Lad os udvikle - ikke afvikle - det 10. skoleår
Kronik

Lad os udvikle - ikke afvikle - det 10. skoleår

Redaktionel dato: 13. juni 2023

”Klog nytænkning begynder ikke med at afskaffe det, der virker.” Det skriver DFS’ formand i et en kritisk kommentar til Reformkommissionens forslag om at afskaffe 10. skoleklasse. 

”I de folkeoplysende skolers 10. klasser får de unge mulighed for at udvikle sig sammen med andre." Her elever fra Lunderskov Efterskole.

”I de folkeoplysende skolers 10. klasser får de unge mulighed for at udvikle sig sammen med andre." Her elever fra Lunderskov Efterskole.

Tirsdag den 13. juni bragte på Avisen Danmarks hjemmeside og i Fyns Amts Avis en kronik af Per Paludan Hansen, der er formand for DFS. Avisen Danmark distribuerer til en række dagblade, primært i provinsen.

Fire af de skoleformer, der er hører til DFS, tilbyder 10. klasse. Det drejer sig om ungdomsskolerne, efterskolerne, de frie fagskoler og friskolerne.

Produktivitetspotentiale

I kronikken optegner Per Paludan Hansen situationen for de unge i denne aldersgruppe, som er stærkt pressede, og hvor mange lider af mistrivsel. Han skriver blandt andet:

”Desværre har Reformkommissionen ikke haft de unges ve og vel som hovedkriterie. Deres målsætning har ikke været forslag, der kan hjælpe de unge til at få et bedre liv og blive til aktive demokratiske medborgere.

I stedet har Kommissionen haft til opgave ”…at foreslå reformer, der kan øge produktiviteten, velstanden, beskæftigelsen og den sociale mobilitet”.

Derfor har de valgt at se på de unge som ”uudnyttet produktivitetspotentiale”, som formanden sagde på et møde i Efterskoleforeningen.”

Modenhed og dannelse

DFS’ formand forklarer, hvorfor 10. klasserne er vigtige for mange unge:

”I de folkeoplysende skolers 10. klasser får de unge mulighed for at udvikle sig sammen med andre. De oplever fællesskaber, der styrker dem. De modnes og dannes som mennesker, samtidig med at de fordyber sig og forbedrer sig fagligt.

Det er godt og vigtigt i sig selv. Og så gør 10. klasse-opholdet det meget lettere for de unge at vælge deres videre vej i uddannelsessystemet bagefter.”

Han tilføjer: ”Formålet med de folkeoplysende skolers tilbud er ikke at udnytte de unges produktivitetspotentiale, men mon ikke det i sidste ende også har den effekt.”

Drastisk og uklogt

På den baggrund konkluderer han:

”Jeg mener, at det er et meget drastisk og uklogt skridt, kommissionen anbefaler. Der et helt klart brug for nytænkning i tilbuddene til de unge i denne aldersgruppe. Jeg er også helt med på, at flere unge – og samfundet – kunne have glæde af en erhvervsuddannelse.

Men klog nytænkning begynder ikke med at afskaffe det, der virker.”