeler for andet år i træk ’Folkeoplysningens Pris’, der fejrer folkeoplysningen og den sammenhængskraft, som den skaber i samfundet. Og nu har du muligheden for at indstille din kandidat.

Prisen uddeles til en forening, organisation eller borger, der har igangsat et ekstraordinært folkeoplysende initiativ, der med stor gennemslagskraft har udviklet folkeoplysningen og skabt nye fællesskaber.

Med prisen følger 10.000 kr., der er øremærket til, at vinderen kan udbrede det folkeoplysende initiativ. 

En folkeoplysende jury

Alle kan indstille kandidater frem til den 18. juni 2023. Herefter udvælger en jury fem nominerede og senere en vinder blandt de indstillede kandidater med afsæt i fire kriterier.

Først og fremmest kigger juryen på, om der er tale om et ekstraordinært folkeoplysende initiativ, der går forrest og skaber nye muligheder for folkeoplysningen. Samtidig skal initiativet skabe nye former for fællesskaber, der bryder med vane- eller kassetænkning.

Derudover har juryen også blik for, om initiativet udføres med en gennemslagskraft, der får deltagerne til at engagere sig i en sag. Og endeligt skal initiativet udvikle folkeoplysningen ved at skabe forandringer for mennesker til inspiration for folkeoplysende skoler og foreninger.

Juryen består igen i år af Bernhard Trier Frederiksen fra Fora, Søren Børsting fra Højskolerne, Adam Meinertz fra Folk & Sikkerhed, Pia Sverdrup-Jensen fra DAOS, Annemarie Balle fra Folkevirke og Natacha Holst Hansen fra DFS.

Juryen er nedsat af DFS, og medlemmerne repræsenterer foreninger, der er medlem af DFS, med undtagelse af Natacha Holst Hansen, der repræsenterer DFS.

Vær med til prisoverrækkelsen i Aarhus

Vinderen af Folkeoplysningens Pris bliver afsløret og får overrakt prisen til ’Folkeoplysningens Dag’, som DFS afholder for anden gang den 12. oktober 2023 i Kulturhus Bunkeren i Aarhus.

Her bringer vi folkeoplysende aktører sammen fra hele landet og inspirerer hinanden til at udvikle folkeoplysningen. I løbet af dagen vil der være rig mulighed for at styrke dit netværk i den folkeoplysende familie og blive klogere på folkeoplysningens fremtid.

Info om Folkeoplysningens Dag